Himmelhoch jauchzend,
Zum Tode betrübt,
Glücklich allein
Ist die Seele, die liebt.
Göthe.
I.
To brune Øine jeg nylig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; —
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
II.
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter dit Billed
Høit over Himlenes Blaa,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
III.
Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
IV.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
V.
Henvisned’ er’ de Blomster, Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
VI.
Du fatter ei Bølgernes evige Gang,
Ei Aanden som svulmer i Tonernes Klang,
Ei Følelsen dybt i Blomstens Duft,
Sollysets Flamme mod Storm og Luft,
De Fugles Qviddren af Længsel og Lyst,
Og troer dog, Du fatter en Digters Bryst?
Der svulmer det meer, end i Bølgens Gang,
Der findes jo Kilden til hver en Sang,
Der voxer Blomsten med evig Duft,
Der brænder det uden den kjølende Luft,
Der kjæmpe Aander i Længsel og Lyst,
De kjæmpe mod Døden dybt i hans Bryst!
VII.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
VIII.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle, maa det døe.
— O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koster Livet.
