Jeg drømte, jeg var en lille Fugl,
Der fløi over Land og Bølge,
Hvad Hjertet følte, hvad Øiet saae,
Jeg ikke forstod at dølge.
Jeg sang hver Tanke dybt i mit Bryst,
Jeg sang mine Sorger og Glæder,
Jeg svang mig over det brusende Hav
Og alle de fremmede Steder.
En Morgen sad jeg paa Træets Green,
Og qviddrede glad mine Sange!
Rundt om i Græsset de Blomster stod’
De vare saa smukke, saa mange.
Men een var i Duft og Farveskjær
Den smukkeste, maatte man sande,
Paa hende jeg saae, for hende jeg sang,
Og glemte de fremmede Lande.
Hos hende jeg vilde bygge og boe,
Jeg vilde Vingerne miste,
Jeg vilde qviddre min bedste Sang,
Til Hjertet engang maatte briste!
Hun bøiede sig i Vinden bly,
Jeg rørte ved Blomster-Kjolen,
Jeg Tanken forstod i Bladets Duft,
Det rødmed’ i Morgensolen.
Og Blomsten bøied’ sit Hoved ned,
Jeg husker det Hele saa nøie!
Jeg syntes at læse min Kjærlighed
I hendes trofaste Øie.
Da kom der en Jæger, saa ung og smuk,
Han havde sin Bøsse paa Nakken,
Han tog min Blomst og satte den pænt
I Knaphullet foran paa Frakken.
En Dugdraabe faldt fra Blomstens Blad,
Jeg troede, det var en Taare,
Da sang jeg og tænkte, saa skyder han mig!
Jeg ønskede Døden saa saare.
End dufter Blomsten saa smuk som før,
Den føler i Frakken sig hjemme!
Jeg flyver afsted fra By til By,
O, kunde jeg Blomsten dog glemme!
Jeg sørger — men synger dog meer end før,
Hver Gang jeg flagrer paa Vangen,
Saa kommer der vel en Jæger en Gang,
Og skyder mig midt under Sangen!