Venskab, Himlens blide Datter,
Sangen taler om din Fryd.
Hiertet, som dig ganske fatter,
Er beredt til hver en Dyd.
Og kun Dyd er Trøst!
Og kun Dyd er Lyst!
Dyden kun er Trøst!
Dyden kun er Lyst!
Venskab, Himlens blide Datter,
Du besieler Harpens Lyd.
Hvad er Værn mod Ungdoms Fiender,
Vanheld og Fordærvelse?
Ikkun Venner og Veninder,
Ved en kierlig Styrelse.
Venskab giver Trøst,
Og den sande Lyst.
Venskab kun er Trøst
Og en ædel Lyst.
Venskab tvinger Ungdoms Fiender;
Det er vor Beskiermelse.
Lægger end en moden Alder
Byrders Mængde paa vor Aand;
Kraft og Mod dog ikke falder,
Naar en Ven os rækker Haand.
Aanden føler Trøst;
Hiertet smager Lyst.
Stærk er Venskabs Trøst;
Sød er Venskabs Lyst.
Venskab fletter til hver Alder
Sine skiønne Blomsterbaand.
Venskabs Glands kan ikke blegne,
Tager skiønt mig Graven hen.
Hist i Lysets blide Egne
Favner mig hver Aand som Ven.
Venskabs ædle Lyst
Føler da hvert Bryst.
Evig i vort Bryst
Bliver Venskabs Lyst!
Venskabs Glands kan ikke blegne;
Evigheder varer den!
Envoi.
Du bødst mig, Ædelste, at synge Venskabssang,
Og Dagen byder mig, at give Strengen Klang.
Jeg sang af Lydighed, jeg sang af Følelse;
Lad det formilde Dig, naar Du seer Manglerne.
Abrahamson.