Omkvæd
Omkvæd. I danske Folkeviser er der regelmæssig et Omkvæd, en Verselinie, der har været bestemt til at synges af hele den dansende Skare efter hver Strofe, medens selve Viseteksten foredroges af en Forsanger. Indholdet af Omkvædet er gerne lyrisk og udtrykker ofte en Stemning som Glæde over Dansen (»Men Dansen den gaar saa let gennem Lunden«) ell. over Naturen (»Men Linden hun løves«), mere alm. dog selve Visens Grundstemning, f. Eks. i Visen om Marsk Stig’s Døtre: »Og for de vide om Verden«, ell. i Visen om Dronning Dagmar’s Død: »Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar«. Omkvædet er fremstaaet af Visens lyriske Indledningsstrofe, til hvilken det logisk set hører; denne Indledningsstrofe er ikke bevaret ved ret mange danske Viser, hvorimod Omkvædet sjælden mangler. Som Eksempel paa, hvorledes Omkvædet er opkommet, kan anføres de første Strofer af »Hr. Peder’s Runer«:
1. Herre Gud løse vel vor Angst
og Sorgen af vort Bryst!
i hvem der haver en lønlig Sorg,
hans Hjerte er ilde kryst.
(Omkvæd:) Herre Gud løse vel vor Angst.
2. Hr. Peder han giljed stolt Mettelille
i fulde Vinter fem;
aldrig kunde han god Ansvar faa
i alle sammen dem.
(Omkvæd:) Herre Gud løse vel vor Angst.
og Sorgen af vort Bryst!
i hvem der haver en lønlig Sorg,
hans Hjerte er ilde kryst.
(Omkvæd:) Herre Gud løse vel vor Angst.
2. Hr. Peder han giljed stolt Mettelille
i fulde Vinter fem;
aldrig kunde han god Ansvar faa
i alle sammen dem.
(Omkvæd:) Herre Gud løse vel vor Angst.
Omkvædet udgør saaledes det lyriske Moment under Foredraget af den episke Tekst og har været en nødvendig Forudsætning for Visens Anvendelse som Dansetekst. Den Skik at danse efter Danseviser med Omkvæd synes i Valdemarernes Dage at være indkommen fra Frankrig, til Dels med England som Mellemled, idet der begge Steder findes Sange med lgn. Strofebygning og med Omkvæd. Se tillige Refrain.
