Legende

        Legende (af lat. legénda, de [Ting], som skal læses op) betegner egl. alt, der paa de dertil bestemte Dage oplæstes ved Gudstjenesten i Kirkerne; men da Bibelstykker o. l. havde egne Benævnelser, brugtes L. nærmest kun om de af Kirken til Oplæsning autoriserede Beretninger om hellige Mænd og Kvinder. Bøgerne, hvori de var samlede, kaldes Legendarier. L. falder i to Klasser, Passionaler (passionarii), som handler om Martyrers Lidelser, og egentlige L., som i Almindelighed beretter om Helliges Liv, Virksomhed og gode Gerninger. Men L. bruges ikke blot om de af Kirken anerkendte Beretninger om Helgener; L. anvendes ogsaa om, hvad man kunde kalde Privatarbejder om Helgener og deres Liv; og da saadanne gerne var meget udsmykkede og fulde af underfulde og lidet trolige Fortællinger, gik L. over til at betegne en livilken som helst udsmykket Beretning om hist. Begivenheder, i hvilke Fantasien havde frit Løb, ikke blot kirkelige. L. kom efterhaanden til at betegne Fortælling om en enkelt Helgen ell. et Afsnit deraf. Særlig Genstand for L. er Herrens Moder Maria og hendes Slægt, om hvem man stadig vidste at fortælle mere og mere; men ogsaa om ældre og yngre Skikkelser fra Kirkens Historie dannede der sig tidlig L., saavel i Helgenens Fødeland som i andre Lande. Allerede tidlig fremtraadte L. i en vis bunden Form; saaledes bl. a. ved Aar 400 hos Digteren Prudentius. I den ældre Middelalder fremtræder L. hos de fleste europ. Folk enten i bunden Stil ell. rimede og udgør en væsentlig Del af Datidens Kvad, der ogsaa behandler bibelske og nationale Emner. Rigest blomstrede disse Kvad hos Angelsachserne (se Fr. Hammerich, »De episk-kristelige Oldkvad hos de gotiske Folk« [1873; Univ. Progr.; paa Tysk 1874]). Den ældste poetiske L. i Tyskland er fra 10. Aarh. og handler om Hellig Georg. I Frankrig dramatiseredes L. oftere; Eksempler herpaa haves ogsaa fra Tyskland. I den senere Middelalder var Prosaformen fremtrædende. L. samledes tidlig; saaledes allerede af Ærkebiskop Jacobus de Voragine (d. 1298) i hans Legenda aurea (udg. af Graesse i 3. Udg. 1892). Den fuldstændigste Samling er Bollandisternes (Amsterdam 1643 ff.; ny Udg. Paris 1867 ff.; smlg. Guérin, Les petits Bollandistes); for Danmarks Vedk. H. Olrik, »Danske Helgene« (1893—94); for Norges L. Daae, »Norges Helgener« (1879). Kendskab til Middelalderens L. er nødvendig for at forstaa Middelalderens kirkelige Kunst, f. Eks. Altertavler. Da Bogtrykkerkunsten opfandtes, udgaves snart en Mængde L.; 1520 var der i Tyskland allerede trykt 45 Passionaler, 18 Eremitliv og 125 Levnedsbeskrivelser af Helgener. Mærkelig er Sebastian Brandt’s nu saa sjældne, med Træsnit udstyrede »Heiligenleben« (Basel 1502). Da Reformationen bredte sig, tabtes Interessen for L. hurtig i de Lande, der gik over til Protestantismen. Først i Beg. af 19. Aarh. vaktes Interessen igen. Herder gjorde (bl. a. i Adrastreia) opmærksom paa den rige Skat, der havdes i Middelalderens L. I England var der længe liden Interesse for de gl. Kvad, hvortil L. hørte. Det var danske Mænd, Thorkelin (1815) og Grundtvig (1840), der først drog disse eng. Kvad frem. En dansk Samling i Prosa af L. fra Middelalderen, om Maria og om Helgeninderne Margareta, Kristina, Cecilia, Katerina, Lucia, Agnes, Sofia og Marina, foruden en Fortælling om Povel’s Nedfart til Helvede, udgav C. J. Brandt i »Dansk Klosterlæsning«, II (1859). Svenske L. udgav J. H. Schröder i Legenda Suecana vetusta S. Magni comitis (1839), J. E. Rietz, »Legenda Suecana, Helgonsagor« (1843—45), G. Stephens, »Et fornsvensk Legendarium«, udg. af Svenska Fornskriftsälskapet, Bd VII (1847—74), og G. E. Klemming, »Klosterläsning« (1877—78).