Lai

        Lai [læ], gl. fr. Benævnelse paa et kort Digt, i Alm. skrevet i parvis rimede Ottestavelsesvers og bestemt til at synges. Man skelner mellem de fortællende lais og de rent lyriske. Den første Gruppe er repræsenteret af henved en Snes Digte (les lais bretons); af disse er de fleste forfattede i Slutn. af 12. Aarh., sandsynligvis af Marie de France. De genfortæller gl. mærkelige Sagn og Eventyr, til Dels af keltisk Oprindelse, og foregaar i en fortryllet Verden, hvor ædle Riddere elskes af dejlige Feer, og hvor Eventyrhelte elsker jordiske Kvinder; her synges saaledes om Guingamor, der opholdt sig i Feernes Land, hvor 300 Aar svandt som 3 Dage, og om Tydorel, der var en Søn af Dronningen af Bretagne og den hemmelighedsfulde »Ridder fra Søen«. Men vi træffer ogsaa andre Emner, der snart er muntre og spøgende, som i le lai du Cor, Sangen om det vidunderlige Horn, af hvilket kun den Mand kan drikke, der har en trofast og kysk Hustru, snart tragiske som i Ignaure, der dræber sin Hustrus Elsker og giver hende hans Hjerte at spise, ell. i Bisclaveret, der 3 Dage om Ugen er Varulv, og hvis Klæder hans egen Hustru stjæler, saa at han ikke kan faa sin menneskelige Skikkelse tilbage, hvorefter hun gifter sig med sin Elsker. En Del af disse Digte, der næsten alle udmærker sig ved stor poetisk Skønhed, blev oversat paa Oldnorsk i Midten af 13. Aarh. paa Foranstaltning af Haakon Haakonsøn; denne Oversættelse (Strengleikar eða Lioðabok) har særlig Bet. derved, at den har bevaret enkelte Digte, til hvilke den fr. Original nu ikke længere eksisterer. Den anden Gruppe, de rent lyriske lais, er helt forskellige fra les lais bretons baade i Form og Indhold og frembyder langt ringere Interesse. De er strofiske, uden at dog nogen regelmæssig Strofebygning er gennemført, de benytter hyppig meget vekslende Versemaal og indeholder i Alm. en Hilsen henvendt til en Kvinde, hvis Skønhed og Ynde prises. Den tolvstrofede lai blev meget dyrket af Eustache Deschamps, Froissart, Christine de Pisan og Charles d’Orléans. (Litt.: A. Ahlström, »Studier i den fornfranska lais-litteraturen« [Upsala 1892]).