Helrim

        Helrim, hel-assonans, betegner i den gl. nordiske Digtning to ensartede Stavelser, Vokal efterfulgt af den ell. de samme Konsonanter (f. Eks. al : al, ald : ald); det gl. Navn var aðalhending ɔ: Hovedrim, modsat Halvrim, skothending, hvor Vokalen er forsk. (f. Eks. el : al, eld : ald). Begge Rimstavelser stod som oftest i samme Linie og altid i hovedbetonede Stavelser. Brugen af disse Rim var fortrinsvis knyttet til Drottkvædet og hrynhenda og fordeltes saaledes, at Helrimene stod i de lige Linier, Halvrimene i de ulige.