Barokken
Barok (barócco) betyder paa Portugisisk en uregelmæssig formet Perle, paa Ital. uredelig Handel, i filos. Fagsprog en urimelig og kroget Slutn., og overalt bruges Glosen som Betegnelse for noget sært og bizart; derimod har det ingen Sammenhæng med Maleren Baroccio’s Navn. Som Stilnavn er det først anvendt ca. 1800 i Frankrig om den Kunstretning, der blev Afslutningen paa den ital. Renaissances Udvikling og udformedes ca. 1550—1600. Michelangelo (d. 1564) er Barokkens Banebryder og Fader. B.’s Figurkunst er en Ætling af hans Skulptur; dens Hang til Effekt, krasse Virkninger, overdrevne Udtryk baade for det kraftige og for det yndige, stærke Bevægelser, malerisk Kontrast mellem Lys og Skygge er en videre Udvikling af hans Særegenheder. Paa lignende Maade udvikler den barokke Arkitektur sig af hans florentinske og rom. Bygninger. Tilsyneladende vilkaarligt ændres de klassiske Arkitekturformer, og Detaillens Finhed og Korrekthed ofres til Fordel for Totalvirkningen. Thi først og fremmest stræber Michelangelo og hans Efterfølgere efter storslaaet Helhedsvirkning og vældig Masseudfoldelse. For Effektens Skyld ynder man kolossale Anlæg som Peterskirken og Peterspladsen, ordner Omgivelser og Parker saaledes, at de fremhæver Arkitekturen, anordner store Vestibuler og Trapper og forsøger sig endogsaa med overraskende perspektiviske Kunstgreb. I den første ital. B.-periode er Formerne vel pompøse, men dog rolige; senere (ca. 1600—1660) stræber man hen mod det bevægede og vekslende. Fra Rom bredtes B.-Arkitekturen først ud over Italien, krydsedes i Firenze og norditalienske Byer med Senrenaissancen og trængte 1600—50 frem N. f. Alperne, hvor den gennemgaaende først gjorde sig gældende i Ornamenter og Detailler. Samtidigt med, at den ca. 1650—1700 fik afgørende Indflydelse paa den nordeuropæiske Arkitekturs Helhedskompositioner, prægedes den under Louis XIV med fr. Præg, og ikke mindst i sin fr. Form kom B. til at danne Grundlaget for al europ. Bygningskunst i Slutn. af 17. og største Delen af 18. Aarh., selv om Stilen efter dens yngste fr. Ornament gerne omdøbes til Rokoko. — B.-Ornamentik i snævrere Forstand kan deles i to Grupper. Den ene, Brusk-B., udvikler sig af Antikkens Faunmasker og Renaissancens Vrængemasker og bestaar af knortede og bruskede Fjæs, ofte med tomme Øjenhuler og gabende Munde, halvt opløste og løbende ud i Sving, der ogsaa fyldes med Bruskknuder. Ligesom i Bygningskunsten ofres de distinkte Detailler for Helhedsvirkningen af svungne, flydende Linier og den maleriske Kontrast mellem Lys og Skygge, der frembringes ved Bruskværkets Udførelse i højt Relief. Atter her er Michelangelo Foregangsmanden, idet de ældste barokke Masker findes paa hans Skulpturer, men den rigeste og overdaadigste Brusk-B. er ikke ital., men tysk og skandinavisk (c. 1630—60); i Danmark kendetegner den Kunsthaandværket paa Christian IV’s og Frederik III’s Tid. Italienerne viste sig gennemgaaende mere sobre i Ornamentets Behandling og fastholdt det antikke Akanthusværk, som under B. ganske vist fik store, tunge, vægtige Former. C. 1660—1700 fortrængtes Brusk-B. overalt af Akanthusværket, der i Tyskland og Norden gerne pyntedes med Solsikker, Tulipaner og andre tunge Blomster, og efter 1700 afløstes denne Form af lettere og elegantere fr. Motiver (se Baand-Akanthus), der var udviklede under Louis XIV og gennem Regenttidsstilen efterhaanden omformedes til det usymmetriske Rokokoværk, B.’s sidste ornamentale Konsekvens.
Skønt man altid har erkendt B.-Kunstens tekn. Bravour, har Stilen dog i forrige Aarh. været fordømt og forkætret som ingen anden. Selve Stilnavnet er ligesom Gotik et Smædeord. Omtr. ved Aarhundredskiftet er der begyndt en Ændring i Opfattelsen; Kunsthistorikere har paavist B.’s Storhed og bærende Principper, og nu lærer den moderne Arkitektur ikke mindre af B. end af andre Stilarter. (Litt.: jfr. Bygningskunst. Oversigtsværk: Chr. Axel Jensen og E. Rondahl, »Stilarternes Historie« 1913).