Mathias Winther (1795–1834)

Winther, Mathias, 1795–1834, Forfatter, fødtes 25. Jan. 1795 paa Gaarden Gammellund i Vissenbjærg Sogn paa Fyn, hvilken den Gang ejedes af hans Fader, Rasmus W., der senere kjøbte Aalemosegaard. Faderen blev imidlertid, som det hedder, indviklet i en for ham ulykkelig Sag, forarmedes og døde 1811, og den 16aarige Søn, der kun havde faaet ringe Skoleundervisning, stod, efter hans eget Udtryk, «opvoxet som et vildt Skud, der mangler Støtte». Han viste sig at være livlig og velbegavet, og han selv ønskede at studere. Det lod sig imidlertid ikke gjøre; han kom paa Byskriverkontoret i Odense, hvilket han dog snart forlod, i det Regimentskirurg J. K. Jacobsen (VIII, 356) tog sig af ham, opmuntrede ham til at lægge sig efter Kirurgien og selv underviste ham heri, medens Biskop Plum (XIII, 181) læste Latin med ham. 1813 kom han til Kjøbenhavn for videre at dyrke de kirurgiske Studier. Her anbragtes han under meget uheldige Forhold, af hvilke hans trofaste Velynder Jacobsen dog reddede ham ved at skaffe ham Ansættelse som Kompagnikirurg i Middelfart, senere ved Felthospitalerne i Odense. En Forelskelse i en Skrædder Thornings Datter Christiane førte til Ægteskab med hende allerede 1814. Han var uden Udsigt til at kunne forsørge en Familie, men Hustruen var stræbsom og skaffede foreløbig Udkommet, og han rejste 1816 til Kjøbenhavn for at tage den kirurgiske Examen. C. C. Rafn (XIII, 351) fik Interesse for den unge Mand, der viste litterært Anlæg og stilistisk Færdighed, og søgte at faa ham frem til Examen artium, men alt strandede paa Pengemangel og W.s urolige Færd. I hjælpeløs Tilstand vendte han snart tilbage til Odense, hvor Hustruen nu var sygelig og arbejdsudygtig efter Barselseng, og hvor Forholdene derfor bleve meget trange; hans eneste Indtægt i lang Tid var et lille Honorar for en Samling Digte «Vaarkvad» (Kbhvn. 1817). Ved Støtte fra sine trofaste Velyndere Jacobsen og Rafn, der nu var Lieutenant i Odense, fik han dog igjen en Stilling som Eskadronskirurg i Randers (1818) og blev kort efter forflyttet tilbage til Odense, hvor han tillige blev Bibliothekar ved det militære Bibliothek. Men snart bragte han sig i en skjæv Stilling ved Stridbarhed mod sin foresatte, Oberst Høegh-Guldberg, og end mere ved at udgive en haanende Pamflet mod et Skrift af Provst Stockholm (XVI, 449), der stod den Guldbergske Slægt nær. Han blev da afskediget som Bibliothekar, men kastede sig samtidig over litterær Produktion og udgav baade Digtsamlinger og et Skuespil, alt dog kun af ringe digterisk Værd. Han fik ogsaa af Mæcenen Gehejmeraad J. Bülow (III, 291) det Hverv at skrive den poetiske Text til et Pragtværk om Sanderumgaards Have (med talrige af Clemens stukne Prospekter), og for det betydelige Honorar herfor gjenoptog han atter (1825) de afbrudte kirurgiske Studier i Kjøbenhavn. Men det gik ikke bedre end tidligere; han forsømte Studierne og absorberedes bestandig mere af skjøn litterære Skriverier og Oversættelser, mest af populær medicinsk Litteratur. Og samtidig forelskede han sig i en Tjenestepige, med hvem han derpaa samlevede og fik to Børn. Efter forgjæves Forsøg paa at absolvere Examen vendte han tilbage til sin Post, men blev bestandig mere forsømmelig i Tjenesten. Vel samlede han sig nu til Udgivelse af to større bibliografiske Skrifter, der have en vis solid Karakter, et «Literaturæ scientiæ rerum naturalium in Dania, Norvegia et Holsatia usque ad annum 1829 enchiridion» (1829) og senere et «Bibliotheca Danorum medica» (1832), men 1830 fik han ved sin Forsømmelighed Afsked som Militærlæge. Nu kastede han sig over Publikation af Skandskrifter mod sine formentlige Forfølgere, begyndte paa Udgivelsen af Maanedsskrifter, først af en mere uskyldig Karakter, senere 1831–33 det plumpe, men ikke uden Virtuositet og Talent redigerede Smudsblad «Raketten», der vakte betydelig Sensation og fandt rivende Afsætning, saa at han paa en Gang fik gode Indtægter, men samtidig ogsaa flere Processer paa Halsen. For grove Injurier blev han 1832 af Hof- og Stadsretten dømt som Tremarksmand og til Fængsel paa Vand og Brød. Han appellerede Sagen til Højesteret, og denne formildede Dommen. Men da den faldt, var han død, 26. Febr. 1834, af en tærende Sygdom.
1795
Winther født i Gammellund, Vissenbjerg Sogn.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen: Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, Frederiksborg Museum.
1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1806
Napoleon sejrer ved Jena.
1807
København bombarderes af englænderne.

Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
1821
Cauchy udgiver Cours d’Analyse.
1829
Friedrich Schlegel død i Dresden.
1834

Slottet Kronborg, 1834, olie på lærred, 28,5 × 42,5 cm.
Winther død i København.