Johann Christian Wilhelm Wendt (1778–1838)
Wendt, Johann Christian Wilhelm, 1778–1838, Læge. Han fødtes 16. Sept. 1778 i Ekernførde og var en Søn af Kjøbmand og Brænderiejer Jürgen Friedrich W. og Margrethe Øllegaard f. Fiebig. Efter at have frekventeret sin Fødebys lærde Skole blev han 1793 kirurgisk Assistent (Lærling) ved det kongl. Christians Plejehus i Ekernførde og udnævntes 1796 til Eskadronskirurg ved det slesvigske Livregiment. 1798 tog han sin Afsked og drog til Kjøbenhavn for videre Studier af Kirurgi og Medicin, blev her strax Volontær og 1800 Kandidat ved Almindeligt Hospital, hvis Læge W. N. Jacobsen (VIII, 367) var hans Onkel. S. A. blev han Underkirurg ved Søetatens Haandværkerstok. 1801 indskreves han privat som Student ved Universitetet, 1802 tog han Examen ved kirurgisk Akademi, udnævntes s. A. til assisterende Læge ved Almindeligt Hospital og i det dertil hørende Fattigdistrikt ligesom ogsaa til Docent i Naturlære ved Veterinærskolen ved J. V. Neergaards Afskedigelse (XII, 157). 1803 blev han Bataillonskirurg ved norske Livregiment, 1804 Læge ved Vartov og selvstændig Distriktslæge under Fattigvæsenet. S. A. absolverede han medicinsk Examen. 1812 erholdt han Embedet som Medicinalrevisor for Armeen og Marinen og dermed Regimentskirurgs Rang.
W. gjorde sig tidlig bemærket som en aandslivlig og habil Mand med gode Kundskaber, med litterære Interesser og Anlæg og energisk Reformiver i forskjellige Retninger. Den tidligere uheldige Forsyning med Medikamenter til Militæretaten fik han strax efter Udnævnelsen til Revisor heldig reformeret, og han havde en Hovedfortjeneste af Udarbejdelsen af den første Militærfarmakopé (1813); han optraadte tidlig som Forfatter til smaa Skrifter, navnlig indeholdende praktiske Anvisninger for Kirurgerne.
1813 blev han udnævnt til Overmedikus ved Almindeligt Hospital, en Stilling, som i øvrigt den Gang endnu ikke var meget estimeret, men som han snart bragte til større Anseelse, saa at Hospitalet i hans Tid begyndte at søges af de medicinske studerende for deres kliniske Uddannelse. 1817 erholdt han Professortitelen, 1823 fik han Æresdiplom som Doctor medicinæ fra Kiels Universitet. Han gav sig ogsaa af med Belletristik, i øvrigt i Overensstemmelse med Tidens æsthetiske Aand, blev en yndet Lejlighedsdigter og knyttede som Læge og Ven Forbindelser med de samtidige litterære Kredse i Kjøbenhavn, fraterniserede ogsaa en Tid noget med de oppositionelle og revolutionære Kredse, dog ikke anderledes, end at han som Ven af Dr. Dampe, da Sagen mod denne 1820 indlededes, uden større Betænkelighed lod sig bruge af Politidirektør Kierulff som Spion og Angiver – i det han dog samtidig, holdningsløst Følelsesmenneske som han vistnok var, ivrigt søgte at afværge de værste Kalamiteter for sin «Ven».
Sin medicinske Forfattervirksomhed i Smaaskrifter og Tidsskriftsafhandlinger fortsatte han ufortrødent, og han var en Tid Medudgiver af «Bibliothek for Læger» ligesom ogsaa af «Penia». Foruden talrige aktuelle Æmner behandlede han end videre den danske Medicins Historie i flere Skrifter, saaledes «Historien af den veneriske Sygdoms Begyndelse og Fremgang i Danmark» (1820), «Almindeligt Hospital, dets Indretning og Forfatning, Pengevæsen, Legater, Historie» (1833), «Børnekoppernes og Vaccinationens Historie i Danmark» (1836). Han var meget bibliofil og kom efterhaanden til at eje en af de betydeligste private Bogsamlinger i Landet. Som organisatorisk og filantropisk Reformator virkede han ligeledes utrættet og indlagde sig betydelige Fortjenester. Som Kommissionsmedlem var han meget virksom for Oprettelsen af Garnisonshospitalet i Kjøbenhavn, hvortil der var en overordentlig Trang, ligeledes havde han som Medlem af Kommissionen for Kjøbenhavns Fattigvæsens Omorganisation (1828) en stor Del af Æren for de Forbedringer, som derved gjennemførtes.
1832 udnævntes han til Stabskirurg ved Landmilitæretaten og derved ogsaa til Medlem af det nye Garnisonshospitals Direktion og af Sundhedskollegiet. 1833 blev han end videre Medlem af det slesvig-holstenske Sanitetskollegium og erholdt s. A. Rang med Oberstlieutenanter, 1835 blev han Etatsraad. 4. Marts 1838 døde han pludselig. – Han var gift med: 1. Mette Mariane Knudsen (d. 1809 25 Aar gammel), Datter af Koffardikapitajn Henrik K.; 2. Ane Margrethe Rasmussen (f. 1791 d. 31. Dec. 1844), Datter af Hans Jacob R. i Vedbæk.
Den danske Lægestand 4. Udg. Erslew, Forf. Lex. Bibl. f. Læger XXVIII, 255 ff. Lübker u. Schrøder, Schlesw.-Holst.-Lauenb. Schriftstellerlex. Berl. Tid. 1838 Nr. 68. Høsts Erindringer. Hist. Tidsskr. 6. R. V.
1778
Wendt født.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen:
Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, olie på lærred, 123 × 205 cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. ⌘1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1806
Napoleon sejrer ved Jena.
1807
København bombarderes af englænderne.

C.W. Eckersberg:
Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
1821
Cauchy udgiver Cours d’Analyse.
1829
Friedrich Schlegel død i Dresden.
1834

Constantin Hansen:
Slottet Kronborg, 1834, olie på lærred, 28,5 × 42,5 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1837
Morse perfektionerer telegrafen
Victoria udråbes til dronning af England.

Constantin Hansen:
Et Selskab af danske Kunstnere i Rom, 1837, olie på lærred, 62 × 74 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1838
Thorvaldsen ankommer til København.
Wendt død.