Snorri Sturluson (ca. 1179–1241)

Snorri Sturluson, isl. Høvding, Skjald og Historieskriver, (1178—1241), tilhørte en af Islands kraftigste Slægter baade paa fædrene og mødrene Side. Ved Hjælp af Omstændighederne var han saa heldig, allerede 3 Aar gl at blive optagen i Huset hos Datidens største og mægtigste Høvding, Jon Loptsson i Odde. Her opholdt han sig, til han 1199 blev gift med Herdis, Datter af den rige Berse paa Borg; ved dette Giftermaal lagde han Grunden til sin senere Rigdom og Magt. Om hans Opfostringsaar i Odde hører vi intet; men at han paa dette Videnskabens gl. og berømte Sæde har givet sig af med histo. og poetiske Studier, er sikkert. Han var aabenbart tidlig udviklet. Hans Rigdomme og Magt, især efter at han 1206 var kommen i Besiddelse af Gaarden Reykjaholt, voksede stadig. 1214 blev han valgt til Lovsigemand, og denne Stilling beklædte han til 1218. I dette Aar rejste han første Gang til Norge og sluttede sig her meget nøje til Skule Jarl, mindre stærkt til Kong Haakon, af hvem han blev ophøjet til Lendermand og Skutilsvend. Begge forherligede han ved Kvad, især ved det c. 1223 digtede Háttatal, Digtet med de mange Versemaal (102 Vers). Under dette Ophold forhindrede S. S. et Krigstog, som Kongen og Skule tænkte paa at gøre til Island; man sagde, at S. S. havde lovet at bevæge Islænderne til at underkaste sig Kongen uden Sværdslag. Hvad sandt der er heri, vides ikke, men S. S. gjorde aldrig noget for at holde dette »Løfte«. Tværtimod. Han vendte tilbage 1220, valgtes igen til Lovsigemand 1222 og genvalgtes til 1231. Disse Aar var de fredeligste i hans Liv, og det er sikkert i dem, han har udfoldet sin videnskabelige hist. Virksomhed. De flg. Aar var i det hele meget ufredelige, og S. S., skønt en meget fredelskende Mand af Naturen, kunde ikke undgaa at blive indviklet i Striden. S. S. vilde aabenbart ikke have noget med Kong Haakon’s Planer over for Island at gøre, men Kongen fandt villigere Redskaber dels i andre Medlemmer af S. S.’s Slægt, dels i andre isl. Høvdinger, fornemmelig Gissur Þorvaldsson. S. S. maatte flygte ud af Landet til Norge 1237; hvad der egl. bevægede ham hertil, er dog ret dunkelt; 1239 vendte han tilbage trods Kongens Forbud, og nu var Kampen mellem ham og Kongen uundgaaelig. Denne overdrog Gissur at faa S. S. sendt til Norge ell. tagen af Dage. Gissur indsaa, at det første ikke lod sig gøre; Natten mellem 22. og 23. Septbr 1241 overfaldt han saa S. S. paa Reykjaholt og udførte da den Skændselsdaad at dræbe S. S.

Der er fældet forsk., til Dels meget haarde Domme om S. S. Ganske vist besad han forsk. af sin Samtids Fejl; men bl. 13. Aarh.’s Høvdinger vil han dog, hvis han skal bedømmes retfærdig, indtage en smuk Stilling. Han var en pragtelskende Høvding, der holdt af at møde mandstærk paa Altinget paa gl. Høvdingers Vis, og ligesom de holde prægtige Gilder; for at kunne dette maatte han være rig. Det kan ikke paastaas, at han ved uhæderlige Midler skaffede sig Rigdomme. S. S. var i det hele en fredelskende Mand, rolig og besindig; aldrig træffes han paa Krigstog ell. i Overfald paa andre; men selvfølgelig var han en kraftig Modstander af sine Fjender, og han har mulig et Par Gange opfordret andre til Overfald og Drab, men for de derved udøvede Skændselsgerninger kan han ikke gøres ansvarlig. Fremfor alt elskede S. S. sin Fødeø, dens Historie og Antikviteter, og dermed hele Nordens Sagnskat. Han havde sikkert allerede som ung stiftet Bekendtskab med de Sagaværker, som var skrevne paa Island i 12. Aarh.; hvilke ydre Omstændigheder der har ført til, at han blev hist. Forf., vides ikke. Mulig skyldes dette en Opfordring fra Skule ell. Haakon; men derved forudsættes dog, at S. S. da var bekendt for hist. Studier. Det er i Tidsrummet 1220—30, at S. S. har skrevet sit berømte Sagaværk om de norske Konger, Heimskringla (s. d.); S. S. begynder med de ældste Tider, med de sagnhistoriske Konger af Ynglingeslægten, der stammede fra Odin selv. Værket standser ved 1177. Det falder i Afsnit, Sagaer, om de enkelte Konger; herved er dog at bemærke, at det hele er saaledes sammenvævet, at hvert Afsnit ikke kan tages ud, men danner Fortsættelse af det forudgaaende og indeholder Forudsætningen for det flg., idet S. S. har klarere Blik for Totalsammenhængen end nogen af hans Forgængere. Pragmatisme, Aarsagssammenhæng og Slægtsammenhæng er det, der især karakteriserer S. S.’s Historieskrivning, og i Forbindelse dermed hans udmærkede kritiske Behandling af Stoffet og hans glimrende Personskildringer. Alle tidligere Sagaværker har staaet til hans Raadighed, og han har trolig benyttet dem; han har sammenlignet dem indbyrdes, sigtet dem og uddraget deraf, hvad der maatte forekomme ham sandsynligst; her kom ogsaa de gl. Skjaldekvad ham til den største Nytte; ingen havde bedre Forudsætninger til at forstaa dem og deres hist. Bet. end han, og han har brugt dem som Korrektiv til det skrevne. Efter at han ved Hjælp af disse Kilder havde bestemt sin Fremstilling, har han dikteret denne til Skrivere og da, hvor han kunde følge sin Kilde uforandret, ladet dem afskrive denne ordret; heraf kommer de mange verbale Overensstemmelser med andre Sagaværker. Men altid har han sørget for, at der af de anvendte Kilder kun blev optaget, hvad der for den hist. Sammenhængs og Forstaaelses Skyld var nødvendigt; alt overflødigt og uvedkommende blev strengt udelukket, og herved adskiller S. S. sig især fra saa mange andre. Tidsregningen har S. S. søgt at gøre saa fuldkommen, som det efter Omstændighederne var ham muligt, og her støttede han sig især til Are frode. Overalt har han sat sit selvstændige Præg og Stempel paa Fremstillingen og, skønt maaske ikke i samme Grad, ogsaa paa Stilen. At S. S. har begaaet Fejl, foretaget mindre rigtige Kombinationer og draget mindre heldige Slutninger paa sine Steder, er kun, hvad der var naturligt og uundgaaeligt. Ved alt dette er S. S.’s Sagaværk blevet et af Verdens mest fremragende hist. Arbejder, et Kunstværk af første Rang, og tillige et Kildeskrift af uvurderlig Bet., da de af S. S. benyttede Kilder for en stor Del er tabte.

S. S.’s andet Hovedværk er Edda (s. d.); i en vis Forstand er dette Værk endnu mere et Originalværk end »Heimskringla«, et Værk, der ingen Forarbejder ell. Forbilleder havde, og her er det derfor, at hans egl. Stilkunst kan søges og studeres; herom aflægger Fremstillingen helt igennem de mest glimrende Vidnesbyrd. Dette Værk viser, i hvor høj en Grad S. S. var bevandret i de gl. Digte, Eddadigte og Skjaldekvad; af dem havde han en meget fuldstændig Samling, og han besad en uovertruffen Evne til at forstaa dem, ikke blot hvad Indhold, men ogsaa hvad det rent formelle angik; begge Dele angaar det saakaldte Skjaldesprog; ogsaa dette forstod S. S. som ingen anden. Selv tilhører S. S. 13. Aarh.’s bedste Skjalde. Af hans mange Digte (om Haakon Galen, dennes Hustru Kristine, Skule Jarl, Kong Haakon o. fl.) haves nu, bortset fra enkelte faa Brudstykker, kun hans »Háttatal« (3. Del af Eddaen), hvor han særlig fremtræder som den tekn. Virtuos, der med den største Lethed overvinder alle Vanskeligheder. Som nogen original Digternatur kan S. S. dog paa Grundlag af dette Kvad ikke betragtes. Nogle af de bevarede »løse Vers« viser, at han kunde være spøgefuld og gemytlig, men over det hele er der dog den sædvanlige Ro og Sky for stærke Udtryk.

Som Forf. hører S. S. til Middelalderens allerstørste, som Personlighed til de mest fremragende, og i de fleste Henseender til de mest sympatetiske, naar man da ikke vil læse mere ud af Kilderne, end der staar i dem. S. S.’s private Forhold var ikke heldige. Sit ægteskabelige Samliv med Herdis afbrød han vistnok helt, da han flyttede til Reykjaholt. Derefter havde han Forbindelser med forsk. Kvinder, og han havde fl. Børn, der blev ham til liden Glæde. Endelig knyttede han 1224 et Samliv med den rige Enke Hallveig Ormsdatter; hun døde kort før S. S.; de var hinanden inderlig hengivne. S. S. var en dygtig Bonde og Økonom og kunde, som Sagaen siger, udmærket godt forestaa Arbejder, og han lod sin Gaard opbygge og udvide samt endogsaa forskanse; at det udmærkede Badebassin, der endnu staar ved Gaarden Reykjaholt, hidrører fra ham, er ikke usandsynligt, skønt ikke sikkert. (Den vigtigste Kilde for S. S.’s Liv er »Sturlungasaga«; af den righoldige Litt. vedrørende S. S. kan nævnes: F. Jónsson’s Vita i den store Udg. af »Heimskringla« I [1777], samt Levnedsskildringer i andre Udgaver og Overs. af hans Værker; F. Magnusen, »Udsigt over S. S.’s Liv og Levned« i »Skand. Litt. Selsk. Skr.«, 19. Bd; G. Storm, »Snorre Sturlassøns Historieskrivning« [Kbhvn 1873; et Hovedværk]; J. E. Boesen, »Snorre Sturlesøn« i »Kulturhist. Personligheder« VIII [Kbhvn 1879], og fremfor alle S. Nordal, »Snorri Sturluson« [1920], Fr. Paasche, »Snorre Sturlason og Sturlungerne« [1922], samt alle litteraturhistoriske Arbejder, senest F. Jónsson’s »Oldn.-oldisl. Litteraturhist.«, II).