A.W. Schack von Staffeldt (1769–1826)

Man kan kalde Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt den første romantiker i Danmark, men Oehlenschläger debuterede imidlertid først og satte Staffeldt bestandigt i skyggen. Født af en adelig, fattig nordtysk major, var Staffeldt dog vor første og eneste digtende aristokrat. Hans digtning blev til i perioden 1792 til omkring 1807, hvorefter han stort set stoppede med at skrive, grundet hans digtes efterhånden udvejsløse indsigt. Lidt pompøst skriver Aage Matthison-Hansen i indledningen til sit Staffeldt-udvalg i 1902: »Som de store russiske Skribenter hørte Schack-Staffeldt til de digtere, der river sig tilblods med deres Pen for at vise os deres Lidelser.«

En anden grund til at Staffeldts digtning ophørte kunne, og ikke mindst vigtigt, være at hans digte ingen opmærksomhed vakte overhovedet — i skyggen af Oehlenschläger. Under skelen til samme Oehlenschlägers debut Digte (1803), udgav Staffeldt en samling med titlen Digte i 1804, indeholdende nogle af de omkring 100 digte han allerede indtil 1802 havde udgivet i danske og tyske tidsskrifter, samt dertil en del nye digte. Denne udgivelse gik fuldstændig ubemærket hen. Efter en tilsvarende samling Nye Digte (1808), indholdende en række sonetter fra 1790’erne samt nye digte, ligeledes gik upåagtet hen, stoppede hans digteriske produktion næsten helt.

Det hører til Georg Brandes’ fortjenteste, at Staffeldt digtning blev reddet fra glemsel. I Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) har Brandes bla. skrevet et essay, hvor han gør rede for de moderne træk i Staffeldts digtning.

v. Staffeldt, Adolph Wilhelm Schack, 1769—1826, Digter, Amtmand. F. 28. Marts 1769 i Gartz paa Riigen, d. 26. Dec. 1826 i Slesvig, begr. sst. Forældre: Kaptajn, senere Major Agatus (Agatz) Ludwig v. S. (ca. 1734—80) og Maria Regina v. Klingen (1742—76). Ugift.

Blandt de mange tyske Adelsslægter, som i det 18. Aarhundrede søgte til Danmark, var ogsaa den pommerske Slægt v. S. Historisk kan man følge denne Familie tilbage til 1208, da den residerede paa Godset Staffelde i Nærheden af Osterburg i Altmark. Senere træffer man den i Mecklenburg, hvor den ejede udstrakte Godser. Da dens Medlemmer dukker op i Danmark, kommer de imidlertid som fattige Adelsmænd, der søger Levebrød. Den første v. S., der træder i dansk Statstjeneste, er Adolph Friedrich v. S., som kom til Landet i Begyndelsen af det 18. Aarhundrede. Handøde som dansk General, hans Søn blev naturaliseret som dansk Adelsmand. 1896 døde den sidste Efterkommer af denne som dansk Adel anerkendte Gren af Familien v. S. Noget senere i det 18. Aarhundrede, sandsynligvis i Slutningen af 40’erne, kom en anden Gren af Familien til Danmark. Agatus (Agatz) Ludwig v. S. (ca. 1734—80) blev ogsaa dansk Officer, søgte imidlertid tidligt sin Afsked for at prøve Lykken ude i Europa, men blev skuffet og vendte tilbage til Danmark for atter at indtræde i Hæren, men modtog allerede 1772 sammen med Majorsrang sin Afsked. Han var et uroligt Hoved og et ulykkeligt Menneske. Han blev gift med en pommersk Adelsfrøken Maria Regina v. Klingen, som fødte ham fire Børn, tre Sønner og en Datter. Den yngste Søn Schack v. S. kom til Verden i Flækken Gartz paa Riigen, mens Moderen var paa Besøg hos sine Slægtninge. Da han var syv Aar gammel, døde hans Moder, fire Aar senere mistede han ogsaa sin Fader. Tidligt blev han ensom. Han beklagede ofte selv, at han aldrig havde haft et rigtigt Hjem. 3«4 v. Staffeldt, Schack.

»Min Krop har haft en Fader og en Moder, men ikke mit Hjerte«, siger han. Forældreløsheden blev til Familieløshed. De tre Drenge kom i en tidlig Alder ind paa Landkadetakademiet, hver i sin Klasse, Søsteren blev anbragt paa Landet. I mange Aar af deres Ungdom var de adskilte; da de blev voksne, opretholdt de kun en yderst sparsom brevlig Forbindelse med hinanden. Søsteren blev gift i Provinsen, Brødrene spredtes ud over Landet i militære Kommandostillinger, v. S. var saa at sige fra de første Barneaar ganske overladt til sig selv.

28. Juli 1778 blev v. S. ni Aar gammel optaget paa Landkadetakademiet, en haard, men god Opdragelsesanstalt for vordende Officerer, reformeret og tilrettelagt af den dygtige General Henrik Gude. 8. Dec. 1786 afgik han fra Akademiet med Fændriks Rang. Afgørende for hans Udvikling var det, at han blandt sine Lærere havde Digteren W. H. F. Abrahamson. Han vakte ham som Patriot og ledte hans Interesse mod Litteraturen, v. S. mindedes ham altid som sin »uforglemmelige Lærer«. Nogle Skolestile, der er bevaret blandt Akademiets Papirer, viser, hvorledes v. S. allerede som Elev havde vendt sig mod Litteraturen og i Modsætning til sine Kammerater foretrak litterære Emner til fri Behandling for militære. Da v. S. kom ud af Skolen og blev ung Officer, opretholdt han Forbindelsen med Abrahamson, var en kær Gæst i hans Hjem og levede sig her baade ved Læsning og personlig Omgang ind i den hele danske Oplysning. Hans Fændrik-Titel blev 1788 ombyttet med Løjtnantsrangen. 1. Juli 1791 udnævntes han til konst. Premierløjtnant. Længere naaede han ikke ad den militære Rangstige. En Maaned efter den sidste Udnævnelse drog han paa Studierejse til Gottingen. Da han vendte hjem, søgte han ikke ind i Hæren igen.

Den første Periode i v. S.s voksne Liv var hans Officers- og Litterataar i Kbh. 1786—91. Han var ikke nogen glad Officer. Allerede ved Begyndelsen af sin Livsbane var han tynget af Gæld og generet af en brysk Optræden, der ikke stemte hans Omgivelser venligt imod ham, ligesom en allerede paa dette Tidspunkt fremtrædende Selvbevidsthed gjorde sit til at grave Skel mellem ham og Omverdenen. Litteraturen var hans eneste virkelige Interesse. Familien var meget bekymret over dette Forhold, men kunde trods Advarsler ikke afholde ham fra at tage Del i det litterære Liv. Han offentliggjorde tre ubetydelige Digte og forfattede nogle Indlæg i Striden om en tysk Svindler Pallini, som brave Mænd anstrengte sig for at afsløre. Hans største litterære Anstrengelse i disse Aar var dog den anonyme Pjece »Om den Ting kaldet Ausrufungen o.s.v. og om andre Ting« (1789), et Indlæg i Holger-Fejden, vendt mod Ernst Schimmelmanns anonyme Skrift »Ausrufungen«. v. S. tegner i disse smaa Prosabidrag et tydeligt Billede af sin Forestillingsverden: han er ganske Oplysningens Mand, nationalt staar han ved Siden af sin Lærer Abrahamson i hans Angreb paa Tyskeriet, æstetisk følger han Rahbeks Synspunkter angaaende Operaen. Et voldsomt Temperament kommer til Udtryk i disse Indlæg. Angrebet paa Tyskerne er skruet næsten over Gevind. Samtidig røber især den sidste Pjece en hos saa ung en Mand forbavsende Belæsthed, v. S. er fuldt fortrolig med Oplysningens Hovedforfattere og førende Æstetikere. Dunkle, stemningsbevægede Kræfter og intellektuel Erkendelsestrang mødes i hans Sind. Han taler i Indlægget mod Pallini om sin »Hang til Colosser og Overspændelser«.

Fra Sept. 1791 til Maj 1793 studerede v. S. paa den danske Stats Bekostning i Gottingen. Han fulgte de nationaløkonomiske og arkæologiske Forelæsninger og modtog især fra Læreren i Arkæologi, den berømte Chr. Gottlob Heyne, levende Indtryk. Han var en flittig studerende, han læste med saa stor en Intensitet, at han var paa Nippet til at blive overanstrengt, og han nøjedes ikke med at læse, hvad hans Professorer krævede af ham, han læste videre paa egen Haand, opsøgte den tyske Filosofi og Digtning og modtog en Paavirkning, der helt forandrede hans Tankeverden, bragte en lys Løftelse til hans Sjæl og fødte ham som Digter i en ny Tids Aand. Det var Herder, der gav ham Indvielsen, Schiller, som gennem sine filosofiske Ungdomsdigte byggede videre paa hans nye Anskuelser. Gottingen betød et afgørende Brud mellem v. S. og den danske Oplysning. Hans digteriske Produktion tager et Opsving; i en Række Poesier, som han enten sendte hjem til danske Tidsskrifter, lod trykke i de to første Aar efter sin Hjemkomst (ogsaa i Tidsskrifter) eller lod ligge blandt sine Papirer, træder dette Brud tydeligt frem. Disse Digte, som opgaar til et Antal af nogle og fyrre, bringer ti Aar tidligere end Oehlenschlägers »Digte 1803« Romantikkens Opfattelser til Udtryk paa Dansk. Den unge Digter tilegner sig hos Herder og Schiller intet mindre end en ny Opfattelse af Naturen, Mennesket, Poesien og Kærligheden. »Til den uendelige Natur« og »Til den Helliganede« indsætter den organiske og dynamiske Naturopfattelse i Stedet for Oplysningens atomistiske og mekaniske. »Menneskehedens Bane« tegner den store Udviklingskæde: Sten, Plante, Dyr, Vildmand, Samfundsmenneske, Kulturmenneske. Den fra Guddommen nedsunkne Gnist stræber i Livets Skole gennem stadig større Fuldkommenhed mod Guddomsrang igen. I det samme Digt indtager Digteren en ny Position, han er ikke mere smagfuld og kyndig, han er suveræn og gudbenaadet, staar i Spidsen for Menneskehedens Udvikling. Hans Anelser og Minder er den direkteste Tilstedeværelse af det guddommelige i det nærværende. Endelig udskiftes i disse v. S.s Gottingen-Digte Oplysningens elegiske Kærlighedsopfattelse med en sanselig-platonisk med Inspiration i Schillers Laura-Digte.

v. S. var selv klar over, at han var blevet en anden. Han tilstaar det i et tysk Digt, som han paa Hjemrejsen skrev til Klopstock, og i et andet tysk Digt, en Hyldest til Sundet ved Hjemkomsten 1793, taler han stolt som den, der kommer med Budskab fra »Tidens Kilde«. Hvorfor samlede han sig da ikke efter sin Hjemkomst til det Opgør med Oplysningen, som laa i hans Digte? Hvorfor standser hans Produktion? Ydre Forhold spiller ind. Han er nærmest stedt i Nød, uden Stilling, uden Hjælp. Han tilbringer sin Tid som Ansøger. Løftelsen fra Gottingen forlader ham, han falder sammen i Mismod. »En uhældig Melankoli snor sig om mig og suer Livet fra mit Hjerte«, skriver han efter Hjemkomsten til en Ven, der vil være Digter — noget, han nu selv har opgivet. Det er hans sjælelige Rytme: hidsigt, næsten brændende Opsving, døvende Nedsving. Efter sit straalende Gennembrud i Tanke, Digtning og Selvtillid i Gottingen er han kort efter Hjemkomsten parat til at opgive alle poetiske Aspirationer. Denne Selvopgivelsens Stemning kommer igen Gang paa Gang i hans Liv, og hver Gang fremkaldt ligeligt af nye ydre Skuffelser og den samme indre »uhældige Melankoli«.

v. S.s indtrængende Ansøgninger om at blive hjulpet gav til Resultat, at et nyt Rejse- og Studielegat blev ham tildelt. 30. Dec. 1795 forlod han Kbh. for først at vende hjem igen i Sept. 1800. Da havde han været i Tyskland, Italien og Frankrig. Hans længste og mest betydningsfulde Ophold faldt i Wien, Venezia og Firenze. I Genova gjorde han Massénas berømmelige Forsvar med. For øvrigt studerede han Folkeliv og Administration, men hengav sig især til nye indtrængende filosofiske Studier og et med disse paa forbavsende Maade kontrasterende næsten hektisk Fornøjelsesliv. Det er egentlig først under Indflydelse af de muntre Sæder i Wien og Venezia, at denne studerende Asket med det vanskelige Sind kommer i direkte Kontakt med Mennesker og oplever sine første Kærlighedseventyr. Om alt dette kan man læse i den Dagbog, v. S. førte paa Rejsen. Denne Rejsedagbog er et i dansk Litteratur enestaaende Skrift. Overfladisk set er den flygtigt skrevet, abrupt og fuld af døde Detailleoplysninger, uden Stil og Komposition, men bag dette skjuler den sin sande Karakter: den er et filosofisk-æstetisk Selvopdragelsesskrift, der er gennemsyret af Digterens Kamp for at vinde fast Stade i Tænkningen og Livet. De Tænkere, som har sat deres Præg paa Skriftet, er — foruden v. S.s første store Vækker Herder — Kant, Schiller som Forfatter til de æstetiske Skrifter fra 90’erne, Winckelmann og i stigende Grad Platon. Det er som »Fornuftsmenneske«, »skøn Sjæl«, »Grækeraand«, til sidst som en i Støvet nedsunken Sjæl, at v. S. i denne mærkelige Bog anskuer sine Omgivelser. Det er ud fra de samme Anskuelser, han skriver den Samling Digte, som er kommet til i Rejseaarene, og hvis Antal gaar op til 52. Mens Dagbogen var ført paa Tysk, er Digtene skrevet paa Dansk. I denne Digtflok er Stemningen en anden end i Gottingen-Digtene. Det er ikke mere Harmonien og den begejstrede Samfølelse med Altings glædesgennemstrømmede Harmoni, som løfter Digtene. Det er Duplicitet og Dualisme, som præger de nye Digte. Herder er traadt tilbage for Kant og dernæst for Platon og alt det, der viser hen til en uforsonlig Modsætning mellem det jordiske og det himmelske. Den uheldige Melankoli er blevet befæstet til en filosofisk begrundet Livsfjendskhed. Samtidig er Digteren gennem Schiller vaagnet til Erkendelse af sin Egenart, han er en »sentimental Digter«, han digter kun om det guddommelige, lader sig alene inspirere af Fænomener, bag hvilke Urfænomenet træder frem.

Efter Hjemkomsten begynder v. S. atter sin Ansøgertilværelse under idelig Paaberaabelse af sin Gæld. Han træder 1801 ind i Studenterkorpset, mærkeligt nok ikke i Hæren, og 13. Juni 1801 udnævnes han til Assessor i Landøkonomi- og Kommercekollegiet, hvor hans Arbejde væsentligst bestod i at udarbejde økonomiske og statistiske Beretninger. Samtidig gør han sig alvorlige Anstrengelser for at vinde et Navn i Litteraturen. Før dette Tidspunkt havde han kun offentliggjort et ringe Antal Digte, og i den store Rejses Femaar var hans Navn overhovedet ikke blevet set paa Tryk i hans Fædreland. Nu publicerer han i stigende Antal sine ældre Digte i Tidsskrifterne 1800—02 — og ogsaa Digte af nyere Dato. Blandt disse sidste er en Haandfuld bemærkelsesværdige Poesier, der som de første i Danmark hviler paa Schellings Tanker. De blev offentliggjort 1802, endnu før Steffens havde holdt sine Forelæsninger og Oehlenschläger havde debuteret. Med disse Schellingianske Digte træder v. S. som den første danske Digter paa Romantikkens Vegne direkte op mod Oplysningen. Han opdager saa at sige sit Oprør fra 1793, sin Egenart fra Rejsen og kombinerer dem med sine nyeste filosofiske Oplevelser hos Schelling til en flammende Undsigelse af Oplysningen. Den lange indre Vækst i hans for Samtiden i det store og hele skjulte, eller i hvert Fald spredte Produktion, bryder ud som Romantikkens første Flor i dansk Digtning, v. S. strækker bevidst Haanden ud efter et Førerskab i Litteraturen. Men Tragedien rammer ham: inden han bliver sine Landsmænd rigtig bevidst, holder Steffens sine Forelæsninger og debuterer Oehlenschläger. Den Glans, som stod omkring den sidstes »Digte« (1803), vendte al Interessen fra v. S. Da han et Aar efter Oehlenschläger udsendte sin første Digtsamling »Digte« (I, 1804), hvori han saa at sige repeterer sine Anskuelser og bygger paa Lag, der ligger dybt i hans Studier og Erkendelse, forblev Bogen enten upaaagtet eller anset for et Plagiat paa Oehlenschlägers. »Digte« (1804) er trykt og indrettet i det ydre ganske som Oehlenschlägers »Digte« (1803). v. S. tog med Villie Kampen op og gik ind i Konkurrencen. Derfor skrev han ogsaa i en Fart en Række Romancer og satte dem foran i sin Bog — saadan havde Oehlenschläger jo gjort. Men i denne Kunstart, som naturnødvendigt ligger den »sentimentale« Digter fjernt, lod v. S. sig paavirke tydeligt af Oehlenschläger. v. S.s Romancer er ikke oprindelige, de har laant baade Stil, Vendinger og Versemaal fra Oehlenschläger. Og dog paastod Digteren i et Efterord i Bogen, at disse Romancer var digtede før Aar 1800. Et bevidst Falskneri — men et tilgiveligt. For v. S. med hans specielle Opfattelse af Poesiens Art og Væsen kunde Romancedigtning kun være en Leg, en Spøg, som man ikke kunde tillægge nogen særlig Værdi. Imidlertid: paa disse af Oehlenschläger paavirkede Romancer blev v. S.s hele Digtsamling bedømt ikke alene af hans Samtid, men op igennem Aarene. Tilbygningen tog Synet fra det oprindelige Hus, som hvilede paa en solid Grund af Tanker og Stemninger med en lang Udvikling og en lang Tradition bag sig i Digterens Produktion. »Digte« (1804) indeholder i sit Hovedafsnit, de blandede Digte, ejendommelige og ofte smukke Udtryk for de skiftende Trin i Digterens filosofiske, æstetiske og personlige Udvikling, man kan følge hans Vej fra Herder over Platon til Schelling, hans Kunstopfattelse fra den frimodige Selvhævdelse over den begrundede Stolthed ved den sentimentale Egenart til den suveræne Foragt ikke alene for Oplysningens Mænd, men ogsaa for de naive Digtere af Oehlenschlägers Type. »Digte« (1804) er paa denne Maade et Kampskrift vendt ligeligt mod Oplysningen og mod den Opfattelse af den nye Digtning, som Oehlenschläger havde formuleret. Men Troen paa Sejren er ikke til Stede i Bogen. Samtidig med, at den med fuld Ret hævder et Primat og en Oprindelighed i Spørgsmaalet om den filosofisk begrundede romantiske Digtning, skatter den til den Mand, den angriber, ved at plagiere hans Romancer. I sin allerinderste Debat, i nogle enkelte dødsenstriste og sære Digte, indrømmer den sit Nederlag. Digteren bebrejder sig selv, at han ikke i Tide fuldførte sin Digtsamling, han angrer, at han ikke fuldbyrdede, men han konstaterer, at det skyldes Anlæg i hans Sjæl, som vender ham fra Lykken. Han taler om sin Hang til gustne Drømme, sine gysende Vanvidsfornemmelser. Den uheldige Melankoli, som 1794 sugede paa hans Hjerte, tærer stadig paa hans Kræfter. Han forsøger at indhente »en lykkelig« nu 1803 — men samtidig med at han officielt bekæmper Oehlenschläger, fortæller han bortvendt, hvorfor han aldrig kan naa ham i det at være lykkelig og lykkeligt skabende.

Bitterhed og Skuffelse høstede v. S. som Forfatter til »Digte« (1804). Hans Løbebane som Embedsmand skabte ham ingen Glæder, der kunde udligne denne Bitterhed. Han fandt sig lige saa lidt hjemme i Kollegiet som i sin Tid i Hæren. Han klagede ustandseligt sin Nød, krænkede sine Kolleger ved sin Selvbevidsthed og anraabte Regeringen om Hjælp til at ordne de Pengesager, hvis Forfatning op igennem hans Liv bliver ringere og ringere. Han kommer i Aagerkarleklør og maa hjælpes af formuende Venner. 1806 opsøger han Kronprins Frederik i Kiel, opnaar takket være gode Fortalere et Laan og en ny Stilling. Han bliver anden Kavaler hos den sindssyge Hertug af Oldenburg i Pløn. 21. April 1808 ombytter han denne Stilling med Ansættelsen som opvartende Kammerjunker hos Dronningen ved Hoffet i Kiel. Her traf han den eneste Kvinde, som han har næret en virkelig dyb Følelse for, Hofdamen Frederica v. d. Maase. Hun afslog imidlertid hans Frieri, og til sine sidste Aar led han under denne Afvisning.

I Kiel udsendte S. sin anden og sidste Digtsamling, »Nye Digte« (1808). Det er som »Digte« (1804) en Bog, hvori gammelt og nyt blandes. Næsten Halvdelen af Digtene stammer fra Rejseaarene. Resten er virkelige nye Digte, skrevet siden 1803. Bemærkelsesværdigt er det, at der kun er et forsvindende Antal Romancer iblandt disse nye Digte. »Nye Digte« (1808) er den kunstnerisk mest fuldendte af v. S.s Samlinger; her naar han sine poetisk mest frigjorte Udtryk. De spekulative Systemer, som altid ligger til Grund for hans Digte, er her hyllet i yndefulde og besnærende sproglige Harmonier af en egen til Indholdets Uvirkelighed svarende overjordisk Vellyd. Der er ikke skrevet mere bevidst virkelighedsfjern Lyrik paa Dansk. Højt op over Tid og Sted fører denne Digter os til hemmelige Møder mellem Aander og Udsendinge fra Aanders Hjem. Hans Sjæl har nu helt vendt sig fra det jordiske. Han venter kun paa Tilbagevendelsen til den Guddomsrang, som han platonisk aner som sin Oprindelse. Smukt slutter hans sidste Digte Kredsen med hans første Gottingen-Poesier. Nu som dengang stunder hans Sjæl mod det guddommelige. Han var en fremmed paa Jorden — en af disse i egentligste Forstand romantiske Digtere, der strør deres Digte som Klageskrig langs en Lidelsernes Vej frem mod Døden.

Ogsaa i det rent ydre formede v. S.s Liv sig som en saadan Lidelsernes Vej. Han blev ganske vist begunstiget med store Embeder, 1810 Amtmand i Gismar, 1813 Amtmand over Gottorp Amt, 1814 tillige Overdirektør for Byen Slesvig. Men Karrieren bragte ham ingen Tilfredsstillelse. Hans Produktion var ophørt — fra Tiden efter 1808 foreligger kun et Par tyske Digte og nogle ufuldførte Udkast — ikke saa meget, hvad han selv yndede at sige, paa Grund af hans mange prosaiske Beskæftigelser, som af indre Grunde. Hans Kærlighed til Frk. v. d. Maase var ikke blevet besvaret. Hans fra Ungdommen saa udprægede og stadigt voksende Selvbevidsthed uddybede Kløften mellem ham og hans Omgivelser indtil Uoverstigelighed. Han foragtede de andre Embedsmænd og betragtede trods alt sin store Stilling som et latterligt Kompromis i Forhold til de ærgerrige Drømme, han havde næret. Han havde i sin Fantasi villet være en ny Goethe: Statsmandens og Digterens Laurbær skulde flette sig sammen om hans Pande. Han blev en Digter, som ingen forstod og de fleste foragtede — og Amtmand i en Ravnekrog, som ikke bød ham aandelige eller blot almindelige Oplevelser. Til sidst blev hans Optræden en Særlings. Befolkningen betragtede ham som gal. Han var det ikke, men i sin frygtelige Isolation og aandelige Bortdøen skred han som en ranglet Don Quixote gennem den lille Bys Gader. Tidligt ældet hærgedes han af Sygdomme. Døden blev en Befrielse for ham. Da han gik bort, var han næsten glemt som Digter. Siden er hans Ry steget. I Dag ved vi, at han ikke alene er en sjælfuld og tankerig Lyriker, men at han er den første romantiske Digter i Danmark. Samlede Digte, I—II, 1843. Udvalg ved F. L. Liebenberg 1855 og 1882 og ved Aage Matthison-Hansen 1902. — Efterladte Papirer i Det kgl. Bibliotek. Kammerjunker 1801. Kammerherre 1810. — R. 1814. — Tegning. Litografi derefter af Petersen 1864 og Radering af A. P. Madsen 1867.

Slægt i Th. Hauch-Fausbøll: Slægthaandbogen, 1900, S. 1002—07 og L. Bobé: Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds, VII, 1906, S. 544—48. C. Molbech: Digteren A. W. Schack Staffeldt, 1851. Samlinger til Schack Staffeldts Levnet, fornemmelig af Digterens efterladte Haandskrifter, udg. af F. L. Liebenberg, I—II, 1847—51. Georg Brandes: Samlede Skrifter, I, 1899, S. 308—67. Personalhist. Tidsskr., 5. Rk., V, 1908, S. 91—108. Hakon Stangerup: Schack Staffeldt, 1940. Hakon Stangerup.