J.J. Albrecht Schønberg (1782–1841)

v. Schønberg, Jørgen Johan Albrecht, 1782—1841, Læge. Han var født i Lyderslev ved Store Heddinge 27. Sept. 1782 og en Søn af Skoleholder paa Vemmetofte, senere Lærer ved den kongl. Belønningsskole i Kjøbenhavn, Cand. theol. Bent S. († 1789) og Frederikke Vincentine f. Ratenburg (senere gift med Bogtrykker K. H. Seidelin). Dimitteret privat til Universitetet 1800 begyndte han at studere Lægevidenskab, men i sin spredte og ustadige Aandslivlighed og udstyret med betydelig Skrivefærdighed kastede han sig tillige over belletristisk og journalistisk Virksomhed og knyttedes baade til «Politivennen» og til den af hans Stiffader udgivne Avis «Dagen», en kort Tid (1804) tillige som nominel Redaktør, hvorved han kom under Tiltale sammen med Stiffaderen for et i Bladet indført Uddrag af P. N. Skovgaards «Beskrivelse over Bornholm». Han blev dog frikjendt (medens Stiffaderen dømtes til at have sit Privilegium forbrudt), fik derefter Plads som Kandidat ved det den Gang endnu lidet æstimerede Almindeligt Hospital, men opgav igjen baade Stilling og Studier 1807 og drog til Udlandet for at finde en større Anvendelse for sine Talenter og Færdigheder, hvad der lykkedes for ham i fuldeste Maal.

I Gøttingen opnaaede han 1808 Doktorgraden i Medicin og Kirurgi, i de følgende Aar berejste han hele Mellemevropa paa Kryds og tværs og havnede 1811 i Neapel, hvor han snart kom i Ry som utrættelig og meget heldig Læge, navnlig i Fremmedkolonien, men ogsaa hos den indfødte fattige Befolkning, og blev efter Restavrationen 1816 Overlæge ved den østerrigske Garnisons Hospital. Ved at slutte sig til det bourbonske Regimente og benytte sine vundne Forbindelser, hvorved hans store Sprogtalent kom ham meget til gode, avancerede han hurtig til en fremskudt Stilling, fik 1818 den medicinske Doktorgrad fra Neapels Universitet, blev 1819 Overlæge ved et anseligt Hospital og blev saa populær ogsaa i Palermo, at hans Portræt her 1820 udkom paa Stadens Foranstaltning, optoges af Kong Ferdinand i Adelstanden og udnævntes 1826 til 1. konsulterende Læge ved alle Fattiganstalter i Neapel og til Generalmedikus for det østerrigske Armékorps. Han kom i bestandig nøjere Berøring med de fremmede Landes Repræsentanter i Neapel og fik i Løbet af faa Aar en Masse Ordener og Æresmedailler fra disses Regeringer, begyndte ogsaa at blive udmærket i sit forsmaaede Fædreland, hvorfra han 1817 fik Danebrogsordenen, 1824 Titel af virkelig Justitsraad. Efter et Besøg i Danmark 1827 opnaaede han Titel af Arkiater.

Ogsaa af en stor Mængde lærde Selskaber blev han i disse Aar Medlem som Belønning for en overvældende frugtbar medicinsk Forfattervirksomhed i særskilte Skrifter og i italienske og tyske Tidsskrifter, ganske vist mest kun Oversættelser af alle mulige Publikationer fra disse Lande, uden nogen kritisk Sigten mellem værdifulde og værdiløse, men et Navn og lærdes Paaskjønnelse vandt han derved og fik 1819 Æresdiplom som Dr. phil. fra det vel ansete Universitet i Würzburg. I hans Masseproduktion hæver i øvrigt hans udførlige og aktmæssige Skildring af den mærkelige Pestepidemi i Noja 1815—16 sig frem paa meget hæderlig Maade (udkommen paa Dansk og Tysk 1817 og 18). Her hjemme vandt han efterhaanden Paaskjønnelse, navnlig hos ældre medicinske Forfattere, hvis Publikationer han ofte oversatte med Ledsagelse af hædrende Notitser om dem, ligesom han overhovedet erhvervede sig en ubestridelig Fortjeneste ved at gjøre dansk medicinsk Litteratur almindelig bekjendt, og navnlig fra 1835, da han indtraadte som dansk Medarbejder ved det ny grundede store Samleværk Schmidts «Jahrbücher der Medicin». 1829 vendte han tilbage til Kjøbenhavn, men drog det følgende Aar igjen ud, ansat som Chefslæge ved den franske Expedition i Algier, hvoraf resulterede nye Udmærkelser fra den franske Regering.

Tilbagekommen til Danmark udnævntes han 1832 først til 2. Hofmedikus, derpaa til 1., overtog 1834 Redaktionen af «Berlingske Tidende», men høstede ingen Anerkjendelse i denne Stilling, og til Bladets Held veg han 1838 Pladsen for M. L. Nathanson. I disse Aar publicerede han adskillige velskrevne, om end stærkt panegyriske, Nekrologer over danske medicinske Videnskabsmænd, til Dels i Form af Mindetaler i det medicinske Selskab. 1837 blev han Etatsraad, 1840 Livlæge hos Dronning Caroline Amalie. Efter længere Tids Svagelighed døde han 16. Okt. 1841. – Hans Hustru, Francisca Victoria Caroline f. Schøpf, var fra Würzburg og ægtede som Enke Højesteretsadvokat C. C. B. Liebenberg (X, 274).

Smith og Bladt, Den danske Lægestand, 4. Udg. Erslew, Forf. Lex. Berlingske Tid. 1841, Nr. 246. A. S. Ørsted, Af mit Livs og min Tids Hist. I, 234 ff.