August Wilhelm von Schlegel (1767–1845)

Schlegel [’∫le.g_əl], August Wilhelm von, tysk Filolog, Kritiker og Digter, f. i Hannover 8. Septbr 1767, d. i Bonn 12. Maj 1845, Brodersøn af nedenn. J. E. S. Han gik i Skole i sin Fødeby, studerede 1788—1891 Teologi, senere klassiske Sprog og Litteratur i Göttingen, hvor han især hørte Heyne og lærte Bürger, som vakte hans Interesse for Shakespeare, at kende. Han var i nogle Aar Huslærer hos en rig Bankier i Amsterdam, rejste derpaa til Jena, hvor han 1796 habiliterede sig, blev Medarbejder ved Schiller’s »Die Horen« og »Musenalmanach«, samt »Allgemeine Literaturzeitung« og ægtede Karoline Böhmer, f. Michaelis, Schellings senere Hustru. Han blev en fremragende Oversætter af Shakespeare og Calderon, lod sig af sin Broder Friedrich, der ikke havde skaanet Schiller i sin Kritik, bevæge til at deltage i Fejden mod denne Digter, medens han vel vogtede sig for at bekrige Goethe. Ogsaa med Kotzebue kom han i Strid og gjorde ham senere stadig til Genstand for satiriske Udfald. Han blev 1798 Prof. i Jena og udgav herfra sammen med sin Broder Tidsskriftet »Athenäum« (1798—1800). Romantikernes Hovedorgan (genoptrykt 1925). Efter 1801 at være bleven skilt fra Karoline, tog han til Berlin, hvor han holdt stærkt besøgte Foredrag om Kunst og Litteratur (»Vorträge über Kunst und Literatur«, udg. af J. Minor [3 Bd, 1883—84]). 1804 rejste han til Schweiz og tog Ophold hos Madame de Staël paa Coppet ved Genfersøen. Han fulgte den berømte Forfatterinde paa Rejser til Italien, Frankrig, England og Sverige. 1808 holdt S. Forelæsninger i Wien om dram. Kunst og Litteratur, blev Sekretær hos Bernadotte og ledsagede ham i Krigen 1813—14. Ordlyden af hans Proklamationer skyldes S., der efter Krigen paany besøgte Madame de Staël paa Coppet ogsaa var i Paris og 1818 udnævntes til Prof. i Litt. i Bonn, hvor han indgik et nyt, kortvarigt Ægteskab. Sammen med sin Broder fik han 1815 det af Ferdinand III til Familien skænkede Adelspatent fornyet. I Bonn lagde de orientalske Sprog overvejende Beslag paa hans Interesse, han studerede Sanskrit og grundede et Trykkeri med Sanskrittyper i Universitetsbyen. Medens hans Broder Friedrich gik over til Katolicismen, holdt han fast ved Protestantismen. Men som Aarene gik, traadte adskillige uheldige Karaktertræk frem hos ham, især voksede hans Forfængelighed og hans Følelse af adelig Fornemhed i uhyggelig Grad. Hans gamle Elev fra Bonns Høresale Heinrich Heine skaanede ham da heller ikke for satiriske Angreb. Som skabende Digter er S. af ringe Bet. Han er vistnok en Formens Mester, men Indholdet er tørt og uinspireret (»Gedichte« [1800], Dramaet »Jon« [1803], »Poetische Werke« [2 Bd, 1811]). Enkelte af hans Sonetter og Epigrammer har dog overlevet Forkrænkeligheden. Som Kritiker derimod fik han afgørende Bet. (»Vorlesungen über dramatische Kunst und Literatur« [1809—11], »Kritische Schriften« [1828]). Han blev Romantikkens Banebryder og Herold, medens hans Shakespeare-Overs. kom til at virke inspirerende i vide Kredse (»S.’s dramatische Werke« [9 Bd, 1797—1801 og 1810]), 2. Opl. forøget af Tieck, Dorothea Tieck og Baudissin (1825—33), udg. paany af Bernays (12 Bd, 1871—73), af Brandl (10 Bd, 1897—99), ny revideret Udgave af H. Conrad (5 Bd, 1905). Hans Calderon-Overs. udkom under Titelen »Spanisches Theater« (2 Bd, 1803 og 1809). Endvidere udgav han »Ueber Theorie und Geschichte der bildenden Kunst« (1827), »Indische Bibliothek« (3 Bd, 1823—30), »Baghavad-Gitâ« og »Râmâyana«. »Sämtliche Werke« udg. af Ed. Böcking (12 Bd, 1846—47), »Auswahl« ved Oskar Walzel i »Kürschners Nationallitteratur« (Bd 143) Schüddekopf und Walzel: »Goethe und die Romantik« (Schriften der Goethe-Gesellschaft XIII og XIV 1898). (Litt.: E. Sulzer-Gebing, »Die Brüder S. in ihrem Verhältniss zur bildenden Kunst« [1897]; K. Alt, »Schiller und die Gebrüder S.« [1904]; R. Huch, »Blütezeit der Romantik« [1899]; Georg Brandes, »Den romantiske Skole« (ny Udg. 1924]).