C.N. Rosenkilde (1786–1861)

Rosenkilde, Christen Niemann, 1786–1861, Skuespiller. R. fødtes 8. Jan. 1786 i Slagelse, hvor hans Forældre, Bogbinder Lars R. (d. 3. April 1808) og Henricha f. Lund (d. 4. Nov. 1819), levede et stræbsomt Haandværkerliv; han opkaldtes efter sin Moders første Mand, Skomager Christen Nyemann (d. 8. Jan. 1785). 9 Aar gammel blev R. optaget i Slagelse lærde Skole, og dimitteret der fra tog han 1804 Examen artium med 2. Karakter. Efter et Par Aars trange Tilværelseskamp i Hovedstaden søgte R. et tryggere Livsophold som Huslærer paa en større Gaard i Nærheden af Aarhus; her kom han i venskabelig Omgang med de aarhusianske Borgere og valgte sig en Brud blandt disses Døtre: Jfr. Maren Falck Christensen, Datter af den velstaaende Kjøbmand og Skipper Jørgen C. Dog dennes Velstand forgik pludselig, og R. tog med Glæde mod et lille Levebrød som Kordegn ved vor Frue Kirke og Lærer ved samme Sogns Friskole for 7. Maj 1811 at hjemføre sin Brud; 1 1/2 Aar efter forbedredes hans Kaar, da han i Nov. 1812 forfremmedes til Kantor ved selve Domkirken og Overlærer ved Fattigskolerne. Medens R. inden for en snæver Vennekreds dyrkede Musikken som lidenskabelig Violinspiller, fandt han i Klubben «Polyhymnia», almindelig kaldet «Dramatikken», rig Lejlighed til over for et større Publikum at udfolde de dramatiske Anlæg, der alt havde givet sig til Kjende i hans Pudsenmagerier paa Skolebænken. Ved de Forestillinger, som Klubben 1814 gav til Ære for Prins Christian (VIII), fik denne Blik for R.s ualmindelige komiske Evner og opfordrede ham, i det han lovede ham sin Støtte, til at søge Ansættelse ved det kongl. Theater i Kjøbenhavn. R. var nem at overtale, og i al Hemmelighed tog han til Kjøbenhavn og fremstillede sig for den kongl. Theaterdirektion, og da han af denne var fundet værdig til Antagelse, opgav han sit beskedne, men sikre Levebrød i Aarhus for den højst usikre, men ulige mere glansfulde Fremtid som Kunstner; vel var han i Okt. 1815 bleven ansat som kongl. Skuespiller med 500 Rdl. i aarlig Gage, men vilde det lykkes ham at vinde fast Fodfæste paa Scenens skraanende Gulv?

Efter et halvt Aars Ventetid fik R. 19. Marts 1816 sin Debut som Balozi i «De tre Galninger». R. havde sat sit Haab til en komisk Debutrolle, men Direktionen, der var i Trang for en Syngespilelsker og havde antaget ham som «syngende Skuespiller», valgte at forsøge hans meget smukke Brysttenorstemme i dette Elskerparti; skjønt det ikke rigtig laa for hans Stemme, tilfredsstillede han fuldt ud i musikalsk Henseende, men som Elsker gjorde han en ynkelig Figur. Alligevel vare hans følgende Roller ligeledes lyriske Sangpartier, som Jørgen i «Vinhøsten», Naphtali i «Josef og hans Brødre», Gothard i «Apothekeren og Doktoren», Orpheus i «Trylleharpen»; vel klarede R. med Bravour alle sanglige Vanskeligheder, men han følte, hvorledes han med hver ny Rolle tilsatte Publikums Velvilje mere og mere; dog Direktionen vendte det døve Øre til alle hans Bønner om dog en Gang at faa Lov til at vise sig i en komisk Rolle, indtil han i et Anfald af fortvivlet Galgenhumor tilbød at udføre en af den forgudede H. C. Knudsens Glansroller, Hippeldanz i «Epigrammet»; da slog den til, og 5. Maj 1817 fik R. sin Vilje. Hans magre Ansigt med de skarpe Træk og hans smalle, kantede Figur med de utrolig tynde Ben passede saa slet som- vel muligt til det joviale Kjødbjærg, Knudsen her havde fremstillet, og de kunstige Hjælpemidler, Vatkinder og Maveudstopning, R. havde taget sin Tilflugt til, vare godt paa Veje til ganske at knuse hans Komik, da et rent Tilfælde frelste ham: i 2. Akt tabte R. sit Lommetørklæde paa Gulvet, og da han paa Grund af den enorme Udstopning ikke kunde bukke sig efter det, fik han det Indfald at tage det op med sin Stok; i samme Nu fornam Publikum instinktmæssig, at det havde en virkelig Komiker for sig, og tilklappede ham sit Bifald. Aftenen blev langtfra nogen afgjørende Sejer for R., men den gav ham Mod til en halv Snes Dage senere i «Agnes Sorel» at forlade sig paa sin egen Komik og uden stærke ydre Midler at skabe ved sin Tales og Holdnings naturlige Løjerlighed en original Figur af den naragtige de la Ratiniéres flove Rolle; Publikum var i Begyndelsen forbavset, men efterhaanden vejrede det en ejendommelig Begavelse.

Skjønt R. saaledes havde aflagt umiskjendelige Beviser paa sin komiske Evne, og skjønt han strax i det følgende Theateraars første Maaned fik yderligere Lejlighed til at dokumentere denne ved med stort Held at dublere Rind som Maltz i «Sovedrikken» og ved dernæst som Benetto i «Domherren i Milano» at tegne en livfuld Drengeprofil, slap han dog ikke fri for de lyriske Sangpartier; saaledes maatte han endnu, da «Jægerbruden» 1822 indførtes paa den danske Scene, udføre Max. Ved Siden af dette lyriske Repertoire fik R. i Syngestykker lidt efter lidt en Del komiske Roller, saaledes Lykkeridderen Baron Lucival i «Jeannot og Colin», den taabelige Frier Blaise i «Den nye Jordegodsejer», den pudserlige Magister Job i «Den lille Rødhætte» og fremfor alle Don Bazile i «Figaros Giftermaal», hvor hans malende Sangforedrag fejrede en stor Triumf i Arien om Drømmen. Den Evne til komisk Karakteristik, R. havde lagt for Dagen i disse Roller, førte ham ganske naturlig til Holberg, og da Haack 1821 døde, tog R. endnu s. A. Mag. Stygotius i «Jacob v. Thyboe» i Arv og skabte ved en næsten elegisk Komik en højst pudserlig Pedant; et Par Maaneder efter gav han Trojaneren i «Ulysses v. Ithacia» som en sej og tør Jyde, ved Holbergs Sekularfest i det følgende Theateraar var R.s Udførelse af Rosiflengius i «Det lykkelige Skibbrud» et af de faa Lyspunkter, og endnu i dette Theateraar bragte han «den tørre Hund» Erasmus Montanus til Ære og Værdighed ved som den første at lade i Slutningsscenen Ironien kruse Erasmi Læber.

R. havde nu arbejdet sig frem til en betydelig Komiker, hvis Originalitet hans gode Ven J. L. Heiberg tog i Vaudevillens Tjeneste med beundringsværdigt Klarsyn for hans Lunes halv farceagtige, halv maskekomedieagtige Karakter og Væsen. I «Aprilsnarrene» (April 1826) bidrog R. ved sin virtuosmæssige Drengeforsorenhed i Hans Mortensens Rolle væsentlig til Sejeren, men da «Recensenten og Dyret» et halvt Aar senere gik over Scenen, viste det sig, at R., ihvorvel han nedlagde al sin personlige Løjerlighed i Trop, ikke endnu besad tilstrækkelig Myndighed til at føre den frelst gjennem Publikums æsthetiske Forargelse; dertil krævedes hele Heibergs filosofiske Dialektik («Om Vaudevillen som dramatisk Kunstart»). Ogsaa i Heibergs følgende Vaudeviller (1827) udmærkede R. sig: i «Et Æventyr i Rosenborg Have» som Peter med en ny Variant af sine kjøbenhavnske Drenge og i «De uadskillelige» som Hummer ved en burlesk Forklædningskomik. Medens R. saaledes upaatvivlelig har bidraget væsentlig til Vaudevillens sejerrige Indgang paa den danske Scene, grundfæstede, for ikke at sige grundlagde, den lige saa umiskjendelig R.s Popularitet, og alligevel søgte R. netop paa denne Tid for Alvor Overgraverembedet ved Helliggejstes Kirke, men et Gagetillæg – han var nemlig altid i Pengeforlegenhed – bragte ham til atter at opgive denne Plan.

R. udvidede stadig sit Talents Rækkevidde: i «Familien Riquebourg» (1831) lykkedes det ham at finde ægte Udtryk for den halv komiske og halv rørende Godlidenhed hos den noget ældre Mand, en Evne, han senere udviklede i en Række Roller (den gamle tro Tjener Joseph i «For evig!», den enfoldige Trane i «Hovmesteren i Knibe»), og som kulminerede i hans ædle og dog komiske Michel Perrin (1835). Efter Ryges Død (1842) arvede R. de Holbergske Jeronimuser, af hvilke han endnu s. A. spillede 2, nemlig i «Jean de France» og i «Julestuen», ligeledes løftede han s. A. en anden Arv efter Ryge: Per Degn i «Erasmus Montanus», og senere paa Sæsonen udførte han sit Holbergske Mesterstykke: Vielgeschrei i «Den stundesløse» (1843); Aaret efter føjede han endnu Corfits i «Barselstuen» til sit Holberg-Repertoire. R. stod da paa sin Kunsts Højde; han bevarede endnu i mange Aar sin Ungdommelighed og Opfindsomhed og skabte flere geniale Karikaturer som den gjæstfri Assessor Svale i «Æventyr paa Fodrejsen» (1848) og den storpralende Parolles i «Kongens Læge» (1850), den tossegode Iversen i «Abekatten» (1849) og den slyngelagtige Sidi Numan i «Scheik Hassan» (1851). 8. Jan. 1856 fyldte R. 70 Aar, 8 Dage efter gaves en Beneficeforestilling for ham, ved hvilken han, der den Aften spillede Michel Perrin og Trop, modtoges med stormende Bifald og fremkaldtes 2 Gange. Nogle Maaneder efter skabte han i «Den ældste» et sandt komisk og rørende elskværdigt Billede af en gammel Mands Særhed og Sagtmodighed, et Slags Selvportræt i milde og bløde Farver, og, som Goldschmidt skrev, «det lykkedes ham, hvad i vor Tid er givet saa saare faa, at fjærne Strid og forene alle i samme Paaskjønnelse af et Nationaleje». Disse Ord kjendetegne R.s Stilling i hans sidste Leveaar: han var den ukrænkelige Patriark, en ejegod Bedstefader for det ganske Folk. Ved Begyndelsen af Theateraaret 1861–62 tog han med usvækket Lyst fat paa sin Theatergjerning, men Sygdom nødte ham snart til Uvirksomhed: 7. Sept. 1861 spillede han sidste Gang som Sivert Posekigger i «Den politiske Kandestøber» og døde 12. Nov. s. A. Sine sidste 9 Aar havde han levet som Enkemand, da Døden havde berøvet ham hans trofaste Hustru 4. Nov. 1852.

R. var ikke, hvad man almindeligvis forstaar ved en Forvandlingskunstner, han skjulte ikke sin Person i en fremmed Ham, forandrede aldrig sin Stemme, anvendte sjælden egentlig Maskering, og alligevel, naar han stod paa Scenen, var han ikke R., skjønt ingen kunde tage fejl af ham, men helt og fuldt den Person, han skulde fremstille i Stykket; saa troende havde han i sin selvforglemmende Fantasi levet sig ind i sin Rolle, at han ligesom ved en elektrisk Udstrømning magnetiserede Tilskuerne og hos dem frembragte den fuldstændigste Illusion. Medens R. med genial Anskuelighed gjennemførte og fastholdt det en Gang anlagte Helhedsbillede, overlod han, der aldrig var sikker i sin Rolles Ordlyd og ingen Sinde udstuderede sit Minespil for Spejlet, Udførelsen af Enkelthederne til Øjeblikkets Inspiration; hans Betoninger vare ikke et møjsommeligt Resultat af Gjennemtænkning og Menneskekundskab, de fødtes hyppig først i samme Nu, Ordene forlode hans Mund: han var i sin Replikbehandling en fuldblods Improvisator, kaad og springsk, men altid indtagende og gratiøs.

Ønsket om at forbedre sine økonomiske Kaar snarere end litterær Ambition førte R. ind i en i Omfang ikke ringe, men lidet betydende Skribentvirksomhed: i 9 Aar var han Ugebladsudgiver, først 1818–24 paa egen Haand af «Brevduen», hvoraf dog kun en ringe Del skyldes hans Pen, senere 1825–26 selv anden af «Kjøbenhavns Morgenblad»; han oversatte adskillige Skuespil og Operatexter og forsøgte sig ogsaa som original Dramatiker, hvor han havde noget Held med «Vennernes Fest» (1826), en Vaudeville efter Heibergs Mønster og tilrettelagt for Theatrets Personale, men da han i «Den dramatiske Skrædder» (1828) vilde hæve sig til Stadssatyrikus, led han Skibbrud; adskilligt Held havde han med nogle humoristiske Fortællinger. I sit Livs Aften begyndte R. en Selvbiografi, der var præget af hans spidsfindige og hyggelige Fortællerlune; han naaede i denne Skildring ikke ud over sine Barndomsdage i Slagelse. Hans «Efterladte Skrifter» udgaves 1877 i 2 Bind af P. Hansen.