Ovid (43 v. Chr.–ca. 17 n. Chr.)

        Ovidius Naso, Publius, romersk Digter, født i Sulmo i Pelignernes Land (Italien) 43 f. Kr., død i Tomi i Møsien 17 e. Kr. I en ung Alder kom han til Rom for at studere Veltalenhed, men følte sig snart dragen til Poesien. Han tænkte ganske vist en Tid paa at slaa ind paa Embedskarrieren og beklædte ogsaa et Par lavere Embeder, men opgav hurtig denne Plan og kastede sig ind i det muntre og løsslupne Hovedstadsliv, medens han hos Samtidens Digtere søgte Vejledning i Digtekunsten. Han forsøgte sig i flere Digtarter og skrev bl. a. en Tragedie Medea, som dog senere er gaaet tabt. Men den Digtart, som han især dyrkede, var Elegien, hvori Gallus, Tibullus og Propertius nylig var optraadte som Mestre. Særlig Kærlighedselegien var Ovids egentlige Felt. Sin Ungdoms Kærlighedsdigte, Amores, udgav han først i 5 Bøger, men senere offentliggjorde han en ny Udgave i 3 Bøger, som nu haves. En stor Del af disse Digte drejer sig om en Kvinde, som han med et fingeret Navn kaldte Corinna. Det er lutter korte Digte, som paa en kvik, undertiden letfærdig Maade skildrer en enkelt Situation. Undertiden kan en temmelig stærk Benyttelse af Forgængerne, baade de græske og de romerske, spores, men dog saaledes, at man mærker, at Ovids egne Oplevelser og Stemninger ligger til Grund. Af erotisk Indhold er ogsaa Ovids Heltindebreve, Epistulæ eller Heroides, Breve, som fingeres at være skrevne af forskellige mytologiske Kvinder til deres Mænd eller elskede, som har forladt dem. Disse Breve er udarbejdede med stor Kunst, men vilde rigtignok passe bedre for Kvinder af Ovids Samtid end for de mytologiske Kvinder, som han lader skrive dem. En større Opgave satte Ovids sig, da han skrev sin Ars amandi eller Ars amatoria, et Læredigt i 3 Bøger, hvori han med stort Vid docerer Kunsten at vinde og bevare Kærlighed. Han viser sig her som den erfarne Verdensmand, der kender Kvinden ud og ind: hans Raad er ofte lidet moralske, men hans Skildringer og Betragtninger er baade morsomme og rammende og har et stort kulturhistorisk Værd; Samtiden modtog dem ogsaa med stort Bifald. Som Modstykke hertil slutter sig Remedia amoris, om Midler til at frigøre sig fra Kærligheden. Mindre Bet. har Medicamina faciei, om Skønhedsmidler, hvoraf kun en Del er bevaret. Ovids betydeligste Værk er hans Metamorphoses. Forvandlinger, i 15 Bøger. Medens Ovid i sine tidligere Digte havde anvendt det elegiske Versemaal, er Metamorfoserne skrevne i Heksametre. Ovid behandler her en talrig Mængde Sagn, for største Delen hentede fra den græske Mytologi, der alle har det Særkende, at der i dem foregaar en eller anden Forvandling. Han begynder med Verdens Skabelse og ender med Cæsar’s Forvandling til en Komet. Som Forbilleder har Ovid for en Del benyttet alexandrinske Digtere, men med stor Frihed. Hans Kunst viser sig navnlig deri, at han forstaar med megen Afveksling at knytte de i og for sig ofte ganske usammenhængende Fortællinger sammen med hverandre. I selve Fortællingerne kommer der ofte megen Kaadhed til Syne. Af alvorligere Indhold var Fasti, en Slags Kommentar til den romerske Kalender, skreven i elegisk Versemaal. Til de forskellige Festdage knytter Ovid her romerske Sagn eller Myter eller ogsaa Skildringer af selve de religiøse Fester med det dertil hørende Folkeliv. Han fik kun Halvdelen af Værket færdig, de 6 Bøger, som behandler Aarets 6 første Maaneder. Saa ramtes Digteren af Augustus’ Unaade og blev 8 eller 9 e. Kr. sendt i Forvisning til Tomi i Møsien ved Sortehavets Kyst. Som Aarsag til Landsforvisningen angaves hans Ars amandi, hvis Tendens stod i den skarpeste Modstrid med Kejserens ivrige Bestræbelser for Sædelighedens Fremme, men da det var en halv Snes Aar, siden dette Digt var udkommet, har denne Grund næppe været den afgørende. Da Ovid imidlertid selv angiver som Grund, at han har faaet noget at se, som han ikke maatte se, uden dog at udtrykke sig tydeligere, har man ment, at den egentlige Grund var den, at han var bleven Medvider ved en eller anden Skandalehistorie ved Hoffet, og at Augustus da særlig har følt sig foranlediget til at fjerne ham, fordi han saa en Forbindelse mellem hans Digtervirksomhed og den sædelige Fordærvelse, som bredte sig lige til Kejserens egen Fam. For den muntre Levemand var det et haardt Slag at maatte forlade Hovedstaden og tage Bolig i en Afkrog af Riget, i en øde Egn med et barskt Klima. Hans Hustru — han var gift for tredie Gang, efter at hans to første Ægteskaber var endte med Skilsmisse — blev endda tilbage i Rom. I Landflygtigheden skrev Ovid to Digtsamlinger, Tristia (5 Bøger) og Epistulæ ex Ponto (4 Bøger), som indeholder Breve (i elegisk Versemaal) til forskellige. Han anraaber her idelig Kejseren om Naade og søger at rense sig i hans Øjne, og til Vennerne og indflydelsesrige Mænd i Rom skriver han for at bede dem om at tale hans Sag. Men hans Bestræbelser blev frugtesløse, og han maatte blive i Tomi til sin Død.  — Af Ovids Digte er endnu at nævne et polemisk Digt Ibis og Læredigtet Halieutica (om Fiskeri), hvoraf kun en Del er bevaret.

        Ovids Digte foreligger i talrige Udgaver. Samlede Udgaver er bl. a. leverede af D. Heinsius (3 Bd, Leyden 1629), N. Heinsius (3 Bd, Amsterdam, 1656—61), Burmann (4 Bd, Amsterdam 1727), Riese (3 Bd, Leipzig 1871—74), Merkel og Ehwald (3 Bd, Leipzig 1883—88 o. oft.) samt Sedlmayer, Zingerle og Güthling (Prag 1884—86). Amores er særlig udgivet af Martinon (med fr. Oversættelse og Noter, Paris 1897), Heroides af Loers (2 Bd, Köln 1829—30), Palmer (Lond. 1874 og Oxford 1898) og Sedlmayer (Wien 1886), Ars amandi af Williams (Lond. 1884) og Brandt (Leipzig 1902), Metamorphoses af Gierig (2 Bd, Leipzig 1804—07), Haupt og Korn (2 Bd, 1. og 4. Opl., Berlin 1915) og Magnus (Berlin 1914), Fasti af Gierig (Leipzig 1812), Merkel (Berlin 1841) og Peter (4. Opl., Leipzig 1908), Tristia af Merkel (Berlin 1837) og Owen (Oxford 1889), Epistulæ ex Ponto af Korn (Leipzig 1868) og Keene (Lond. 1887), Ibis af Ellis (Oxford 1881). Dansk Oversættelse af Metamorphoses ved Meisling (Kbhvn 1831) og W. Rosenberg (Kbhvn 1918), Ars amandi ved W. Rosenberg (Kbhvn 1917), Tristia ved Falster (Kbhvn 1719). Enkelte Digte af Amores er oversatte af J. L. Heiberg (»Poetiske Skrifter« VII). (Litt.: J. Masson, Ovidii vita [Amsterdam 1708]; E. Nageotte, Ovide, sa vie et ses oeuvres [Dijon 1872]; P. Levin, »O.’s Ungdomsdigtning« [Kbhvn 1898]).