Zakarias Nielsen (1844–1922)

Nielsen, Jens Peter Zakarias (ved Daaben Zacarias), 1844–1922, Forfatter. Født 5. Juni 1844 i Øster Stillinge ved Slagelse, død 11. Nov. 1922 i Charlottenlund, begravet i Søllerød.

Som Dreng tumlede Nielsen sig frit i Faderens Smedie og paa Landsbygaden og bekymrede sig kun lidt om Lektierne; alligevel klarede han sig godt i Skolen, og til sin Konfirmation stod han øverst paa Kirkegulvet. 1860 kom han paa Jonstrup Seminarium, hvorfra han dimitteredes 1863; det følgende Aar, som han selv har kaldt sit Storm- og Trængselsaar, var han Huslærer paa Charlottendal ved Slagelse; 1864 fik han Embede i Nejlinge i Frederiksborg Amt, og samtidig med at han gennemgik en alvorlig religiøs Krise, der bragtes til en lykkelig Afslutning ved Mødet med Digterpræsten C. Hostrup, tilegnede han sig stærke Indtryk af Natur og Folkeliv i dette karakteristiske Stykke Nordsjælland, den egentlige Kulsvieregn; 1868 forflyttedes han til Herstedvester, hvor han virkede, til han 1884 blev nødt til at tage sin Afsked paa Grund af Tunghørighed; derefter tog han Ophold i København, først paa Frederiksberg, senere i Charlottenlund. Nielsen var en dygtig Lærer, der tog ivrigt Del i det folkelige Oplysningsarbejde — han fik bl. a. oprettet en Sang-, Læse- og Foredragsforening og arbejdede ihærdigt for Skyttesagen. Men han havde stadig drømt om at blive Digter, og da han saa, hvilken Lykke Mads Hansen gjorde med sine Sange, fik han Mod til at betræde Forfatterbanen. Han viste H. V. Kaalund og Chr. Richardt sine første Forsøg, og med Bistand af denne sidste lykkedes det ham 1871 at finde en Forlægger til sine »Sange og Smaadigte«; 1882 kom det fortællende Digt »Et Møde«, der har vundet stor Folkeyndest, og derefter fulgte »Lyse Dage« (1890) og »Klokkespil« (1902). Alligevel er det ikke som Lyriker, men som Fortæller Nielsen har gjort sin Hovedindsats. Det var dog først efter, at han havde udgivet et Par Samlinger mindre Fortællinger, »Tre Fortællinger« (1876) og »To Landsbyhistorier« (1878), at han fik Tag i Publikum med den større Fortælling »Nye Tider« (1882), der skildrer Sammenstødet mellem gammelt og nyt i det konservative Bondesamfund, hvor grundtvigske og politiske Frihedsideer har holdt deres Indtog. I den følgende Roman, »Gamle Vaner« (1883) staar Kampen mellem Vanekristendom og virkelig levende Kristendom, men skønt den saaledes behandler et Spørgsmaal, der altid er aktuelt, kan den ikke i Almengyldighed maale sig med »Maagen« (1889), der giver det stærkest nuancerede Indtryk af den Brydning mellem Kristendommen og den nye Tids Strømninger, der er Forfatterskabets Hovedemne. »Kulsviere« (1893) falder uden for disse Samtidsskildringer, men interesserer ved indgaaende, kulturhistoriske Oplysninger om den pittoreske Kulsvieregn. Nielsen har i øvrigt udgivet en lang Række Bøger, »Gærende Kræfter« (1891), »Mystisk« (1897), »Den store Magt« (1898), »Kilderne« (1900), »Provsten i Højelse« (1915), »Baaringgaard« (1920), der alle paa enkelte Undtagelser nær (den paa Frøken Nikoline Kleins Slægtspapirer baserede »Mands Vilje« (1909) og den gamle Præstegaardshistorie fra Biskop Balles Tid »Den evige Higen« (1914)), fortæller om de Dønninger, 70’ernes Røre afsatte i Landsbyen, især paa det religiøse Omraade. Karakteristisk for Forfatterskabet er den lyse Kristendom, der fik sit afgørende Gennembrud i Digterens menneskekærlige Sind under Omgangen med Hostrup og Kaalund, om hvilken sidste Nielsen 1886 udsendte en varmt følt Bog. Han har endvidere udgivet et Par dramatiske Arbejder, »Selvstyre« (1888) og »Ellen Vaage« (1896), der med Held opførtes henholdsvis paa Folketeatret og Dagmarteatret, samt to Bind »Minder og spredte Træk af mit Liv« (1905–11). Gennem Oprindelse og Uddannelse er Nielsen udgaaet fra Skolelærerlitteraturen, til hvis bedste Mænd, Anton Nielsen og C. A. Thyregod, han ogsaa hyppigt vedgaar Arv og Gæld, men takket være den Fordomsfrihed, hvormed han har optaget sin Tids Problemer til fri, kunstnerisk Behandling, overgaar han langt sine Læremestre.