M.P. Kruuse (1760–1846)

Kruuse, Manderup Peder, 1760–1846, Præst. Født 14. December 1760 i København (Frels.), død 14. April 1846 i Højelse, begrave samme Sted. Forældre: Tobakspinder Peder Pedersen Krusse (1723–73) og Johanne Christensdatter (1722–98). Gift 3. Oktober 1787 i København (Garn.) med Inger Ørslew, født 24. Juni 1765 i København (Helligg.), død 23. Juni 1847 i Højelse, Datter af Lærredshandler Abraham Ørslew. (ca. 1724–89) og Karen Lynow (1743–1809, gift 2° med Kaptajn, senere Toldinspektør i Larvik Caspar Frederik Brueneck, 1752–1832, gift 2° 1810 med Else Bolette Brinck, født 1775).

Kruuse blev Student 1777 fra Roskilde, men tog først teologisk Attestats 1786. I sin Studietid deltog han meget i Klublivet, kom i Forbindelse med førende litterære Kredse — blev bl. a. god Ven med K. L. Rahbek —, spillede gerne og med Talent Komedie i private dramatiske Selskaber og vandt et vist Navn ved de Drikkeviser og andre Sange, han skrev. Kort efter Attestats fik han ved Enkedronning Juliane Maries Protektion 1787 det store Sognekald i Højelse og Lellinge ved Køge (under Vallø Stift), hvor han blev i 58 Aar, og det var som Landsbypræst, at han kom til at gøre sin virkelige Indsats. 1804 blev han tillige Provst i Ramsø Herred. I teologisk Henseende tilhørte han den positive Lejr. Særlig tydeligt har han givet Udtryk for sit Standpunkt i den Afhandling om Kristendommens Forhold i Datiden, hvormed han aabnede J. C. Lindbergs »Maanedsskrift for Christendom og Historie« (I, 1831, S. 1–40). Han fastholder her bestemt en konservativ Opfattelse over for Rationalismen og betoner især Forsoningens Nødvendighed. Som Prædikant var han en livfuld Taler, der yndede at udtrykke sig i en blomstrende, poetisk farvet Stil. En Del af hans Lejlighedstaler foreligger trykt og giver et godt Begreb om typiske Ejendommeligheder ved Datidens Prædikekunst. Desuden var han Foregangsmand i Landvæsen og Havedyrkning og meget ivrig for Højnelse af Fattig- og Skolevæsenet. Mest af alt virkede han dog ved sin Personlighed. I sine Sogne blev han æret næsten som en Patriark, og endnu i den nyeste Tid var Mindet om ham og hans gæstfri Hjem, der havde været Samlingspunktet for en stor Kreds af Mennesker, ikke uddøet. Hans Navn havde en god Klang i Landet: f. Eks. berømmer hans gamle Ven J. P. Mynster ham flere Steder med en usædvanlig Varme som en kraftfuld og tiltalende Personlighed.