Kristen Karstensen (1809–82)
Karstensen, Christen (Kristen), 1809—82, Præst, Hjemstavnsdigter. F. 25. April 1809 i Kær, Ulkebøl Sogn, d. 1. Nov. 1882 i Gelsted, begr. sst. Forældre: Bolsmand (Gaardejer) Karsten Davidsen (1760—1831) og Marie Hansdatter (1769—1830). Gift 31. Maj 1839 i Lyngby med Emma Jensine Kieldsen, f. 10. Sept. 1811 i Kbh. (Fødsst.), d. 21. Sept. 1876 i Gelsted, D. af Urmager i Randers Jens K. (1777—1845) og Helene Lundgreen.
K. optoges 1827 i Ribe Katedralskole efter at have faaet privat Undervisning i Ulkebøl Præstegaard, blev 1831 Student og 1836 cand. theol. i Kbh. Efter nogle Aars Virksomhed som Huslærer hos Stiftamtmand Grev Knuth i Kbh. kaldedes han 1839 til Sognepræst i Dybbøl. Paa den ene Side søgte han at faa Menigmand til at læse danske Bøger og til at holde af sin Hjemstavn, som han allerede i Huslærertiden besang i Digte, f. Eks. »Af Østerhavets Vove«, men paa den anden Side haabede den fredelige Mand indtil lige op imod Treaarskrigen, at Dansk og Tysk kunde leve Side om Side i broderlig Forstaaelse. Selve Krigens Gru oplevede han paa nærmeste Hold — ogsaa 1864, da han var Førstepræst og Provst i Broager (fra 1857). Kort efter Istedslaget udsendte han »Længe nok har jeg Bondepige været« (»Berl. Tid.« 24. Sept. 1850), en af de stadig mest sungne sønderjyske Sange om det danske Modersmaal. Aaret i Forvejen havde han udsendt »Smaadigte«, indeholdende 62 Digte, deriblandt en Del religiøse. 1851 udgav han »Gamle og ny Sange til Brug for Skolen og Livet«, en Sangbog med 39 Salmer og Sange, 48 Fædrelandssange og sytten Sange til Brug ved Hjemmenes festlige Sammenkomster. Med denne Sangbog, der ogsaa indeholdt en Del af hans egne Sange, og som hurtigt spredtes omkring, kom K. til at yde en Pionerindsats for den danske Sang i Sønderjylland. Som Præst var han anset for sin retlinede Karakter og vækkende Forkyndelse; Aabenraa og Sønderborg Provstier var han baade varmhjertet og myndig Provst. 1. Paaskedag 1864 førtes han af Tyskerne i Fængsel (Flensborg), og 28. April afsattes og udvistes han. Han virkede 1864—82 som Præst i Gelsted paa Fyn. At han vedligeholdt en hjertelig Forbindelse med Hjemstavnen, viser bl. a. Sangen »Jeg spørger Solen, naar Dagen gry’r« (Genforeningsforventning) og den alsiske Drikkevise »Gui Owten, I Drenge!«. — R. 1859. — Mindesten paa Fødegaardens Grund 1929. — Buste af H. V. Bissen (Kunstmuseet, Middelfart Museum, Familieeje).1
Sønderjydske Aarbøger, 1923, S. 267—313; 1924, S. 29—90.
