Christian Juul (1813–54)

Juul, Jørgen Christian Grønvald, 1813—54, Forfatter, er født i Kjøbenhavn 30. Okt. 1813 af Forældrene Major Hans Jørgen J. og Marie Kirstine f. Møller. Efter at han var bleven Student 1834, samme Aar, som hans Fader døde, studerede han i nogle Aar Theologi, men lagde sig derpaa efter Æsthetik, Filosofi og Sprog, samtidig med at han manuducerede. I 1843 blev han Medlem af en Forening, der udgav «Journal for Litteratur og Kunst», af hvilket Tidsskrift han senere blev Redaktør (fra Midten af 1843 til April 1844). 17. Maj 1851 ægtede han Emilie Vilhelmine Holmer (f. 21. Dec. 1814). Paa et lille Kvistværelse tilbragte han sine sidste Aar i stor Fattigdom med Hustru og Børn. 22. Okt. 1854 døde han af Brystbetændelse. Den lille, bevægelige Mand med de mørke, urolige Øjne og det melankolske Ansigt, paa hvilket der aldrig saas andet Smil end Satirens, havde et indesluttet, ærgjerrigt og utilfreds Sind. Han var en Sandhedssøger uden Kjærlighed og opnaaede kun at fylde sig selv og alt om ham med Bitterhed, som han søgte at drukne i stærke Drikke. Han døde som en ensom Mand, paa hvis Kiste der kun laa én Krans, og efter hvilken kun et Par Venner fulgte.

I 1844 udgav han «Digte», der mest ere karakteristiske ved umoden yderlig Frihedsfølelse. I 1849 udkom «Nogle Digte» (2. Udg. 1852), der indeholde det bedste af, hvad han har skrevet, men som svækkes ved stor Bredde. Af novellistiske Arbejder udgav han «Skoflikkerens Søn» (1851) og «Tre Nætter» (1852); disse Bøger ere ubehjælpsomt og uvirkelig skrevne, og Stoffet er ikke interessant; under Læsningen mærker man, at Forfatterens Begavelse udelukkende er den lyriske. Det samme gjælder hans Femakts-Drama «En Episode», der handler om Johs. Ewald; det opførtes 1852 paa det kgl. Theater, men Mangel paa Handling og dygtig Karaktertegning gjorde, at det kun opnaaede 3 Forestillinger. I Forening med A. Recke oversatte og lokaliserede han en tysk Vaudevillekomedie i 3 Akter: «Skrædder og Digter», der i 1853 opførtes paa Kasino. – Han har desuden skrevet en stor Mængde Kritikker, der ere meget strænge og ensidige. I Striden om «Trolddom» (1847) deltog han med en anonym, uklar og uelskværdig Piece: «Trolddom og dets Bedømmere», nærmest rettet mod F. L. Høedts «Aforistiske Bemærkninger».

Erslew, Forf. Lex. Af Dagens Krønnike 1889, S. 408 ff. 415 ff. Dagbladet 1854, Nr. 250. H. R.: Efterklang (1868) S. 176 ff.