Friedrich Hölderlin (1770–1843)

Hölderlin [’höldərli.n], Johann Christian Friedrich, tysk Digter, f. i Lauffen ved Neckar 20. Marts 1770, d. i Tübingen 7. Juni 1843. Han mistede allerede i 2 Aars Alderen sin Fader, der var Klosterembedsmand, og da hans Moder giftede sig igen, kom han til at bo i Nürtingen, hvis skønne Beliggenhed tidlig vakte hans Sans for Naturen. Han studerede Teologi og sluttede paa Univ. i Tübingen Venskab med Hegel og Schelling. Men han, der dyrkede Naturen og de klassiske Studier, følte sig tidlig i Opposition til Verden omkr. sig og flygtede helst bort fra Dagens Larm til de Idealer, han levede og aandede for. Han naaede gennem sine Studier til en panteistisk Verdensanskuelse, hvortil kom Sværmeriet for Rousseau’s Contrat social og for Schiller som »Don Carlos«’ Digter. Ogsaa Klopstock paavirkede ham, og disse to tyske Digteres Indflydelse præger hans første Digte og det i Schiller’s »Neue Thalia« 1793 offentliggjorte Fragment af »Hyperion«.
Efter at have endt sine Studier levede han først som Huslærer hos Friherre v. Kalb ved Gotha, derpaa i Jena og Weimar. Han omgikkes her Fichte og Schiller. Nu skaffede en Ven, Sinklair i Homburg, ham en god Huslærerplads hos Bankier Gontard i Frankfurt a. M., som han tiltraadte Jan. 1796, men atter opgav 1798, fordi hans dybe og rene Tilbøjelighed for Husets Frue, Suzette G., H.’s højtpriste »Diotima«, blev mistydet. I Frankfurt, som han samtidig forlod, havde han fuldendt de to første Bøger af sin Roman i Breve »Hyperion oder der Eremit in Griechenland« (2 Bd 1797—99). Herefter boede han hos Sinklair i Homburg, skrev paa Dramaet »Empedokles«, som blev ufuldendt, lidende af samme brede Behandling af Digterens Livsanskuelse, som skader Indtrykket af »Hyperion«, og af ringe Handling, men rigt paa skønne Enkeltheder. Fra samme Tidspunkt stammer »Emilie vor ihrem Brauttag«, en Idyl. Efter 1800 gik det tilbage for H., der nu vendte hjem til sin Moder. Han drog dog senere som Lærer til Schweiz, rejste Decbr 1801 som Huslærer til Bordeaux, men vendte i den følgende Sommer sindssyg hjem til Nürtingen. Da 2 Aars Ophold i Hjemmet havde helbredet ham, fik han ved Sinklair’s fornyede Indgriben en Bibliotekarpost i Homburg, hvor han beskæftigede sig med at overs. Sofokles; men Sindssygen kom atter til Udbrud, han fik Raserianfald og maatte 1806 føres til en Sindssygeanstalt i Tübingen og snart efter som uhelbredelig anbringes hos en Snedkermester i denne By. Her tilbragte han 37 ulykkelige Aar i rugende stille Vanvid, som kun Paroksysmer afbrød, uden Interesse for Verden omkr. sig ell. Deltagelse for Slægt og Venner. Den tyske Forf. Müller-Rastatt har i sin Roman »In die Nacht« (1898) gribende skildret H.’s ulykkelige Tilværelse. Schwab og Uhland udgav H.’s »Lyrische Gedichte« (1826), »Sämtliche Werke, nebst Briefen und Biographie« ved C. H. Schwab (2 Bd, 1846), »H.’s Dichtungen« ved Litzmann (1898), ved Zinkernagel (under Udgivelse). (Litt.: Jung, »H. und seine Werke« [1848]; Wilbrandt, »F. H.« [1896]; Litzmann, »H.’s Leben, in Briefen von und an H.« [1890]; Müller-Rastatt, »F. H.« [1894]).
1770
Hölderlin født i Lauffen am Neckar, Württemberg.
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.
1771
Struensee ved magten.

Johann Friedrich Struensee, 1771. Schloss Celle.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen: Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, Frederiksborg Museum.
1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1804
Hölderlin: Ödipus der Tyrann.
Hölderlin: Antigone.
1806
Napoleon sejrer ved Jena.
1807
København bombarderes af englænderne.

Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
1821
Cauchy udgiver Cours d’Analyse.
1826
Hölderlin: Gedichte.
1829
Friedrich Schlegel død i Dresden.
1834

Slottet Kronborg, 1834, olie på lærred, 28,5 × 42,5 cm.
1837
Morse perfektionerer telegrafen
Victoria udråbes til dronning af England.

Et Selskab af danske Kunstnere i Rom, 1837, olie på lærred, 62 × 74 cm.
1838
Thorvaldsen ankommer til København.
1839
Christian VIII (1786–1848) udråbes til konge.
1843
Søren Kierkegaard udgiver Enten — Eller.
Hölderlin død i Tübingen.