Shams al-din Hafez (1320–90)

Hafiz, Shems-ed-dîn Muhammed. Persiens største Lyriker, f. i Shiraz i Beg. af 14. Aarh., d. 1389. I sin Ungdom levede han som Dervish, optaget af teol. Studier, som forskaffede ham Tilnavnet H. (se ovf.). Han forstod imidlertid at forene Studiet af Teologi og sufisk Teosofi (se Sufisme) med en frejdig Nydelse af Livet i det af Naturen saa herligt udstyrede Shiraz, hvis daværende Herskerhus, Mozafteriderne, yndede hans Digtning; han befandt sig saa vel i sin Fødeby, at han ikke tog imod de smigrende Indbydelser, som han fik fra Ilkhanerne i Bagdad o. a. mægtige Fyrster. Han bragte Ghazeldigtningen (Ghazelen er en arab.-pers. Odeform) til dens højeste Fuldkommenhed. Hans Poesi har formelt den sufiske Digtnings Præg. Der har stadig været Strid om Opfattelsen af H.’s Poesi, idet nogle — og da først og fremmest de muhammedanske — Fortolkere vil forstaa den billedlig helt igennem, medens andre tager den overvejende bogstavelig; Vanskeligheden ligger i, at Sufierne bruger det verdslige Digtersprogs Udtryk som Betegnelser for de oversanselige Forhold (»den Elskede«, »Vennen« ɔ: Gud; »Vinen«, »Rusen« ɔ: Ekstasen, det mystiske Samkvem med Gud o. s. v.). H. var dog uden Tvivl først og fremmest en verdslig Digter, det er de jordiske Nydelser, Kærligheden og Vinen, han besynger. I hans Sange forbinder en frisk Naturglæde, en billedrig Erotik og en frejdig Vinglæde sig med en dybsindig og vemodig Fordybelse i Tilværelsens Mystik. Han haaner Hykleriet hos Ortodoksjens intolerante Præster og selv hos de verdensforsagende Sufier. Men undertiden kan han glide over i mystiske Stemninger, idet han i Jordelivets Skønhed ser en Afglans af den himmelske. Saaledes blander sig Allegori og Virkelighed hos ham paa en saadan Maade, at det ofte er umuligt at skille det ene fra det andet, en Tvetydighed, der ogsaa er tilsigtet. Den yndefulde Finhed, den friske Stemningsfuldhed, som karakteriserer mange af hans Digte, har gjort ham til en af Orientens Yndlingsdigtere og sikret ham en fremragende Plads i Verdenslitteraturen. — H.’s Digte er først efter hans Død samlede til et Divan af hans Ven Muhammed Gulendâm. De udkom første Gang fuldstændig i Kalkutta 1791; af de mange senere orientalske Udg. er den fra Bulak (3 Bd, 1834) den kendteste, den er ledsaget af Sûdî’s tyrk. Kommentar, som ligeledes er vedføjet den udmærkede Udg. af Brockhaus (3 Bd, Leipzig 1854—60). En anden god Udg. er Rosenzweig’s med metrisk Overs. (3 Bd, Wien 1858—64). Overs. paa Tysk ved Hammer (2 Bd, Stuttgart og Tübingen 1812—13) og senere ved Nesselmann (Berlin 1835), Bodenstedt (»Der Sänger von Shiraz«, Berlin 1877), Daumer (»H. Eine Samlung persischer Gedichte«, Hamburg 1846 og 1852), en fri Efterdigtning paa Engelsk ved Clarke (2 Bd, London 1891, Prosaovers.), Bicknell (1875, i Udvalg), E. H. Palmer (London 1876), W. H. Lowe (Cambridge 1878). Smlg. Goethe i »West-östlicher Diwan«. — (Litt.: Den pers. Digterbiograf Dauletschah’s Levnedsskildring af H. er udg. af Vullers [Giessen 1839] og findes med lat. Overs. i Wilken, Institutiones linguæ Persicæ [Leipzig 1805]; Ouseley, Biographical notices of Persian poets [London 1846]; Defrémery, Coup d’æil sur la vie et les écrits de H. [Journal asiatique, 5. Serie, 11. Bd]; H. Rasmussen, »Østerlandsk Mystik« [Kbhvn 1887] og »Studier over H.« [Kbhvn 1892]; F. Veit, »Platens Nachbildungen aus dem Diwan des H. und ihr persisches Original« [Berlin 1908]).