Meïr Aron Goldschmidt (1819–87)

Goldschmidt, Meïr, 1819–87, æsthetisk og politisk Forfatter. Han var af jødisk Slægt, «af Levi Stamme», som han bemærker i den første Linje af sine Livserindringer. Hans Bedstefaders Bedstefader paa Fædreneside var indvandret fra Hamborg og fik 1684 kongl. Lejdebrev paa at maatte nedsætte sig i Kjøbenhavn; her skal G.s Bedstefader have været en velstaaende Mand, Bedstemoderen en myndig og bestemt Kone, som forstod at holde sine gifte Sønner og Døtre med Svigerdøtre og Svigersønner i mærkelig Afhængighed. Det yngste af Ægteparrets Børn var G.s Fader, Aron G. (f. 1792 † 1848), der i Jan. 1819 ægtede Lea Rothschild (f. 1801), Datter af gamle Israel R., hvilket Navn han i Henhold til Anordningen af 29. Marts 1814 om faste Familienavne for Jøderne antog efter den By, hvor han havde sit Ophold; han var nemlig Kjøbmand i Roskilde, hvortil Slægten var kommen fra Tyskland over Fredericia og Nakskov. Det nygifte Par bosatte sig i Vordingborg, hvor Aron G. grundede en Købmandsforretning, mest i den saakaldte «grove Handel», ɔ: Jærn, Tømmer, Tjære, Salt osv., i Forbindelse med lidt Jordbrug, Bryggeri og Brænderi, og i denne sydsjællandske By kom M. G. til Verden 26. Okt. 1819, 6 Uger efter at Jødefejden havde raset i Kjøbenhavn og en svag Efterdønning berørt Vordingborg som andre Provinsbyer, hvor der boede Familier «af den jødiske Nation».

I sit 4. Aar blev G. sat i Skole hos en stilfærdig, aldrende Mand, der efter 2 Aars Undervisning erklærede sin Elev for saa vidt fremskreden, at han nu ikke kunde lære ham mere. Omtrent fra hans Fødsel af havde det været bestemt, at han skulde studere, blive en berømt Læge som Rabbi Meïr ben Maimon, og formodentlig fordi Faderen ønskede at skaffe ham en mere orthodox Opdragelse, end hans eget, af Forretningslivet afhængige Hus kunde yde, gik han Vordingborg lærde Skole forbi, sendte Sønnen til en Svoger i Kjøbenhavn og satte ham i en lille Drengeskole, hvor han lærte Begyndelsesgrundene af latinsk Grammatik. Et Aars Tid senere opgav Faderen efter en Ildsvaade sin Handelsforretning og kjøbte en større Bondegaard i Valby, som for en Del maatte drives ved Familiens personlige Arbejde; daglig kjørte en Vogn med Fløde til Kjøbenhavn, og det extrafine Smør blev afsat til Kongens Taffel og til nogle af de fremmede Diplomater. Men hverken var denne Omsætning synderlig indbringende eller Gaarden god nok til, at «en Familie uden for Bondestanden» kunde leve af den endog i al Tarvelighed, og efter 3 Aars Besiddelse afhændede Ejeren den og slog sig paa Kornudførsel og Handel med Huder og Skind. Efter sin Moder arvede han saa meget, at han kunde kjøbe et Bryggeri og Brænderi i Næstved, hvortil han flyttede i Aaret 1833; men forinden blev hans Søn, der i nogle Aar havde gaaet i det Schouboeske Institut, sat i v. Westens Skole, som den Gang bestyredes af V. A. Borgen og K. C. Nielsen og stod i Ry som Hovedstadens allerbedste Undervisningsanstalt.

I en Alder af 14 Aar havde G. saaledes allerede ført en ret omskiftelig Tilværelse, snart i Provinsbyen med aaben Horisont og vid Tumleplads, snart paa en 4. Sal i en snæver kjøbenhavnsk Gade, til én Tid i landlige Omgivelser med Foraarssaaning og Høstarbejde, Kreaturhold og Mejeridrift som Gjenstand for det daglige Livs Tanker, til en anden Tid omspunden af Forretningsspekulationer og Handelsinteresser. Han havde taget Del i Skolens kristelige Religionsundervisning og i et orthodoxt jødisk Hjem lært den hele udvortes Ritus at kjende uden at faa dens indre Betydning forklaret, paa samme Maade som han havde lært at læse Hebraisk, uden at forstaa Ordenes danske Mening; han havde haft sine Anfægtelser af Skepsis, men kjendte ogsaa extatiske Øjeblikke, hvor han digtede et sublimt Indhold ind i Ceremoniellet, og naar Jødehadet naaede ham, blandede der sig med den forsvarsløses Ydmygelse en hemmelig Stolthed over at tilhøre det udvalgte Folk, men ogsaa en Vrimmel af lidenskabelig hævnsyge Tanker, der gjennemlynede de mildere og renere Fantasier, som hans livlige Aand tumlede med. I den nye Skole kom der mere Tugt og Orden i hans Tanke- som i hans Følelsesliv, hans Evner bleve tagne i regelbunden Brug, og med brændende Ærgjerrighed stræbte han at udmærke sig selv og sin Race ved at blive Nummer 1 i enhver Kappestrid, samtidig med at han kvægedes af «den livlig beskæftigede, tindrende, konfessionsløse Fred, som Sindet fandt i Skolen». Det konfessionsløse kom der dog Brud paa i øverste Klasse, hvor P. Rørdam, den senere Præst i Lyngby, ledede Religionsundervisningen mere som en Indøvelse i Kristendom end som et Lærefag; han vilde med dette sit Syn paa Sagen ikke examinere G. i Lærebogen, men kun i Bibelhistorien, medens han dog lod ham være Tilhører ved denne Exegese; mangen en tavs Indsigelse, mangen en beskæmmende Fornemmelse af at staa uden for Menighed og Samfund rørte sig hos G. i disse Timer, saa meget stærkere, som han højlig beundrede sin Lærers Personlighed. Og ved Artium 1836 viste denne Ordning af Tingene sig skæbnesvanger. G. stod med 8 Præer og 3 Lauder Dagen før, han skulde op til den sidste Prøve, altsaa rigelig udrustet til Udmærkelse. Det sidste Fag var Religion, og Professor H. N. Clausen gav ham et Spørgsmaal af Lærebogen. G.s Bemærkning, at han var Jøde, tog Clausen intet Hensyn til, Examinanden blev forvirret, besvarede famlende den følgende bibelhistoriske Kvæstion og fik Haud. Dermed var hans Præ ødelagt og, hvad mere er, hans Lyst til fortsatte akademiske Studier knækket. Han tog vel 2. Examen, men begyndte i Okt. 1837, 18 Aar gammel, Udgivelsen af «Næstved Ugeblad eller Præstø Amts Tidende», som blev skrevet og trykt i Kjøbenhavn og fra Nytaar 1839 udkom under Navnet «Sjællandsposten eller Næstved og Kalundborg Ugeblad»; det affødte en Proces, som indbragte G. en Mulkt samt et Aars Censur, hvorefter han solgte Bladet ved Aarsskiftet 1840 for en Sum af 200 Rdl., og med denne grundede han det mere berømte kjøbenhavnske Ugeblad «Korsaren», hvis 1. Nummer udkom 8. Okt. 1840. For «Gjennemsynet», Justitsraad Reiersen, vedstod G. strax, at «han havde med det at gjøre», og det blev snart en offentlig Hemmelighed, at han var dets Redaktør og Forfatter af dets meste Indhold, men officielt blev Ansvaret over for Loven baaret af lejede Straamænd, hvis Navne jævnlig vexlede. Thi allerede «Korsarens» 3. Nummer ramtes af en Beslaglæggelse, og fra den Tid af fulgte Presseaktionerne Slag i Slag, nærmest med den Virkning, at Interessen for Bladet og med den dets Udbredelse tiltog med stigende Hurtighed, saa at det snart havde 3000 Abonnenter. Var «Korsaren» saaledes et af Landets mest udbredte, saa var det absolut dets mest og begjærligst læste Blad, hvis Udgivelse hver Fredag blev imødeset med spændt Forventning om de Dristigheder, det vilde lykkes det nye Nummer at smugle forbi Censors Næse, og hvis Udeblivelse paa Grund af Beslaglæggelse var, om ikke en Landesorg, saa dog et Landesavn. Bladets Indhold faldt i to Hoveddele, som allerede den typografiske Udstyrelse holdt ud fra hinanden. Korpusspalterne vare viede de ræsonnerende Artikler, «Lederne», som man nu vilde kalde dem, de større Kompositioner, de mere positive Udtalelser, fra hvilke vel ikke Satiren var udelukket, men som dog nok saa hyppig havde et pathetisk Sving, en rhetorisk Klang. Det er dem, der tydeligst angive Bladets politiske Stade: et ideelt Sværmeri for den republikanske Statsform; Anerkjendelse af den ellers saa almindelig eftertragtede Konstitutionalisme i det højeste kun som en Overgangsform af Frygt for, at den som varig Institution skulde blive Skalkeskjul for et Bourgeoistyranni af ikke mindre utaalelig Art end Absolutismen; Sympathi for de kommunistiske og socialistiske Ideer, for Almueoplysning og de lavere Stænders Emancipation; endelig et kosmopolitisk Totalsyn, der stillede Bladet skeptisk kritiserende over for det nationale Selvforsvar, der brød saa stærkt frem i dets Tilværelsestid. Petitafdelingen derimod bragte den Vrimmel af mindre Vittigheder og Udfald, der især gav «Korsaren» dens Karakter og i alt Fald vakte mest Opmærksomhed og Frygt for den, tillige samlede det største Had om den paa Grund af Persiflagens hvasse Vid og hensynsløse Fornægtelse af al Personsanseelse. Angrebene paa Kongen og Regeringsforanstaltningerne satte Domstolene i Bevægelse, men mange offentlige Mænd vaandede sig i Stilhed under «Korsarens» Spot, der føltes des mere, jo talentfuldere dens ætsende Saft var blandet, og det var næppe mange oprigtige Beklagelser, der bleve G. til Del, da Højesteret i Juni 1843 gik til Kjærnen af Sagen, fejede Straamændene til Side og dømte G. «som formentlig Redaktør og Udgiver af «Korsaren» » for 4 beslaglagte Artikler til 6 Gange 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød foruden livsvarig Censur og 200 Rdl.s Mulkt. G. erfarede dette Udfald i Malmø paa Hjemrejsen fra Studentermødet i Upsala; han afsonede Straffen under ret komfortable Omstændigheder og med en saa lempelig Fortolkning af Dommens Ordlyd, at han endog havde ondt ved at opdrive en Drik Vand, da han en Gang paa Grund af Hovedpine ønskede en saadan. Efter den første Gruppe af Straffedage begav G. sig lige fra Fængselet til den italienske Opera paa Hoftheatret, hvor Ploug og Giødwad ostentativt rejste sig op og gave ham Haanden, «ligesom for at vise, at Absolutismens Domme ikke plettede».

Men hvad der plettede des mere og til sidst gjorde G. led ved den hele Korsar-Virksomhed, var den moralske Dom, Søren Kierkegaard fældede over den. Blandt Landets gode Navne var Kierkegaards et af de faa, «Korsaren» havde skaanet, ja endog behandlet med Pietet i sin Omtale af Psevdonymernes Forfatterskab. Saa meget mere overraskende kom Slaget, da Kierkegaard udfordrende greb en Lejlighed til at udgyde sin Indignation over Bladet. P. L. Møller, der havde været en af dets Medarbejdere, havde i 2. Aargang af sin «Gæa» fingeret «Et Besøg i Sorø» som Ramme om nogle kritiske Udtalelser angaaende «Enten-eller» og «Stadier paa Livets Vej». I «Fædrelandet» for 27. Dec. 1845 betegnede «Frater Taciturnus» (S. Kierkegaard) Slutningen af denne Artikel som «et af disse væmmelige Korsar-Angreb paa fredelige, respektable Mænd, der i hæderlig Ubemærkethed røgte hver sit Kald i Statens Tjeneste», samt udtalte Ønsket om, at han nu snart maatte komme i «Korsaren», thi «det er virkelig haardt for en stakkels Forfatter at staa saaledes udpeget i dansk Litteratur, at han er den eneste, som ikke udskjældes der». I sit følgende Nummer opfyldte «Korsaren» dette Ønske i en vittig Artikel om den omvandrende Filosof og hans Opdagelse af Bladets virkelige Redaktør, – «ubi spiritus, ibi ecclesia», havde Kierkegaard skrevet, «ubi P. L. Møller, ibi Korsaren». At faa Sagen drejet ind i en Vittighedspolemiks Spor lykkedes dog ikke «Korsaren». Kierkegaard tog den med bitter Alvor, hans efterladte Optegnelser vidne om den Lidenskabelighedens Virtuositet, hvormed han varierede og atter varierede Udtrykkene for sit Forhold til Bladet: at han var bleven udskjældt paa Bestilling, og sin Foragt for dets Udgivers Færd: at G. var modig bag lejede ansvarhavendes Ryg og tjente mange Penge ved dette Fejhedens Mod. I sit offentliggjorte Svar sammenlignede Kierkegaard «Korsaren», som stedse kunde være sikker paa at beholde det sidste Ord i sine Udfald mod honnette Mennesker, med et offentligt Fruentimmer, der altid er vis paa at beholde Fortovsret, han talte om Bladets «repræsenterende Sjovere» og om dets litterære Foragtelighed. Lad være, at der her som saa hyppig hos Kierkegaard var noget sygelig overdrevent i den Halsstarrighed, hvormed han spandt sig ind i sin Tankegang, – hans ethiske Personlighed var saa uantastelig og hans litterære Avtoritet saa grundfæstet, tilmed anerkjendt af «Korsaren» selv paa smigrende Maade, at hans Dom faldt over G. med knusende Vægt. Ved Efteraarstide solgte han «Korsaren», hvis sidste Aargang havde indbragt ham 4000 Rdl., for en Sum af 1500 Rdl. Denne suppleredes med Honoraret for et Bind Fortællinger, og saaledes udrustet tiltraadte G. en Udenlandsrejse «for at blive af med Vittigheden og lære noget». Rejsen gik over Hamborg og Leipzig, hvor han kom sammen med radikale Politikere som Robert Blum, Arnold Ruge og Julius Frøbel, til Wien, hvor han levede sammen med Castelli, Kompert, Grillparzer og Saphir, der fra over Venedig og Florents til Rom. Efter et Ophold her og paa Sicilien kom han i Juni 1847 til Genf, og her blev ved en Samtale med den reformerte Præst Piguet, ham selv ubevidst, «Grundlaget til «Nord og Syd» med dets halvkristelige Farve» lagt. I Okt. 1847 var G. atter i Kjøbenhavn, og i Dec. s. A. udkom 1. Hæfte af Maanedsskriftet, der kort efter, da Tronskiftet gjorde Ende paa Censur og Pressesager, udgik som Ugeblad. De mange Bind af «Nord og Syd» indeholde en Del æsthetisk Produktion og talrige kritiske Artikler, men sin væsentligste Betydning skylder Tidsskriftet sine sociale Udtalelser og sin politiske Holdning; Karakteristikken af G. i denne Henseende – ogsaa hvad det senere periodiske Skrift «Hjemme og ude» (1861) angaar – tilfalder en anden Pen, og vi vende os nu til G.s digteriske Produktion.

Denne var allerede begyndt i Korsartiden med Fortællingen «En Jøde», som blev skreven i Aarene 1843–45. G. inkorporerede med denne Bog et nyt Omraade i Skjønlitteraturen, men rigtignok et Omraade, som han er ene om at beherske her hjemme: den orthodoxe Jødes huslige og rituelle Liv. Skildringen maatte saaledes bringe meget nyt og fængslende, der var tillige en Ungdommens Glød og Trods i den, som rev med og bragte Kompositionens svage Sider i Forglemmelse. Kritikken hilste denne lovende Debut med stor Anerkjendelse, og selv Kierkegaard sondrede udtrykkelig denne Fortællings Forfatter ud fra Korsarudgiveren og kaldte den «en god Bog». Mindst Tilslutning fandt den hos Forfatterens egne Stammefæller; nogle betragtede det som uklog Politik saaledes at fremhæve Jøderne som en særlig, skarpt omgrænset Gruppe i Samfundet, andre fandt det intime Husliv og Trosliv profaneret for uvedkommende og vare vel ikke mindst indignerede over de mange træffende Smaatræk af den parvenuagtige Smaalighed og Misundelse i det daglige Omgangsliv. Endnu mange Aar senere lød den samme Anke imod G., formuleret som en Advarsel imod «idelig at servere sin Bedstemoder med skarp Sauce» (G. Brandes).

«En Jøde» var bleven udgivet under Psevdonymet «Adolph Meyer», og det samme Navn stod paa Titelbladet til det ovenfor berørte efter Korsartiden udgivne Bind «Fortællinger», som bl. a. indeholder de fortrinlig gjengivne Barndomsindtryk af Provinslivet «Erindringer fra min Onkels Hus», den underholdende fortalte «For 8 Skilling Hvedebrød» og «En Majfest», mellem hvis Linjer der allerede fremglimter Blink af den Livsidé, som G. senere hen i Tiden gjorde til den ledende i sin digteriske Komposition og vilde se realiseret i sit eget Liv: Nemesis. 1853 udkom 1. Del af den omfangsrige Roman «Hjemløs», der sluttedes 1857. Som dette Værks rent ydre Leddeling er højst uegal, saaledes røber ogsaa Behandlingsmaaden, at det ikke er fremgaaet af noget sluttet og samlet Arbejde; dets Grundtanke har sagtens fra først af staaet klar for Forfatteren, men under dens Udførelse har han stundum givet sig Tilfældigheden i Vold og ladet forbigaaende Fænomener faa for stort Indpas, saa at man modtager det Indtryk, at han mere har interesseret sig for Staffagen end for Hovedpersonen, der da heller ikke for sit Vedkommende formaar at vække nogen stor Interesse og næppe har nogen typisk Betydning, medens der i Enkelthederne fremsprudler mangen aandfuld Betragtning, og i Tidsbilledet er givet en fin satirisk Skildring af et politisk Magthaverpartis Tilblivelse og Fremvæxt. Efter at have gjennemgaaet en alvorlig Sygdom rejste G. om Vinteren 1858 til Italien, England og Frankrig og opholdt sig ogsaa senere gjentagne Gange og for længere Tid i Udlandet, mest i London og Rom. Fra 1863 af tog et omfangsrigt, over mange Felter spredt æsthetisk Forfatterskab sin Begyndelse: 1863–65 3 Bind «Fortællinger og Skildringer», 1865 «Dagbog fra en Rejse paa Vestkysten af Vendsyssel og Thy», 1866 «En Hederejse i Viborgegnen» og Fortællingen «Arvingen», 1867 «Kjærlighedshistorier fra mange Lande», «En Roman i Breve», «Den vægelsindede paa Graahede» og «Ravnen», 1868–69 «Smaa Fortællinger», 1873 «Avrohmche Nattergal». Det kan med nogen Beføjelse siges om disse Arbejder, at jo mindre de ere af Indhold, des lødigere og vægtigere ere de. I den lille Komposition er G. en Mester som faa; hver saadan Fortælling eller Skildring – ikke mindst de med jødiske Æmner, saasom «Maser», «Levi og Ibald», «Avrohmche» – er en Diamant, funklende af Aand og i en Indfatning af den finest ciselerede Stil. Hvor Handlingen skal omspænde et helt Liv eller en mere indviklet Skæbne, vil man aldrig læse hans Fremstilling uden et Udbytte af aandrige Iagttagelser og inciterende Tanker, men Traaden kan her stundum spindes for tyndt ud eller Livets sunde Naturlighed forflygtiges. Mellem hans to største Arbejder, «En Jøde» og «Hjemløs», og de mindre Billeder indtage «Arvingen» og «Ravnen» en Overgangsplads, sammensatte og dog overskuelige af Komposition, Virkelighedsæmner med Rod i Tid og Land, men tillige paa en ejendommelig Maade knyttede til et fantastisk Element, en Forening, der gjennemstrømmes af Nemesistanken som af det livbringende Aandepust.

I 2. Del af «Livserindringer og Resultater» (1877) har G. videnskabelig villet begrunde sin Nemesislære og føre dens Udspring tilbage til saa tidlig en Kultus som den ægyptiske Gudsdyrkelse, en Undersøgelse, der af Fagmænd er bleven stemplet som aandfuldt Dilettanteri, ligesom ogsaa hans Fortrolighed med jødisk Theologi er bleven bestridt fra den mest kompetente Side. Læren staar og falder imidlertid ikke med Beviset for sin Ælde, og at den indeholder frugtbare Impulser til digterisk Beskuen og Indtrængen, er G.s poetiske Forfatterskab Vidne om, ligesom dens ethiske Værd for Samvittighedernes upper ten thousand er ubestridelig; thi hos Hoben vil den Agtpaagivenhed, der er en af dens Hovedfordringer, ikke kunne forudsættes. Nemesis er Selvkritik, aabent Øje for Jegets Overensstemmelse eller Mangel paa Overensstemmelse med den skjønne, lovbestemte, retvejende Orden, som danner Livets Helhed, Opmærksomhed for, at man ved hvert Skridt «træder paa Ringetøjet», som vækker Lyd i Retfærdighedens fjærne og dog allesteds nærværende Rige, Overbevisning om, at «den hemmelige Ret» altid vaager, fælder sin Dom og fuldbyrder den, naar Tid er. Tidlig kan, som allerede sagt, denne Anskuelse spores i G.s Forfatterskab, i hans senere Skrifter med al den Tydelighed, som Tanken efter sin uhaandgribelige Natur overhovedet kan modtage; i hans Skuespil «En Skavank» (opført 1867) er den næsten konkret tilstede, i det den dramatiske Fremstillings Krav have tvunget den til at iføre sig et synligt Legeme, og i det senere (1869) opførte Drama «Rabbien og Ridderen», en Omarbejdelse af det tidligere «Rabbi Eliezer», fornemmes ligeledes dens Nærværelse.

Om sin Stil siger G. etsteds, at eftersom den er det imellem Linjerne liggende Udtryk af Personlighed, saa har den i Tidens Løb maattet forme og forandre sig. I hans Livserindringer er den bleven til Mystik, thi denne ejendommelige Biografi er mindre Historie end «Historiens Filosofi», mindre Afsløring end Tilsløring, og Fremstillingen er som Følge heraf rigere paa Forbehold, Antydninger og psykologiske Vink end paa klar Redegjørelse; Stoffet er stillet bag hensigtsfuldt ordnede Betragtninger fra en senere Tid, saa det næsten skjules af dem og, hvor det kan fremdrages, maa bruges og forstaas cum grano salis. Erindringerne ere et med den sarteste Omhu ordnet Kunstværk, alt andet end en jævn og naturlig Meddelelse.

G. blev 1848 gift med Johanne Marie Sonne, men Ægteskabet hævedes nogen Tid efter. 1875 fik han Titel af Professor. Han nød Statsunderstøttelse som Forfatter. Efter et kort Sygeleje døde han 15. Avg. 1887.

– Skjønt den journalistiske Side spiller en saa stor Rolle i M. Goldschmidts hele Forfatterskab og vel var den, som først skaffede ham Navnkundighed, var hos ham Politikeren og Journalisten fra første Færd stærkt overskygget af Æsthetikeren og endte med helt at forsvinde for denne. Det er allerede betegnende, at hans første journalistiske Foretagende, det i hans 18. Aar begyndte «Næstved Ugeblad», ikke i fjærneste Maade skyldtes noget Ønske om at deltage i den offentlige Debat, men fødtes, som han selv vidner, af «æsthetisk Trang», nemlig til at faa et Sted, hvor han kunde trykke sine første umodne Noveller; han blev kjed af det, da han for nogle Injurier imod en Borgerrepræsentant blev idømt Mulkt og et Aars Censur, og i 1840 solgte han det. Et kort Medarbejderskab ved «Dagen», som den Gang redigeredes af «Chr. Komet» (Chr. Hansen) var uden al Betydning. Saa skabte han, under Impuls af andre (Chievitz, Arboe Mahler, Bisserup) «Korsaren», hvis 1. Nummer udkom 8. Okt. 1840, og som han strax blev ene om at bære og var væsentlig ene om at holde oppe i fulde 6 Aar. Det var ganske vist Journalistik, men af en egen Art, helt uden for den egentlige Presses Ramme. Hvad der den Gang gav «Korsaren» den store Popularitet, hvad man endnu husker, og hvad der bestemte Samtids og Eftertids Dom, var de pikante, satiriske Smaanotitser, efterhaanden udstyrede med Billeder, hvor den skarpe Braad var skjult under en paatagen uskyldig Form. Men for G. selv var Hovedsagen de alvorlige, stemningsfulde, man kunde gjærne sige lyriske, Artikler, som lovpriste Friheden, Republikken, Revolutionen og hyldede Idealerne. «Korsaren» blev dog i Længden uholdbar for G., og han skilte sig derfor ved den 1846 og drog ud i Verden for at se og lære.

Rejsen udviklede i høj Grad den i hans Natur nedlagte Spire til en Verdensbetragtning, løftet ud over de snævre lokale og nationale Tilfældigheder, men bidrog ogsaa til at gjøre ham noget fremmed og uforstaaende for Enkelthederne i den Kamp, som nu en Gang maatte føres igjennem her hjemme. Mere end nogen anden dansk Publicist havde han derimod Blikket aabent for de store Verdensrørelser og for deres uimodstaaelige Indflydelse paa vore egne Forhold, og navnlig saa han klarere end nogen anden, at i de sociale Bevægelser laa Fremtidens Tyngdepunkt. Det var derfor en sælsom «Nemesis», at netop han skulde blive Gjenstand for de bitreste og haanligste Angreb af den sociale Tankes første Banebryder i Danmark, Fr. Dreier. Men dette laa i, at G. tog ogsaa paa det sociale som Æsthetiker, ikke som praktisk Politiker. Han havde det omtrent som Heine, der sværmede for Republikken, men følte Modbydelighed for Republikanerne. Han tænkte sig «som Ideal en Republik, men – i Mistillid til Folkets Republikanisme – en Republik med Diktatur»; eller han drømte om en «theokratisk Republik», men samtidig Folkets Opdragelse, Skolens Forbedring, Folkets Øvelse og Virksomhed i Kommunalfrihed. Disse politiske Ideer, som laa noget fjærnt fra praktisk Politik, navnlig som Øjeblikket krævede den, bleve i «Nord og Syd» til «Kongedømmet med republikanske Institutioner», et Kongedømme med store Prærogativer over for en almindelig Valgret. I Dec. 1847, da dette Ugeskrift, G.s Hovedværk som Journalist, første Gang saa Lyset, stod der for det danske Folk paatrængende Opgaver, som ikke kunde løses ved slige Formler, og skjønt det er uimodsigeligt, at G. ydede betydningsfulde Bidrag til Dagens politiske Debat, vedblev han dog at staa ligesom noget uden for det hele. Hans journalistiske Gjerning, som manglede den egentlige Dagspresses øjeblikkelige og aktuelle Karakter, blev ikke ledende, kun kritiserende og reflekterende. Skjønt han i Sind og Tanke var fuldt ud dansk, kun at hos ham, som han selv siger, «dansk og Jøde» vare fast sammenknyttede, var hans Holdning lige over for det nationale Spørgsmaal, saaledes som det da forelaa, først vaklende og siden saa afvigende fra de ledende Kredses, at den maatte føre ham ind i en Polemik, hvor han vel forsvarede sig med Talent, men ikke havde Sindsligevægt nok til at taale eller en Gang ret forstaa Angrebene. Paa Skamlingsfesten i Maj 1844, hvor han begyndte med Ordene: «Jeg er en Jøde, hvad vil jeg imellem eder?» sluttede han sin Tale med, at vi danske skulde slaa igjen paa Slesvig-Holstenerne, sætte haardt imod haardt, gjengjælde ondt med ondt, gjøre Gilde for dem, som de vilde for os. Paa Kasinomødet i Marts 1848 optraadte han derimod som Talsmand for, at Slesvigerne skulde spørges, om de vilde være danske, ikke tvinges til at være det, og han endte med et sokratisk Spørgsmaal, der passede saa slet som vel muligt til den foreliggende Situation med det allerede halv begyndte Oprør; at han ikke slog igjennem, følte han som en personlig Krænkelse og var formelig syg derover. I «Nord og Syd» formulerede han siden sin Tanke saaledes, at vi for Slesvigs Skyld maatte beholde Holsten, og at Venskab, Tilslutning, Forbund med Sverige-Norge skulde hjælpe os til at leve nationalt i Helstaten. Den ældre Statsmandsskole vilde omvendt holde paa Holsten ved Hjælp af Slesvig. Begge Systemer havde den Mangel, at de udsatte for den Fare ikke blot at gaa glip af Byttet, men ogsaa at miste Maddingen. Sine Artikler fra Dec. 1849 om Føderativstaten betragtede han imidlertid selv som Spiren til Helstaten, hvad der dog vistnok er en Skuffelse, da helt andre Kræfter her gjorde Udslaget.

Til «Nord og Syds» bedste Periode knytter sig hans Forbindelse med Aristokratiet i den saakaldte Grundejerforening. Alliancen havde sin naturlige Tilknytning i hans politiske Udtalelser, men ogsaa i noget af hans egen Karakter, som han et Steds udtrykker saaledes: «Man holder enten med Aristokratiet eller med Demokratiet eller endog med begge, for saa vidt de ere Personlighed og Lidenskab, men er af Hjærtet ildesindet imod Bourgeoisiet, som repræsenterer Tingenes faste, daglige Gang, Erhvervet og Nydelsen deraf.» Det danske Aristokrati havde efter 1848 og Grundloven af 5. Juni trukket sig tilbage fra det offentlige Liv, men omtrent i 1850 følte det Trang til atter at gjøre sig gjældende, og det trængte da haardt til en talentfuld Pen, som kunde føre dets Sag i Pressen. Da G., som havde truffet Grev Frijs-Frijsenborg i Normandiet, første Gang mødtes i Grundejerforeningen med denne, Blixen-Finecke, Haffner, Neergaard og Holstein-Holsteinborg, begyndte han med at forlange deres Æresord paa, at de ikke stode i Ledtog med det slesvig-holstenske Ridderskab, og at de vilde respektere Grundloven og Valgloven; det viser, hvilken Pris disse fremragende Mænd satte paa at vinde G., at de virkelig afgave dette Æresord. G. har siden betegnet Forholdet saaledes, at han ikke paatog sig at forsvare deres Anskuelser, men at de tilbøde at ville støtte hans. Han skrev for dem en Indbydelse til et Prisskrift om Forbedring af Almueskolen, det væsentlige af en Adresse til Kongen om Helstat med borgerlig Frihed, en Erklæring om frivillig Overenskomst mellem Godsejere og Fæstere. I «Nord og Syd» udviklede og forsvarede han videre den liberale Helstats Program, hvorimod han afslog Blixen-Fineckes Tilbud om at stifte et Dagblad, som han skulde redigere; «jeg svarede, at jeg paa ingen Maade vilde udgive et Dagblad, fordi det vilde drage mig bort fra den egentlige litterære eller poetiske Virksomhed, hvorpaa jeg satte en større Pris». Der kan næppe være Tvivl om, at G. i denne Periode har drømt om en politisk Karriere, som kunde ligne d’Israelis i England; vel siger han i sine Livserindringer, at det aldrig er faldet ham ind at blive andet end Skribent, men han erkjender ogsaa, at «ved alle Lejligheder, hvor jeg skulde kæmpe, er jeg gaaet til Kampen med instinktmæssig Fordring paa at blive Nr. 1». Men ligesom det danske Aristokrati ikke ganske svarer til Torierne, ligesom vor Rigsdag ikke er det engelske Parlament, saaledes manglede G. med alt sit Talent og med ikke faa ydre Ligheder nogle af de væsentligste Egenskaber, som satte d’Israeli i Stand til at «educate his party» og ende som den Lord Beaconsfield, der to Gange var Premierminister. Alliancen tabte i Varme og Fasthed, efterhaanden som Aarene gik, og alt som Forholdene udviklede sig. «Nord og Syd» gled mere og mere bort fra Politikken, og da det i 1859 ophørte at udkomme, havde dets sidste Bind alene været optagne af Romanen «Hjemløs». Paa den politiske og journalistiske Arena optraadte G. saa godt som slet ikke efter den Tid. Skuffet og mismodig rejste han i 1861 til London, halv bestemt paa at opgive Danmark eller dog søge at blive engelsk Forfatter. Et Danebrogsflag, som han saa vaje ved en Fest for Arbejdertoget til Udstillingen i 1862, vakte dog atter hos ham – Stemningsmenneske, som han var fremfor noget andet – Kjærligheden til Danmark og Længselen efter det, og han vendte tilbage. Men det var Litteraturen alene, som høstede Frugterne af denne hans Hjemkomst; for Journalistikken og Politikken havde han for stedse ophørt at virke.