Emanuel Geibel (1815–84)

Geibel [’ga^ib_əl], Emanuel, tysk Digter, f. i Lübeck 17. Oktbr 1815, d. smst. 6. Apr. 1884. Han var Søn af en Præst og studerede først Teologi i Bonn, derpaa klassisk og romansk Filologi i Berlin, hvor han lærte Bettina v. Arnim at kende. Gennem Savigny skaffede hun ham en Plads som Huslærer hos den russ. Gesandt i Athen, hvor han opholdt sig 1838—39, og i nært Venskab med Ernst Curtius, sammen med hvem han besøgte Cycladerne, overs. gr. Digte, der udkom 1840 under Titlen »Klassische Studien«. Efter at være vendt hjem til Tyskland udsendte G. sit første Bd »Gedichte«, der nu er udkommet i langt over 100 Opl. Han opgav Tanken om en Universitetsbane, kastede sig i St f. over poetiske og litterære Studier, følte sig draget af Tidens politiske Rørelser og udgav 1841 »Zeitstimmen«, hvormed han sluttede sig til de politiske Digtere, uden dog — hvad der fremgaar af Digtet »An Georg Herwegh« — at billige disses himmelstormende Radikalisme. Han var i Begyndelsen af 1840’erne Gæst hos den kunstbegejstrede Friherre K. v. d. Malsburg paa Godset Escheberg ved Kassel, hvor han overs. sp. Folkesange og Romancer og fuldendte Tragedien »König Roderich«, der udkom 1844. Han levede de flg. Aar i Lübeck, understøttet af Kong Friedrich Wilhelm IV med en livsvarig Digterpension, og nu udelukkende optaget af sin Digtning. Han skrev »Zwölf Sonette für Schleswig-Holstein«, der viste ham som harniskklædt Polemiker, det farverige Epos »König Sigurds Brautfahrt« og Operateksten »Loreley«, som Mendelssohn vilde komponere, men ikke naaede at fuldende. 1848 udsendte G. endvidere »Juniuslieder«, et af sine berømteste Værker, der baade i Indhold og Form viser, at han som Digter var modnet. 1851 blev G. af Kong Maximilian kaldet til München, hvor han som Kongens Forelæser, Medlem af hans »Tafelrunde« og titulær Prof. kom til at indtage en fremskudt Plads i den bayerske Hovedstads aandelige Liv. De 17 Aar, G. i nært Venskab med mange berømte Forf. og Kunstnere levede her, betegner hans Lykkes Zenith, selv om saa tung en Sorg som hans Hustrus Død efter faa Aars Ægteskab hjemsøgte ham. Da Klimaet ikke viste sig gunstigt for ham, og da han desuden under et Ophold i Lübeck havde udtalt sig for Preussens Hegemoni i Tyskland, hvad der blev taget ham ilde op i München, nedlagde han 1869 alle sine Hædersposter og bosatte sig i sin Fødeby, idet Kejser Wilhelm erstattede ham Pensionen fra den bayerske Kabinetskasse med en tilsvarende Understøttelse. Fra München havde han udg. Lystspillet »Meister Andrea« (1855), Tragedien »Brunhild« (1858), »Neue Gedichte« (1856); senere fulgte Tragedien »Sophonisbe«, Tidsdigtene »Heroldsrufe« i Anledning af den tysk-fr. Krig, og endelig, som hans femte, sidste og svageste Digtsamling »Spätherbstblätter« (1877). Baade som Lyriker og Epiker tælles G. blandt Tysklands ypperste Digtere i 19. Aarh. Hans samlede Værker udkom i 8 Bd (Stuttgart 1883; ny Udg. 1915 ved hans 100 Aars Fødselsdag). Hans Statue rejstes i Lübeck 1889.

Goedeke, »E. G.« [1864]; Gaedertz, »E. G. Denkwürdigkeiten« [1886] og »E. G., ein deutsches Dichterleben« [1887]; Scherer, »E. G. Rede« [1884]; Th. Litzmann, »E. G.« [1887].