Claus Frimann (1746–1829)

Frimann, 1) Claus, norsk Digter, f. paa Selje Præstegaard 15. Maj 1746, d. i Daviken 11. Oktbr 1829. Kort efter at være blevet Student i Kbhvn (1765) tog han hjem igen til Norge som Huslærer hos en Præst ved Bergen. 3 Aar efter blev han teol. Kandidat og tog paa ny hjem som Huslærer, denne Gang hos den bekendte Præst Hans Strøm paa Søndmør, hvis Kapellan han blev. 1780 blev F. Sognepræst til Daviken i Nordfjord, og her tilbragte han Resten af sine Dage. 1777 vandt han en litterær Pris med Digtet »Horneelen« og skrev siden adskilligt paa Vers i Tidens stive Smag, beskrivende og belærende Digte, samt udgav 1780 »Sange over Evangelierne« og senere et Par Andagtsbøger. P. Gr. a. sin Rationalisme og sin Nærighed kom han først efter mange Rivninger i et taaleligt Forhold til sin Menighed. Saa meget større Yndest vandt han hele Vestlandet over, da det ved »Almuens Sanger« (1790) og »Den syngende Søemand« (1793) lykkedes ham at »forsyne Almuen paa Landet med bedre Folkesange end de hidtil brugelige«, et Maal, som han satte for sin poetiske Virksomhed, efter at Ansættelsen i det afsides liggende Sognekald havde løsrevet ham fra alle Moderetninger og indlevet ham i Naturens og Folkelivets Poesi. For den litterære Verden blev han en skjult Stjerne, saa længe han levede, da han helt forsmaaede at »gøre nogen synderlig Parade«. Først Welhaven drog hans Poesi frem af Glemselen og tildelte ham Rangen som »den ypperste Digteraand bl. alle de norske Sangere fra den sidste Halvdel af forrige Aarh.«. Den slaaende Anskuelighed i Udtrykket, den syngende Rytme og den lyse Tone i Verset, som er al ægte folkelig Poesi egen, gør denne »Almuens Sanger« til en af de udødelige i norsk Litteratur. (Litt.: Welhaven’s »Samlede Skrifter« VI; Jæger, Illustr. norsk litteraturhist.«; H. Lassen, »Afh. til Literaturhist.«; D. Thrap, »Bidrag til d. n. Kirkes Historie i 19. Aarh.«).