Frans Michael Franzén (1772–1847)

Franzén [frɑn↱tse.n], Frans Mikael, sv.-finsk Digter, f. i Uleåborg i Finland 1772, d. i Hernösand 1847, blev Student i Åbo, og tog her, kun 17 Aar gl. Magistergraden, blev 1792 Docent smst. og senere Prof. i Historie og Moralfilosofi. 1795—96 foretog F. en Udenlandsrejse til Danmark, Tyskland, Frankrig og England, hvor hans allerede aabne Sans for det nyvakte germanske Aandsliv yderligere styrkedes. Efter Finlands Afstaaelse til Rusland flyttede F. til Sverige, hvor han, der nogle Aar i Forvejen var blevet ordineret, blev Præst, først i Kumla i Nerike, senere i Sthlm og endelig (1834) Biskop i Hernösand, hvor han døde. Medlem af sv. Akademien var han blevet allerede 1788, og 1824—34 var han Akadem.s Sekr.

Allerede tidlig fremtraadte F. som Digter, hans første Digte spredtes Landet rundt i Afskrifter og modtoges med Begejstring, især »Selmadigtene«, som var fremkaldt af hans Kærlighed til en ung Dame; til de kendteste hører: »Menniskans anlete«, »De tre behagen«, »Till Selma«, »De små«, »Unga flicka i din vår«, de elskværdige Drikkeviser: »Goda gosse glaset töm«, »Sörj ej den gryende dagen«, »Champagnevinet«, og ikke mindst »Den gamle knekten« o. fl. Af hans Ungdomsdigte bør ikke glemmes de af den skandinaviske Bevægelse i 1790’erne fremkaldte: »Den danska sånggudinnan till den svenska« og »Svea till Dana«. For sin smukke Sang om Creutz (1797) vandt han sv. Akademiens store Pris. Af hans mere didaktisk-religiøse Digte kan nævnes: »Emili eller en afton i Lappland«, »Tidsbilder« o. fl. Grunden til, at hans Digtning saa tidlig slog igennem, var ikke blot den milde elskelige Personlighed, der overalt lyste igennem den, men ogsaa det ny og friske, den bragte, paavirket som den var af den ny tyske Litt. (Klopstock, Voss o. a.) helt uden for den herskende akademiske Smag. Han paaskønnedes derfor ogsaa af Kellgren, som optog bl. a. »Menniskans anlete« i »Stockholmsposten«. Skønt han som sagt stod uden for den akademiske Retning, traadte han dog aldrig i Opposition til den; al Polemik var hans ireniske Natur imod. Paa den anden Side kunde han ikke slutte sig til Fosforisterne, hvor meget han end i fl. Henseender delte deres Anskuelser, og da der fra disses Kredse rettedes nogle efter hans Anskuelse uretfærdige Angreb mod de gl., tog han bestemt Afstand fra dem, og skrev bl. a. »Thorilds skugga till Leopold«. Af hans senere Digtning er hans mange smukke Salmer det værdifuldeste. Som Prosaforfatter er han især bekendt for den Række Mindeskrifter, han i sin Egenskab af Akademiets Sekretær fik Lejlighed til at udarbejde; de kendteste er Skildringerne af Fru Lenngren, Lidner og Creutz.

Wirsén, »Minne af F. M. F.« i »Sv. Akad.’s Handlingar« [1886] II; G. Castrén, »F. M. F. i Finland« [1902]; V. Vedel, »Svensk Romantik«.