Joseph von Eichendorff (1788–1857)

Eichendorff, Joseph von, Friherre, tysk Digter af den romantiske Skole, født 10. Marts 1788 paa Slottet Lubowitz i Oberschlesien, død 26. November 1857 i Neisse. Eichendorff blev strengt katolsk opdraget, besøgte det katolske Gymnasium i Breslau, og studerede derefter Jura paa Universitetet i Halle og Heidelberg. Her kom han til at staa Romantikere som Arnim, Brentano, Görres og Creuzer nær og blev klar over sine poetiske Anlæg. Han offentliggjorde nu sine første Digte, blev grebet af Frihedsbevægelsen mod det napoleonske Aag og traadte ind i Hæren som Frivillig. Da Krigen var endt, giftede han sig, blev Embedsmand, først Referendar ved Regeringen i Breslau, senere »vortragender Rat« i Kultusministeriet i Berlin, hvor han traadte i nær Berøring med ledende litterære Kredse. I sin Embedsvirksomhed blev han som streng Katolik inddraget i Konflikt med sine Foresatte, tog 1845 sin Afsked og førte i sine sidste Aar et ret omflakkende Liv i Tyskland. Eichendorff’s Digte (»Gedichte«, 1837), der er beaandede af ægte romantisk Naturfølelse, har ikke mindst gennem tyske Komponister vundet stor Popularitet, men ogsaa hans Novelle, »Aus dem Leben eines Taugenichts« har gjort hans Navn kært og kendt i vide Kredse ved den Ynde og den lyriske Inderlighed, der præger Skildringerne. Eichendorff har fremdeles skrevet Romaner som »Ahnung und Gegenwart« (1815), Novellen »Das Marmorbild« (1826), Sørgespillene »Ezzelin von Romano« (1828) og »Der letzte Held von Marienburg« (1830). I sine senere Aar var han optaget af Indgaaende litterære Studier. Han oversatte en spansk Folkebog »Der Graf Lucanor« og Calderon’s gejstlige Festspil, samt udgav en Række litteraturhistoriske Værker, deriblandt »Zur Geschichte des Dramas« (1854) og »Geschichte der poetischen Litteratur Deutschlands« (1857). Men det er gennem sin Lyrik, at Eichendorff stadig har Betydning, og at hans Navn er mere end døde Bogstaver.