Friederike Brun (1765–1835)

Brun, Sophie Christiane Frederikke, 1765–1835, Forfatterinde. Naar Navnet «Fr. Brun, geb. Münter» fra Slægt til Slægt vil blive bevaret og hædret i Danmark, saa er det ingenlunde for den yppige Forfattervirksomhed, Fru B. udfoldede, ej heller for hendes digteriske Begavelse, endnu mindre for hendes Kjærlighed til det Land, hun tilhørte fra sin spæde Barndom, thi hendes Hu og hendes Kjærlighed stod til Sydens Lande, og Nationalitetsfølelse, særlig i dansk Retning, var hende fremmed og ubekjendt; men hun elskede Kunst og Videnskab og var selv deres ivrige Dyrker og Beskytter, og først og fremmest var hendes Hus i det 18. Aarhundredes Slutning og i det 19. Aarhundredes 3 første Aartier et Midtpunkt og et Samlingssted, hvortil Landets bedste Mænd villig¹ have erkjendt, at de stode i dyb Taknemmelighedsgjæld: her udfoldedes sjælden Gjæstfrihed, her var et Musernes Hjem, hvor Digtere og Kunstnere vare sikre paa at finde Paaskjønnelse for deres Virksomhed, her fandt alt godt og ædelt Hjælp og Pleje. I den ikke ubetydelige Memoirelitteratur fra hin Tid findes rigt Stof til Skildringer af dette Hjem: Baggesen, Oehlenschläger, Mynster, Heiberg, Rist o. m. fl. have hver især givet deres Bidrag til et levende Billede af Fru B. og hendes Omgivelser.

S. C. F. Münter blev født 3. Juni 1765 i Flækken Tonna, et Par Mil fra Gotha, hvor hendes Fader, Dr. Balthasar M., var Superintendent. Men et Par Uger før Frederikkes Fødsel havde hendes Fader modtaget Kaldelse til Kjøbenhavn som Andenpræst ved St. Petri Kirke, og Datterens Rejseliv begyndte saaledes i hendes spædeste Barndom. 10 Uger gammel kom hun til Kjøbenhavn. «Hvilket Folk jeg tilhører,» skriver hun i den Anledning, da hun er nær ved Treserne, «véd jeg virkelig ikke; og deraf kommer vel ogsaa min fuldkomne Mangel paa særlig Fædrelandskjærlighed.» Faderen var kun 30 Aar gammel, da han kom til Danmark, men blev snart højt anset som Prædikant, og allerede Aaret efter sin Ankomst rykkede han op til Sognepræst ved St. Petri Kirke. Familien kom i nær venskabelig Omgang med Cramer, Klopstock, Lægen v. Berger o. fl. Med sin 3–4 Aar ældre Broder Frederik – død som Sjællands Biskop – henlevede Frederikke en lykkelig Barndom. Basedow, der en Stund opholdt sig i Kjøbenhavn, vilde, da han kom som Gjæst i det Münterske Hus, praktisere sine pædagogiske Reformer ved den lille Frederikkes første Undervisning. Alfabetet blev indbagt i søde Kager; det skulde forhøje Lærebegjærligheden; men Begjærligheden blev saa stor, at Eleven blev syg deraf, – og en sundere Methode maatte anvendes. Barnet havde ypperlige Evner, stor Aandslivlighed og var saare modtagelig for de forskjelligste Indtryk i det selskabelige Hjem. Men Struensees Herredømme bragte et stort Omsving for hele den Münterske Kreds: Bernstorff, Klopstock, Cramer, Stolbergerne forlode Landet; det bragte dyb Hjærtesorg. Den derpaa gjærende Revolution var ikke fremmed for Frederikkes Forældre. «Saa vel i min Moders Kabinet som i min Faders Studerestue drejede Talen sig ofte derom,» fortæller hun selv, «og jeg kunde let have røbet det hele før Tiden; men min Moder slap mig i de sidste 14 Dage ikke fra sin Side Dag og Nat, indtil det kritiske Øjeblik var forbi.» De følgende Barndomsaar glede hurtig hen; størst Næring fandt Frederikke ved Læsningen af de tyske Digtere, Gellert og Klopstock fremfor alle; de almindelige Skolefag bleve derimod en Del forsømte. Men hendes sværmeriske Sind gav sig allerede tidlig Udslag. Naturens Skjønhed havde hun fra tidlig Tid aabent Øje for, og i Sommermaanederne var hun med sine Forældre oftere i Besøg hos Bernstorffs og hos Reventlows paa Fyn og Laaland. Da Ewalds «Balders Død» udkom, henreves hun af Begejstring for dette Digterværk. Gehejmeraad Carstens, en nøje Omgangsven af hendes Forældre, tog hende med i Theatret, da det blev opført; men hendes Henrykkelse blev for mægtig; hun maatte føres ud i fri Luft. Begivenheden vakte Opsigt, og Ewald, der selv var nærværende i Theatret, hørte derom og ytrede Ønske om at faa den unge Pige at se. Hendes Broder var personlig kjendt med Digteren; han førte sin 14aarige Søster op i Ewalds fattige Kvistkammer. Da hun saa den af Gigt forkrøblede Skikkelse, brast hun i Taarer; men Ewald talte venlig til hende og lagde sin syge Haand paa hendes Pande, berørte den med et Kys og sagde med svag Stemme: «Der bor en Digtersjæl!» Det var hendes Indvielse som Digterinde. I Hjemmets Have havde hun oppe i et Piletræ faaet sig lavet en Siddeplads; der nød hun ret Ossian og oversatte den saa i Jamber og Alexandrinere i broget Blanding. Senere fik hun «Messiaden» i Hænde, og med den oplodes for hende en Verden af nye Tanker og ophøjede Følelser. Klopstock «lærte hende at tænke».

Da hendes Broder Frederik efter endte Universitetsexaminer i Foraaret 1781 havde tiltraadt en Studierejse til Tyskland, førtes en levende Brevvexling mellem de tvende Søskende, og hun fulgte med største Interesse hans Besøg hos Datidens litterære Berømtheder; men fra Gøttingen kan han fortælle hende om de mange Rygter, der have naaet hans Øren, at hun – altsaa endnu knap 17 Aar – «har været velsignet med Elskere», men ogsaa, «at hun har uddelt Kurve». Han har læst flere af hendes Digte for Herder, som roste dem. I Sommeren 1782 fulgte Frederikke med sine Forældre til Tyskland, traf Broderen i Gøttingen, rejste der fra over Kassel til et længere Ophold i Gotha og besøgte i Weimar Wieland og Herder. Efter to Maaneders Forløb var hun atter i Hjemmet. En Mand, som i aandelig Henseende var den største Kontrast til hende, anholdt om hendes Haand. Det var den tidligere Konsul i St. Petersborg, Johan Christian Constantin Brun (f. 1746 † 1836, se ovfr. S. 144). Han var den Gang kongl. Administrator ved den vestindiske Handel. Gjennem det Schimmelmannske Hus havde Brun gjort Frederikke Münters Bekjendtskab. Hendes Forældre ansaa ham for «et godt Parti»; men hun selv kunde ikke komme til nogen Beslutning og vaklede længe i en højst pinlig Tilstand. Da tilskrev hendes Fader hende et udførligt Brev, en hel Afhandling, hvori han søgte at vise Datteren, at der maatte ses et Fingerpeg fra Gud i den forunderlige Forbindelse af Omstændigheder, der havde ledet Brun til hende som Frier: stod hun imod, stødte hun Lykken fra sig. Saa gav hun da Agent Brun sit Ja, og 28. Juli 1783 stod Brylluppet. Men Ægteskabet var ikke lykkeligt. Der fandtes ikke nogen som helst fælles Interesse hos dem. Dog saa længe hendes Fader levede (til 1793), var Forholdet nogenlunde godt.

Faa Uger efter Brylluppet foretog Brun en Rejse til St. Petersborg for at afslutte sin Handelsvirksomhed der, og hans unge Hustru fulgte ham. Hjemrejsen lagdes over Berlin og Hamborg; her glædede hun sig ved Omgangen med Klopstock. I Marts vendte Ægteparret tilbage til Kjøbenhavn, og i April fødte Fru B. en Søn, som efterfulgtes af endnu 4 Børn, hvoraf dog kun 3 Døtre naaede voxen Alder. I den strænge Vinter 1788 indtraadte en Tunghørighed, som ikke forlod hende hele hendes Liv, men som dog hverken formaaede at slukke hendes Livsglæde eller at hæmme hendes ideale Stræben. Store Tidsrum tilbragte hun paa Rejser i Udlandet. Paa disse sluttede hun Bekjendtskab og Venskab med en Mængde fremragende og udmærkede Mennesker. I 1791 var hun første Gang i Paris, drog der fra til Sydfrankrig, hvor hun i Lyon lærte at kjende Matthisson, Naturskjønhedens Sanger, som senere udgav hendes Digte. Fra Lyon drog hun til Genf, hvor hun særlig sluttede sig til Bonstetten, hendes platoniske Ven, som til sin Alderdom blev hendes stadige Korrespondent og tillige var hendes hyppige Ledsager paa Rejser; han levede ogsaa i længere Tid i hendes Hus i Kjøbenhavn. Med Fru Staël samlevede hun ogsaa meget og har ved hendes Død med Kjærlighed givet en Skildring af hende. I «Prosaische Schriften» (1799–1801, 4 Bd.), «Tagebuch einer Reise durch Schweiz» (1800), «Episoden aus Reisen» (1808–18, 4 Bd.), «Briefe aus Rom» (1816), «Römisches Leben» (1833, 2 Bd.) kan man følge hendes brogede Rejseliv og ret lære at kjende hendes rige, digteriske Gemyt, ligesom hendes Skildringer ikke have mindst Værd som Bidrag til Tidens Kulturhistorie.

Naar Fru B. var hjemme, tilbragtes Vinteren i Palaiet i Bredgade i Kjøbenhavn og Sommeren paa det yndige Landsted Sophienholm ved Frederiksdal, som første Gang beboedes 1792. Modsætningerne mellem Husets Herre og Frue maatte strax falde enhver i Øjnene: Filisteriet paa den ene Side, Poesien paa den anden. Han kunde vel føle sig smigret ved at høre sit Hus anerkjendt som det smukkeste og selskabeligste i Kjøbenhavn, men brugte dog enhver Lejlighed til at ytre sin Spot og sin Misfornøjelse med sin Hustrus «poetiske Galskaber», som han kaldte dem. Hendes Døvhed hindrede hende i at høre disse Spotterier; saaledes var den dog god for noget. Hun gjorde Erobringer, hvor hun traadte frem, ved sin elskværdige Personlighed, sin rige Aand og sine mangesidige Kundskaber. Hendes Helbred var stadig svagt; hun var plaget af Nervelidelser, der ofte fængslede hende til Sygelejet. Men hendes Død indtraf dog pludselig og aldeles uventet i hendes 70. Aar, 25. Marts 1835, i Kjøbenhavn. Hendes Mand overlevede hende et Aar. Biskop Mynster, hendes mangeaarige Ven og gift med hendes Broderdatter, lyste i et saare skjønt Afskedsord Velsignelse over hendes Minde. Hendes Portræt er lithograferet 1833. Om hendes yngste, tit besungne Datter, Ida Grevinde Bombelles, se II, 491.

Fr. Brun, Wahrheit aus Morgenträumen und Idas ästhetische Entwickelung, Aarau 1824. C. L. N. Mynster, Fra den ældre Tid, 1882. Samme, Meddelelser fra Frederik Münters og Frederikke Münters Ungdom, 1883. Borchsenius, Literære Feuilletoner, 1880, S. 1 ff. Oehlenschlägers Erindringer IV, 148 ff. Mynster, Medd. om mit Levnet S. 197 f. og Kirkel. Leiligheds-Taler II, 339 ff. J. G. Rists Lebenserinnerungen, Gotha 1880, I, 131 ff. J. L. Heiberg, P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, 1883, S. 441 ff. Fremtidens Nytaarsgave 1867.