H.W. Bissen (1798–1868)

Bissen, Herman Vilhelm, 1798–1868, Billedhugger. Vilh. B. var et Barn fra Grænselinjen mellem dansk og tysk i Sønderjylland, ja, Linjen var endog draget midt igjennem hans Familie. Faderen, Christian Gottlieb Vilhelm B., var Holstener, Moderen, Anna Margrethe Dorothea f. Elfendehl, var fra den dansktalende Del af Sønderjylland; indbyrdes talte Forældrene Plattysk. Han blev født 13. Okt. 1798 i Byen Slesvig, hvor Forældrene foreløbig havde Bopæl; et Aars Tid senere kjøbte Faderen en Landejendom i Angel, hvor Sproget den Gang mest var dansk; her henlevede B. sin Barndom indtil Fjortenaarsalderen. Hans Udtale af det danske Modersmaal bevarede hele Livet igjennem et stærkt sønderjysk Tonefald; for Resten var hans Racepræg paafaldende rent nordisk, Haar og Skjæg rødligblond, Øjnene lyseblaa og meget skarpe. Ved hans Udseende som ældre Mand har man ret træffende fundet noget, der mindede om Forestillingen om Odin.
Som Barn var han tilbagetrukken og stille, ogsaa i senere Aar meget lidt støjende. Regelmæssig Undervisning fik han ikke; dog var han lærelysten og især ivrig til at samle Planter og Insekter; overhovedet var Blikket for det ejendommelige ved de forskjellige levende Væseners – Dyrearters og menneskelige Individers – Adfærd en meget fremherskende Evne hos ham gjennem hele hans Liv. Uden Anvisning røbede han ogsaa tidlig Evner til Tegning og Modellering og opmuntredes deri af sin Moder, som han i det hele slægtede paa. 1812 flyttede Familien igjen til Slesvig By, her sattes han i Borgerskole og skulde efter Konfirmationen 1815 i Snedkerlære. Men hans kunstneriske Anlæg havde vakt Opmærksomhed hos nogle Venner af Familien, og man sammenskød en lille Sum, for at han kunde komme til Kjøbenhavn og uddanne sig til Maler (Nov. 1816). Han var ogsaa flittig paa Kunstakademiet, men fandt ikke Smag i Kjøbenhavn og vendte 1818 tilbage til Hjemmet med den Tanke at gaa til Tyskland. Men medens han opholdt sig i Slesvig, fik Byen netop Besøg af Prins Christian (senere Kong Christian VIII); Provst Callisen greb Lejligheden til at tale B.s Sag; han blev ogsaa forestillet, og Prinsen lovede ham en Understøttelse, imod at han atter gik til Kjøbenhavn og fortsatte sin Uddannelse der.
I Slutningen af 1818 arbejdede han igjen paa Akademiet; desuden tegnede og malede han Portrætter for Erhvervs Skyld, udførte endog et historisk Maleri («Axel og Valborg»). Men han havde lige saa megen Lyst til Modellering og opmuntredes deri af Professor J. L. Lund. Et ganske lille Tilfælde hjalp ham til at træffe Valget mellem de to Kunstarter. Da han skulde konkurrere til den lille Guldmedaille, var han endnu aldeles tvivlraadig, om han skulde gjøre det som Maler eller som Billedhugger. Til Skitsekonkursen mødte han derfor med Redskaber baade til Maling og Modellering, i det han vilde træffe sit Valg, alt eftersom den Opgave, der blev stillet, og som var den samme for begge Kunstarter, forekom ham at egne sig bedst for den ene eller den anden af dem. Opgaven lød: Jacobs Sønner vise Faderen Josefs blodige Kjortel. B. var derefter lige nær: Æmnet syntes ham lige vel egnet for et Relief og for et Maleri. Han staar uvis og raadvild, tilfældigvis med Farvespatelen i Haanden; fordybet i sin Tvivl trykker og bøjer han dens elastiske Spids mod Bordpladen – den knækker, og Valget er afgjort, fordi han ikke kan indlade sig paa at male uden Spatel. Hans Valg af Billedhuggerkunsten kom til at gjælde for hele Livet. For sit Relief af Jacobs Sønner fik han den lille Guldmedaille 1821. I de følgende to Aar udfører han en lille Statue over et græsk Æmne (Orfeus), gjør Tegninger af nordisk Mythologi og, efter offentlig Bestilling, til Slotskirkens indre Dekoration 4 Relieffer af bibelske Æmner og nogle dekorative Englefigurer.
1823 fik han Akademiets store Guldmedaille og tiltraadte i Dec. med offentlig Understøttelse sin store Udenlandsrejse. I Berlin saa han Rauchs nye Arbejder, i Nürnberg vakte den gamle Peter Vischers Værker hans Interesse. Fra München gik han i Selskab med Maleren Ernst Meyer til Fods over Alperne til Venedig, hvis Arkitektur gjorde et slaaende Indtryk paa ham; den ældre italienske Billedhuggerkunst derimod, som han især saa i Florents, lærte han først nogle Aar senere at skatte efter Fortjeneste. Til Rom ankom han i Sept. 1824. Her fandt han Thorvaldsen paa Højden af hans Berømmelse og storartede Virksomhed og kom som Landsmand og Kunstbroder i mangfoldig Forbindelse med ham. Et egentlig nøje personligt Forhold udviklede der sig dog aldrig imellem dem, dertil var B. for beskeden og tilbageholden; med H. E. Freund sluttede han derimod et inderligt og fortroligt Venskab. Uagtet B. ved nogle Studier og Arbejder modtog Vejledning af Thorvaldsen, traadte han dog heller ikke i noget varigt og sammenhængende Forhold til ham som Elev. Alligevel fik Thorvaldsen som Kunstner en meget afgjørende Indflydelse paa ham. Han var kommet til Italien uden bestemt udviklede Forestillinger om sin Kunsts Maal og Midler; nu indarbejdedes han i den Aand og Retning, som karakteriserede Thorvaldsens senere Virksomhed.
Vel studerede han ogsaa paa egen Haand flittig den antike Kunst, og af Naturen droges hans Blik mere end Thorvaldsens til visse Sider af Antiken (det tragiske, det kæmpende); men disse selvstændige Indtryk satte først ret Frugt i hans senere Aar; foreløbig sluttede han sig overvejende til Thorvaldsens mere idylliske Skjønhedsdyrkelse. Imidlertid havde han meget at kæmpe med: en svagelig Helbred, der jævnlig voldte ham stærke Legemssmerter, dyb Mistillid til sine egne Kræfter og Misfornøjelse med sine første Forsøg, tekniske Vanskeligheder især ved Marmorarbejdet, som satte hans Udholdenhed paa haarde Prøver. Først da han omtrent havde naaet det 30. Aar, kunde han med mere Klarhed over, hvad han vilde, drage Fordel af sin sjældne naturlige Energi og Produktionsevne. Han udviklede derefter i 40 Aar en rastløs Produktivitet, der i Omfang næppe giver Thorvaldsens noget efter. Her kan selvfølgelig kun hans vigtigste Værker anføres. I Rom vakte han først ret Opmærksomhed ved nogle Statuer, der udførtes i Marmor til rige Kunstelskere: Blomsterpigen (1829), Paris med Æblet (1832, flere Gange omarbejdet), Ceres. For Thorvaldsen skitserede og modellerede han 1833–34 hele Monumentet over Gutenberg til Mainz.
Derefter drog han tilbage til Danmark. Her satte han Bo 1835 og ægtede Emilie Hedevig Møller, som han i sin Ungdom havde lært at kjende som ganske ung Pige og under 10 Aars Fraværelse bevaret i trofast Minde. Hun var Datter af en industridrivende, som det var gaaet tilbage for; af Væsen var hun mere oprømt og talende end B. selv, hun gjorde hans Hus lykkeligt og fødte ham 5 Børn, af hvilke dog de 2 døde tidlig. Samtidig fik han store Bestillinger af Regeringen til Udsmykningen af det gjenopførte Christiansborg, og man anviste ham gode Værksteder i Materialgaarden ved Frederiksholms Kanal. I 1835 valgtes han ogsaa til Medlem af Akademiet; hans Receptionsarbejde var Statuen Valkyrjen, et smukt nordisk Sidestykke til Thorvaldsens Hebe. Senere, efter Freunds Død 1840, blev han ogsaa Professor ved Akademiet og har atter senere fungeret som dets Direktør; dog har han hverken i den ene eller den anden af disse Egenskaber følt sig stærkt knyttet til det. Hans Lærervirksomhed, som blev meget betydelig, udøvedes mest i hans eget Værksted.
Til Christiansborgs Riddersal modellerede han 1835–41 den store Frise af Ceres og Bacchus, som med deres Følge drage ud fra Olympens Gudeforsamling for at bringe den raa og vilde Menneskeslægt Civilisationens Goder, et Relief med over 300 Figurer, 1 Al. 7 T. højt, 130 Al. langt, betydelig større end Thorvaldsens Alexandertog og Freunds Ragnaroksfrise tilsammen tagne, et kolossalt og righoldigt Arbejde, om det end ikke i indre Betydning ganske kan maale sig med hine sjældne Mesterværker af hans Kunstbrødre. Det andet store Værk til Christiansborg var de 18 kvindelige Statuer til Dronningens Trappe, nemlig 4 af Middelalderens danske Dronninger og 14 Kvindeskikkelser fra nordiske og græske Heltesagn, parvis sammenstillede efter beslægtede Motiver, saaledes at en nordisk og en græsk svare til hinanden. Hele denne Række Statuer var skitseret 1838; men færdig stod den først 20 Aar senere; 13 af Figurerne ere endda modellerede i Aarene 1856–58. At Kostumet i de nordiske Figurer her er rigtigere, og at f. Ex. Brynhild som Skjoldmø er forstaaet bedre i Overensstemmelse med Kildeskrifterne end i tidligere Fremstillinger af Nordens Oldtid, er vel en Fortjeneste; men Æren herfor tilkommer maaske mere B.s lærde Raadgivere, navnlig Høyen, end ham selv. I Behandlingen af Legemsformen er Modsætningen mellem nordisk og græsk ikke gjennemført med synderlig skarp Konsekvens, saa meget mere som Statuerne ere mere skitserede end udførte. Derimod har han forstaaet i det psykologiske gjennemgaaende at karakterisere Forskjellen mellem de to Oldtidsfolk. Og hvad der kaster Glans over det hele, er den poetiske Styrke og Inderlighed, hvormed flere af Motiverne, især de tragiske, ere grebne, det dybe Blik ind i en stærkt bevæget Sjæl. Figuren af Ingeborg, der stirrer paa Ringen, som Hjalmar har sendt hende i sin Dødsstund, hører til de ypperste Værker af nordisk Kunst.
Andre store Foretagender havde han taget i Arv efter Thorvaldsen: 3 af de kolossale Statuer ved Portalet paa Christiansborg, Victoria paa Kvadrigaen over Thorvaldsens Musæum. Efter Thorvaldsens Død blev B. hans kunstneriske Executor testamenti og ledede senere Udførelsen af hans Værker i Marmor. Ogsaa gjennem hans egen Produktion vedblev der at gaa en Thorvaldsensk Strømning, dertil kan bl. a. henregnes de smukke Figurer af Nymfen, der sætter sin Haarfletning, og Hylas, udførte kort efter et Ophold i Rom 1841–42, og et Par Amorfigurer. Mere ejendommelige for B. ere en Række unge Skikkelser, der ere fremgaaede af hans Indtryk af det sydlandske Folkeliv i den ham saa kjære italienske Natur, men paa antik Vis fremstillede nøgne: en Dreng, som fisker, en lille Tiggerdreng, og langt senere (o. 1862) en skjøn Statue af en Hyrdedreng, som staar drømmende, med sin Stav lagt paa tværs over Nakken og Hænderne hvilende over den; desuden nogle Figurer af badende Piger. Og endnu mere ejendommelig Bissenske, og slet ikke Thorvaldsenske, ere en Række betydningsfulde Statuer fra Halvtredserne af Skikkelser fra den græske Poesi, alle karakteriserede ved et indre lidelsesfuldt Oprør, en mægtig Sjælekamp – Orestes, der flygter for Furierne, som han ser rejse sig fra Moderens Blod; Philoktet i hans ensomme Kvaler paa Lemnos; Achilles, siddende paa Havstranden i Harme og Fortørnelse over den røvede Briseis. Til slige Motiver af en mandig Pathos havde B. mere indre Kald end til dem, hvor det gjaldt om at udtrykke en ophøjet olympisk Klarhed (Apollon og Athene i Universitetets Forhal, modellerede i Midten af Fyrrerne). De kirkelige og bibelske Æmner trængtes mere tilbage i hans Kunst, skjønt han ikke afviste dem; Fremstillingen af Moses som Lovgiver (Statuen uden for Frue Kirke, 1853) var en Opgave, som laa godt for ham.
Vi have allerede fulgt hans Virksomhed delvis langt frem i Tiden. Men imidlertid var der omkring Aaret 1848 hurtig foregaaet store Forandringer i hans personlige, huslige og kunstneriske Liv. Hans Helbred, der hidtil havde været svag, blev efter et Par Vandkure i Gräfenberg, 1846 og 47, stærk og paalidelig, dermed kom ny Friskhed og Arbejdskraft. 1850 mistede han sin Hustru; 2 Aar senere giftede han sig paa ny (med Marie Cathrine Sonne). De store politiske Begivenheder vakte nye Følelser til et stærkt Liv hos ham, saa meget mere som han i Følge sin Fødsel og sine Barndomsminder følte sig personlig delagtig i Striden om den danske Nationalitet i Slesvig. Tidligere havde han arbejdet meget for tyske Kunstelskere, især for de store Pengemænd i Altona, Bauer og Donner: dermed var det nu forbi; men til Gjengjæld fik han fra det danske Folks Side, gjennem Nationalsubskriptioner, en stor Række nye og betydningsfulde Opgaver at løse. Og med hele Kunsten i Danmark var der foregaaet store Forandringer: den blev mere og mere baaret af en Aand, der var ganske forskjellig fra den, som havde baaret Thorvaldsens. Malerne havde begyndt at studere Hjemmets Natur- og Folkeliv paa første Haand; B.s Ven Høyen forkyndte i Taler og Samtaler, at Kunstens Liv maatte udgaa fra det nationale Liv. Saaledes danne B.s sidste 20 Aar en klart begrænset Periode i hans Liv og uden Tvivl den mærkeligste. Efter Thorvaldsens Død stod han som Danmarks ypperste Billedhugger, udrustet med stor Avtoritet. Han slap ikke sin Fortids Traade, men han fulgte dem med mere personlig og selvstændig Frihed. Og han begyndte, efter at have fyldt 50 Aar, nye Traade.
Folkets Stolthed og Glæde over Sejren ved Fredericia førte strax til Tanken om et Sejrsmonument. Jerichau og B. gjorde hver sin Skitse: Jerichau en Thor, B. den danske Landsoldat, og B.s blev foretrukket med stor Stemmeflerhed (17. Juni 1850). Det var en Mærkedag i vor Kunsts Historie: Billedhuggerkunsten havde stillet sig i et helt nyt Forhold til sin Opgave og til Nationen. B.s Landsoldat sætter Foden paa den erobrede Mørser, svinger sin Bøgegren med en stor, mandig Glæde og raaber sit Hurra af et rigtig fuldt og stærkt Vejr fra Lungerne. Fra de ophøjede og fjærne Forestillinger var Kunsten traadt ned paa Hjemmets jævne Grund og havde fremstillet en Mand fra de meniges Række. I Steden for ideal Nøgenhed eller frit plastisk Klædebon havde den taget til Takke med Soldatermunduren, knappet om Legemet som en grov, smaafoldet Skede; men denne Dragt var den virkelige, og det var Virkeligheden, man vilde ære. Vilde Kunsten leve Folkets Liv, saa maatte den ikke vrage dets Grovbrød, om det end til en Overgang smagte ilde. I samme Aand, om end i en anden sjælelig Tonart, fremstillede B. Soldaterne, der jorde deres Kammerat (det store Gravrelief i Fredericia), og Maleren Lundbyes Monument uden paa Garnisonskirken i Kjøbenhavn. Han anvendte ogsaa fra nu af det moderne Kostume i alle sine Portrætstatuer, medens han tidligere (1837) havde fremstillet A. S. Ørsted i antik Dragt. Efter Landsoldaten i Fredericia fulgte det kolossale Løvemonument i Flensborg, udført 1860, – forhastet i sin Tanke og snart fortabt. For at gjøre Studier til den store Løve rejste B. til Paris, hvor han havde Tilhold hos en Broder, som var bosat der som Urmager.
Allerede tidligere havde B. gjort adskillige Portrætter; men først i sine sidste 20 Aar udfoldede han i denne Retning en rig Virksomhed, om hvilken det med rette er blevet sagt, at den giver mange og fortræffelige Bidrag til vor Personalhistorie. Nogle af hans Portrætbuster udførtes som Nationalmonumenter, mange efter privat Bestilling; men ikke faa af dem vare, som Høyen meddeler, fremkaldte af Kunstnerens egen Trang til hos sig at bevare Trækkene af de Mænd, som vare blevne ham kjære ved deres Virksomhed i det offentlige Liv, i Kunst og i Videnskab. Dertil kan føjes, at hans senere Portrætbuster aabenbart ere fortrinligere end de tidligere; en af de allerbedste er K. Mantzius’, som ved B.s Død ikke var ganske fuldendt. Thorvaldsen og Freund have hver paa sin Vis Fortrin i Behandlingen af et Portræthoveds Form, der hos B. en Gang imellem kan blive lidt træet og fattig, om den end altid er solidt underbygget. Men i psykologisk og fysiognomisk Skarpsyn for de forskjelligste Individualiteter er B. vistnok den ypperste. Forud for de andre har han ogsaa en mærkelig Evne til gjennem Busten alene at give et Indtryk af den hele Skikkelse med dens ejendommelige Gang, Holdning, Lader (f. Ex. Busterne af Madvig, Jap. Steenstrup, Thomander, J. L. Heiberg, H. C. Andersen, H. Hertz o. m. a.). Dette Blik for Personens individuelle Optræden kommer ogsaa fortræffelig frem i hans Portrætstatuer, som for det meste ere udførte til, eller anvendte til, Nationalmonumenter. B. gaar med djærv Sanddruhed løs paa den virkelige og konkrete Karakter uden at holde «Lovtaler» i gammel Manér. Hans Frederik VI (1856) er virkelig Kongen af Guds Naade, som selv redelig og samvittighedsfuld kjender sin Myndighed til at kræve andre til Regnskab, men han har ogsaa lidt af en buldrende Underofficers Væsen, saaledes som Kongen jo havde det. A. S. Ørsted sidder fordybet i sine Tanker, men synes, i det han støtter det store Hoved i Haanden, saa overvældet af sin egen lærde Dialektik, som om han ikke befandt sig ganske vel. H. C. Ørsted (o. 1862) holder sin Forelæsning saa idéopfyldt, saa barneglad og saa troskyldig kejtet i Holdningen som i levende Live. Grev A. W. Moltke (o. 1856) slæber sit gamle, tunge Legeme besværlig fremad; men der er den mildeste og nobleste patriarkalske Værdighed udbredt over hans Person. Oehlenschläger (1855) strækker sig i sin Lænestol, løj og magelig, men med en kongelig Følelse af at være en af de udvalgte. Frederik VII paa sin Hesteryg slaar ud med Haanden saa bredt og rundt og folkelig, som netop han forstod at optræde lige over for den store Mængde. Af kvindelige Portrætstatuer har B. udført en smuk siddende Figur af sin første Hustru og en staaende af Fru Heiberg, udmærket ved et levende, kjækt, aandfuldt Udtryk.
I de sidste 18 Aar af sit Liv havde han faaet omtrent et lige saa stort Antal Nationalmonumenter at udføre til offentlig Plads i Hovedstaden eller Provinserne, deriblandt en Række store, endog kolossale Opgaver, foruden en Mængde andre offentlige Arbejder. Kravet til folkelige Monumenter fik fra Begivenhederne i 1848 at regne pludselig en Styrke og et Omfang, som hidtil knap var anet i Danmark, og dette Krav skulde næsten alene fyldestgjøres af B.; han fik derved en saa fremskudt national Betydning, som næppe nogen anden dansk Kunstner har haft. I det hele og store var hans personlige Følelse fuldt med ved disse Opgaver, og hans plastiske Dannelse og overordentlige Arbejdskraft sloge til ved deres Løsning. Man maa derfor kalde B. en lykkelig Kunstner, og han betragtede ogsaa sig selv som saadan. I hans Værksted var der travl og storartet Virksomhed; der fik de fleste Billedhuggere af den følgende Generation deres Skole; efterhaanden skal der i Aarenes Løb have været over 100 Lærlinger og Medhjælpere i Virksomhed, deriblandt flere fra Nabolandene (f. Ex. Svenskeren Molin, Nordmanden B. Bergslien, Finlænderne Runeberg og Takanen). Som Overskud af sin Kunstnervirksomhed efterlod B. sig ved sin Død o. 60000 Kroner.
Uden Skaar var Lykken dog ikke: han vidste nok, at han efterhaanden blev stærkt kritiseret. Det maa her være tilladt at sige, at Publikums Konversationskritik af hans Kunst undertiden har været imbecil nok, og at den fornemmere Kritik, som forlød fra Personer af høj og fin litterær Dannelse, heller ikke just skulde indgyde ham synderlig Agtelse ved kunstnerisk Indsigt. Synet for det, som gjør Kunsten til Kunst, hørte endnu aldeles ikke med til Nationens almindelige Dannelse, end ikke den højeste, hvorimod et vist æsthetisk-litterært Ræsonnement var glimrende udviklet og talte med om alt. Men B. havde heller ikke altid det rette Kald til at fyldestgjøre hver enkelt af de Opgaver, der stilledes til hans Kunst. Det gjælder f. Ex. om Statuen af Oehlenschläger. B., som vel vidste, at man ikke var fornøjet med den, ytrede ved given Lejlighed: «Oehlenschläger sagde en Gang: jeg er en lykkelig Mand; thi jeg er en smuk Mand, og jeg er Danmarks største Digter. I disse Ord har man hele Manden: en lykkelig Mand, en smuk Mand, en stor Digter og – en forfængelig Mand. Det havde jeg for Øje, da jeg udførte Statuen.» En saadan Ytring viser et skarpt kritisk Syn for Karakteristikken, men just ingen varm Sympathi for Oehlenschläger, som Nationen vist hellere vilde have set fremstillet som den unge Digter, der slog til Lyd for et helt nyt Aandsliv i Norden, end som den aldrende Mand, der hviler sig paa sine Lavrbær. Alligevel er B.s Fremstilling af de Personer, han selv har set, altid levende og mærkelig; hans Billeder af Fortidens Skikkelser (Tordenskjold, Tyge Brahe) have noget mindre Interesse.
Til en saa masseagtig Virksomhed hørte ikke alene en energisk, men ogsaa en hurtig arbejdende Kunstner, der kunde rive Produktionen rask fra Haanden. I denne Retning gjorde B. snarest alt for godt Fyldest. At dægge og kjæle rolig for et Arbejde, at meddele det den kunstneriske Kjærligheds varme Aandepust, at vinde Prisen for Fuldendthed i Frembringelsen, at udarbejde Karakteristikken i det fine og enkelte, det var ikke hans Sag. Han underordnede, undertiden med lidt Ubarmhjærtighed, alt under Hovedsagen og Helheden. Hans solide Forstudier og naturlige Sans for kraftige, tydelige Træk, for Plastikkens store Tømmerværk, gjorde ham til en virkelig Mester. Men hans Værker frembyde intet af den Interesse, som beror paa skrupuløs Fordybelse i Studiet, navnlig af den menneskelige Skikkelse; i denne Retning havde Thorvaldsens senere Produktion, som dannede Grundlaget for hans, heller ikke stemt Fordringerne højt, og han manglede den Spore, som en livlig Konkurrence og kunstnerisk Forstaaelse fra Publikums Side kunde have givet ham.
Der var derfor naturlige Grunde til, at B. i hele sin senere Tid kom i et vanskeligt Forhold til sin talentfuldeste yngre Kunstbroder i Danmark, Jerichau, et Forhold, som udgjør et vigtigt Kapitel af hans Kunstnerbiografi, men som er vanskeligt at oplyse. For Jerichaus Beundrere stillede det sig saaledes, at B. i Følge sit Forhold til det toneangivende Parti i Danmark og sit nøje personlige Venskab med Høyen, den ypperste, eller rettere eneste, Avtoritet i den kunstneriske Kritik, havde faaet et uberettiget Monopol paa alle monumentale Arbejder, til Skade for den frie kunstneriske Virksomhed i et saa lille Land som Danmark. I Henhold hertil dreves der især fra Jerichaus Hustrus, den bekjendte Malerindes, Side en ivrig privat Agitation. Og ikke ganske uden Føje: selv om man vilde se Sagen alene fra B.s Side, kunde man vel komme til det Resultat, at hans egen Kunst kunde have haft bedre af mere Ro og en strængere Begrænsning, og at der var læsset noget mere paa den, end den med indre kunstnerisk Adkomst kunde bære. Saaledes var B. stillet mellem koldt og varmt. Fra den anden Side, navnlig Høyens, fandt han en Tilslutning, der var saa ubetinget som muligt. Intet kunde bringe Høyen i Harnisk som endog en beskeden Ytring af Kritik over B.s Kunst. Høyen elskede og beundrede virkelig denne jævnaldrende Ungdomsven fremfor alle samtidige og saa i hans Virksomhed sine egne inderste Begreber om Kunsten fyldestgjorte.
Var denne Beundring end noget partisk, maa det dog sikkert indrømmes, at B. virkelig fremfor alle var sin Tids Mand for denne Slags Opgaver. Og det allermest i Sammenligning med Jerichau. Thi hvilke Fortrin denne end ellers kunde have – en finere lyrisk Stemning og, i sin bedste Tid, en mere gjennemarbejdet og beaandet legemlig Form –, saa manglede han næsten aldeles en Evne, som B. havde i den højeste Grad, og som man kunde kalde Karaktersans (sammenlign f. Ex. B.s Moses med Jerichaus David, eller B.s H. C. Ørsted med Jerichaus). B., som selv var en med faste og klare Konturer tegnet Karakter, havde ogsaa Blik for Karakteren i alle Retninger, baade for Personens kraftige indre Sammenhæng og for dens individuelle Særpræg. Og det var netop denne Evne, som der her var Brug for, saaledes som de monumentale Opgaver stilledes, ikke alene i Danmark, men i hele det samtidige Evropa.
Da B. døde 10. Marts 1868, henregnedes han visselig til Danmarks anseteste Mænd. Akademiet fejrede i Kongeparrets Nærværelse en Sørgefest, ved hvilken Høyens bevægede Ord til Kunstnerens Minde gjorde et dybt Indtryk. Ikke des mindre voxede Kritikken imod ham i hans senere Aar, og især efter hans Død, der to Aar efter fulgtes af Høyens, den frodigste Væxt. Hans seneste monumentale Arbejder, et Par staaende Figurer af Frederik VII (udførte til Kjøge, Odense, Frederiksborg) vare ikke betydelige; og ved Frederik VII’s Rytterstatue, som afsløredes 1873, var der en paaviselig Fejl i Kompositionen, som vakte mere Opmærksomhed end dennes ypperlige Sider. Der taltes hyppig om B. i en Tonart, som om Nationens Tillid til ham væsentlig havde været pustet op af hans Venner og Partigængere, og som om Fejltagelsen nu endelig var opdaget. Sligt kan alene finde Sted, hvor den kunstneriske Dannelse og Mening i Nationen er en lille Baad uden Ballast, et Bytte for enhver Kastevind.
Medens man kivedes, undertiden lidenskabelig nok, om B., bevarede han selv lige til sin Død sin uafhængige og mandige Holdning, sit beskedne og jævnmodige Sind. Han kunde ved Lejlighed give et djærvt Svar, og han kunde blive vred, saa at han blev rød i Panden, og Øjnene lynede under sænkede Bryn; men Tordenvejret trak hurtig over; hans Grundtone var mild og hans hele Færd i høj Grad frisindet mod andre. Hans Tænkemaade havde faaet sit Præg af hans ædle Kunst og især af hans Ungdomskjærlighed til Antiken. Han elskede og respekterede det nøgne Menneske, Mennesket i Mennesket, men havde kun liden Respekt tilovers for Rangs- og Standsforskjelle. Hans kunstneriske og psykologiske Blik var skarpt nok til at gjennemskue Skallen og trænge ind til Kjærnen, og alt, hvad der hed Mode og Konveniens, endsige Snørliv og Flitter, ringeagtede han. For sit eget Vedkommende var han ogsaa i høj Grad bramfri og ligefrem og ubekymret for ydre Æresbevisninger; ja endog sin vel erhvervede kunstneriske Anseelse bar han kun lidet til Skue. Ligesom Thorvaldsen var han ganske fordomsfri med Hensyn til religiøse Meningsforskjelle, derimod langt fra indifferent i politisk Henseende. Naar han, uden egentlig at tage Del i Politik, sluttede sig til den national-liberale Retning, var det af de bedste Grunde: Kravet til borgerlig og individuel Frihed havde dyb Rod i hans Karakter, ligesom Nationalfølelsen i hans personlige Liv.
Dog var hans Hu delt imellem Norden og Syden. Fra sit tidligste Ophold i Italien, da han i Selskab med Freund 1827 gjorde en herlig Fodvandring i Syditalien og paa Sicilien, havde han fattet en levende Kjærlighed til dette Land, og lige til sin Alderdom droges han idelig der ned af sin Længsel. Ja, ikke mange Aar før sin Død omgikkes han endnu med Tanken om at kjøbe et Landsted i Roms Omegn og tilbringe Slutningen af sit Liv i Omgang med den hulde italienske Natur. Thi hvor meget han end i sin Ungdom var blevet tiltrukket af Italiens store Kunst, var det efterhaanden langt mere Naturen, der fængslede ham. Han var en flink Fodgænger der nede og gik gjærne tidlig ud om Morgenen for at tegne smaa Landskaber i sin Skitsebog. Desuden havde han aldrig sluppet sin Barndoms Interesse for Dyrelivet; han sagde – vistnok med største Ret – om sig selv, at han «maaske kunde være blevet en ret dygtig Naturforsker». Det var hans bedste Morskab at færdes i Roms Kampagne og iagttage Insekternes og Krybdyrenes Liv; han talte med megen Anerkjendelse om «Edderkoppernes selvstændige Karakter». Endog ved de herlige græske Ruiner i Pæstum interesserede han sig efterhaanden mindre for de doriske Søjler end for de vimse grønne Firben, der solede sig paa dem. Fra sine Rejser i Syden bragte han stadig Planter, Skildpadder, Fugle, Firben osv. hjem med sig og omskabte med dem sit Værksted i Kjøbenhavn til et lille Stykke Italien. Saaledes fik mangen nordisk Idé alligevel Form under Indtryk af sydlandske Minder og Omgivelser.
Dansk Folkekalender 1842 (F. C. Olsen). Illustr. Tidende I, Nr. 44 (N. Høyen). Eug. Plon, Le sculpteur danois Vilh. Bissen, Paris 1870. Hviletimer, 1860 (C. Rosenberg). Weilbach, Konstnerlex. Høyens Skrifter, ved Ussing. Ussing, Høyens Levned. C. Jacobsen, Glyptotheket p. Ny Carlsberg, 1888. Jul. Lange, Billedkunst.
1798
Bissen født i Slesvig by.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen:
Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, olie på lærred, 123 × 205 cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. ⌘1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1803
Napoleonskrigene (1803–1815).
1806
Det Tysk-romerske Rige opløses.
Napoleon besejrer de preussisk-sachsiske tropper ved Jena og Auerstedt. Weimar plyndres af franske tropper.
1807
København bombarderes af englænderne.

C.W. Eckersberg:
Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
Wienerkongressen (1814–1815) omorganiserer Europa efter Napoleonskrigene og indleder restaurationstiden.
1815
Napoleon lider sit endelige nederlag ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
1821
Cauchy udgiver Cours d’Analyse.
1825
Jernbanen mellem Stockton og Darlington i England åbner, den første offentlige jernbane med damplokomotiver.
1829
Friedrich Schlegel død i Dresden.
1830
Julirevolutionen i Frankrig styrter kong Karl X.
1834

Constantin Hansen:
Slottet Kronborg, 1834, olie på lærred, 28,5 × 42,5 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1837
Morse perfektionerer telegrafen
Victoria udråbes til dronning af England.

Constantin Hansen:
Et Selskab af danske Kunstnere i Rom, 1837, olie på lærred, 62 × 74 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1838
Thorvaldsen ankommer til København.
1839
Christian VIII (1786–1848) udråbes til konge.
1843
Søren Kierkegaard udgiver Enten — Eller.
1844
Thorvaldsen dør i Det Kongelige Teater under ouverturen inden opførelsen af Halms romantiske drama Griseldis.
1845
Kolonierne Trankebar og Serampore som havde tilhørt Danmark siden 1616, sælges til East India Co. i London.
1847
Carlsberg begynder at brygge øl.
1848
Treårskrigen (1848–1851) udkæmpes i Slesvig.
Karl Marx udgiver Det kommunistiske Manifest.
Christian VIII dør, og Frederik VII (1808–1863) udråbes til konge.

Constantin Hansen:
Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 1861–65, 338×500cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. 1849
Grundloven underskrives og træder i kraft.
Almindelig værnepligt indføres.

Otto Bache:
Soldaternes hjemkomst til København, 1894, olie på lærred.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. 1850
Slaget på Isted Hede.
1853
Koleraepidemi i København.
1859
Charles Darwin udgiver The Origin of Species.
John Stuart Mill udgiver On Liberty.
1861
Den amerikanske borgerkrig bryder ud.
1863
Christian IX (1818–1906) udråbes til konge.
1864
Den 2. Slesvigske Krig mod Preussen og Østrig bryder ud og ender med at Danmark afstår Holsten, Lauenborg og Slesvig.

Otto Bache:
Oberst Max Müller ved Sankelmark Sø den 6. februar 1864, 1886, olie på lærred, 84 × 60 cm.
Ribe Kunstmuseum. ⌘Dansk nederlag ved Dybbøl.
1867
Alfred Nobel opfinder dynamit.
Karl Marx skriver Das Kapital.
1868
Bissen død i København.