Carl Bahnson (1845–1917)

Bahnson, Carl Tholstrup, 1845–1917, Præst, Forfatter. F. 26. Sept. 1845 i Viborg, d. 15. Juli 1917 paa Frbg., begr. i Skive.

Bahnson blev Student 1863 fra Viborg, cand. theol. 1870 og virkede indtil 1890 som Lærer i Kbh., især ved Borgerdydskolen paa Christianshavn. 1890–95 var han Præst i Slotsbjergby og Sludstrup, derefter i Skive og Resen til 1915. Han var som Præst meget paaskønnet for sit ejendommelige og stemningsbaarne Vidnesbyrd. — Hans litterære Produktion er kun ringe af Omfang; i sygelig Selvkritik kasserede han meget, der sikkert var en bedre Skæbne værd. Hans Tragedie »Erik den Fjortende« blev i Sæsonen 1878–79 opført syv Gange paa Det kgl. Teater, men var dermed udspillet. 1879 fik han det Ancker’ske Rejselegat og tilbragte Vinteren 1879–80 i Udlandet, navnlig i Rom. 1909 skrev han et lille Skuespil, »Mens det dages«, et Indlæg i Dagens Forsvarsstrid, 1913 trykt og skænket til Forsvarsindsamlingen. Efter hans Død udkom (1918, 7. Opl. 1932) en Digtcyklus, »Vandringsmandens Sange«, en stærkt personlig præget Digtsamling, indeholdende Digte, der længe vil bevare Bahnsons Navn.