Johannes Olavius (1624–98)

Olavius (Olsen), Johannes, 1624–98, Præst og Latindigter. F. 27. Sept. 1624 i Randers, d. 1. Maj 1698 sst. Forældre: Sognepræst Ole Olsen (1589–1666) og Birgitte Hansdatter. Gift 1° med Barbara Christoffersdatter, D. af Sognepræst i Holbæk og Udby Christoffer Nielsen Helsing (d. ca. 1683) og Hustru. 2° med Magdalene Giødesdatter, D. af Dr. Giøde Jensen (ca. 1591–1656) og Margrethe Nielsdatter (ca. 1602–77)

Johannes Olavius dimitteredes fra Viborg 1642. Som Student omgikkes han i Kbh. Rasmus Bording, Erik Pontoppidan og Vitus Bering, og Oluf Borch, der roser ham i sine »Dissertationes de poetis«, opmuntrede ham. 1650 udgav han en Samling »Epigrammata«, Æresdigte til danske Skribenter. N. A. blev han Bibliotekar og Huslærer hos Gunde Rosenkrantz, Lensmand paa Kalø, hvis Sønner han 1655 ledsagede paa en Udenlandsrejse, fortrinsvis til hollandske Universiteter. Omkring 1660 kaldtes han hjem af Faderen, hvis Efterfølger som Præst ved Graabrødrekirke i Randers han blev 1666. Johannes Olavius nød i sin Samtid stort Ry som Latindigter. Hans Produktion bestaar for det meste af Æres- og Lykønskningsvers til ansete Mænd, Digtere, Præster og Borgere, trykte i forskellige Samlinger af »Epigrammata« og »Strena novi anni«, poetiske Nytaarsgaver. Meget kom dog ikke længere end til Skrivebordsskuffen, deriblandt »et Bundt Vers til fornemme Randersboer, som daglig voxer og udbreder denne lille Byes Ry meget paa Grund af dens utrolige Rigdom paa lærde Mænd«. — Vort Kendskab til Johannes Olavius’ Liv stammer i det væsentlige fra hans Selvbiografi paa Latin, trykt i »Dän. Bibliotec«, VII (1745). Den virker paa os noget usmagelig ved den naive Selvtilfredshed, der lyser ud af den. Et tiltalende Træk er dog Johannes Olavius’ levende Kærlighed til Naturen, navnlig til Blomsterne. Selv en ivrig Blomsterdyrker — hans Have nævnes lejlighedsvis i den Tids Aktstykker — stod han i Brevveksling med udenlandske Botanikere og forfattede latinske Digte af floristisk Indhold.