Barndommen
Et Fragment.
Et Fragment.
O, Barndom, Livets fagre Morgenrøde,
Der lyser over Drømmens Alfeland!
Dig flyver Mindets Genius imøde,
Naar Taager dække Haabets grønne Strand.
Med Haabets røde Roser, Mindets hvide,
Bekrandset for os end din Engel staaer;
Sig speiler i hans Øine, lyse, blide
Vort eget Billed fra vor første Vaar.
Ei brænder under Himlens store Bue
En Ild saa skjøn som Livets Morgenlue.
Dit milde Lys kun blegner, ikke svinder,
Naar Ungdomssolen stiger, varm og rød.
En Straalekrands af lyse Barndomsminder
Om Sjælen slynger sig i Liv og Død.
Skjøn er den Stund, da mindre roligt banker
Det fulde Hjerte i det unge Bryst,
Da dunkle Anelser bli’er klare Tanker,
Ja, skjøn er Sommermorgnens vaagne Lyst;
Men ingen Nektar, der i Bægret strømmer,
Er sød som den, om hvilken Barnet drømmer.