Se den Mand! ak, hvor jeg gruer!
Med sin Stok han staaer og truer;
Der han staaer nu fra igaar,
Med sin Stav han dog ej slaaer.
Snemand! Snemand! jeg ta’r dig!
Har du en Stok, saa var dig!
Nej, det er en ussel Mand!
Han ej slaae, ej løbe kan;
Kridhvid er hans Lok, hans Kind.
Kjære Sol! kom ej og skin,
Blød som Smør da bliver han,
Og tilsidst det bare Vand.