Kong Volmer stod i Halle
Og deelte Borg og Land
Til sine Hofmænd alle,
Det bedste som han kan.
Heel naadig Drotten bøjer
Sit Hoved al den Stund,
Mens Skjelmeri og Løjer
Ret spiller om hans Mund.
Han gav dem hver et Stykke
Og lagde Skjemt dertil;
De priste deres Lykke
Og takked’ ham med Smiil.
Den nordre Stump af Landet
Han gav til Eske Brok
Han sagde: „Kryb i Sandet,
Da har du Huusly nok.“
Hvor Ræv og Ulv skal bygge,
Der trives sjælden Gaas,
Og derfor skal I rykke
Hver i sin egen Baas.
Men liden Morten Due!
Flyv kjønt til Aalholm op,
Sid der paa grønne Tue
Og byg i Bøgens Top!
„Hvor skal vi Galten sætte?
I Krogen kan han boe!
I hedder Høg med Rette,
I har saa hvas en Klo;
Søhanerne I gribe
Ud fra det sikre Næs!
Til Kalv jeg giver Ribe,
Der kan han gaae paa Græs.
Men Ridder Kalv blev arrig,
Han smasked’ med sin Mund:
„Den Mundfuld den var karrig,
Guds Død! er jeg en Hund?“
Han daskede paa Sværdet,
Som slingred’ ved hans Laar:
„Jeg springer over Gjærdet
Og til de Tyske gaaer.“
Han svang sig paa sin Fole,
Og lod til Holsteen staae;
Den hele Ridestole
Maa Horset gjennemgaae.
Der mældte sig den Gjæve
I Vredens vilde Ruus:
„Hvad synes I, Hr Greve!
Om mig og Riberhuus?“
Grev Gerhard fra sit Sæde
Sig rejste da paa Stand;
Han tog med Hjertens Glæde
Imod den danske Mand.
Han gav ham tvende Slotte,
Dertil det røde Guld,
Saa Ridderen vel maatte
Ham vorde tro og huld.
Men Vreden svandt, og Anger
Tog Huus udi hans Bryst; —
Hans Falk og Hest og Sanger
Var ham ej meer til Lyst.
Med Rynker over Panden
Han sidder tavs og tør; —
Det Randersøl i Kanden,
Det glider ej, som før.
Kong Volmer sad i Halle
En Kveld, paa Koldinghuus,
Med sine Hofmænd alle,
Og tømte gyldne Kruus;
Da skraaler højt Drabanten,
Som foran Salen staaer:
„Nu kommer saa min Sandten
Hr Ridder Kalv i Gaard.“
Ind traadte han i Salen
Med hjerteknuste Blik;
Heel dirrende var Talen,
Meer krøb han, end han gik;
Han nejed’ sig med Smerte
Og kyssed’ Kongens Slæb,
Han var saa flov om Hjerte,
Og han var bleg om Næb.
„Hr Konge, vær mig naadig!
Min Daad den var jo fræk,
Og jeg var altfor graadig;
Derfor løb jeg jo væk;
Men jeg har ikke sovet
I Holsteen, skal I see;
Jeg bringer, næst mit Hoved,
Jer stolte Slotte tre.“
Sit Ansigt Drotten bøjer
Og tier al den Stund,
Mens Skjelmeri og Løjer
Sig kruser om hans Mund.
Han rakte Fredspokalen
Ham med sin egen Haand;
Saa treen han frem i Salen
Og traf paa Smilebaand:
„Og hør, I Hofmænd kjære!
Hvad jeg nu sige vil:
Den Kalv er, paa min Ære!
Dog værd at lægge til.
Som Kalv han løb fra Baasen,
Men som en mægtig Ko
Han hjemad satte Kaasen
Med stærke Kalve to.“