Dengang jeg var en lille En
Og havde begyndt min Skole,
Og havde faaet Støvler paa begge Been
Og kastet min Bluse-Kjole;
Da var jeg ikke saa from som nu,
Da havde jeg Been i Panden;
Mit Blod var hedt og ilter min Hu,
Jeg forstod mig kun lidt paa Forstanden.
En Middagstid mellem Tolv og Eet
Engang var jeg rigtig i Vinden;
Med Næven knyttet og Hjertet hedt
Jeg stod, og med Taarer paa Kinden.
I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Deklinationer;
Mama havde skjændt for et lille Hul
Paa de Kasimirs Permissioner.
Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og lo ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjerte-Brød,
Det, saae jeg, hun gav til Morten.
„Nej,“ tænkte jeg da, „det er for galt!
Langt mere, end jeg kan udholde; —
Det skal de Alle faae dyrt betalt,
Som mig denne Tort forvolde.
Nu flygter jeg bort til Amerika!
Og naar man saa er forlegen,
Hvor atter man faaer en Peter fra,
Ja — saa er Peter af Vejen.“
Forbavset min yngre Broder, Emil,
Gav Slip paa Pisk og paa Slæde;
Paa Ansigtet stod et usikkert Smiil
Omtrent mellem Lee og Græde.
Ja hør du, Emil! du skal gaae med;
Som Brødre vi bør holde sammen;
Her er ej længer vort blivende Sted;
Hist finde vi Trøst og Gammen.
Den Lille han saae paa de nye Sko,
Og glatted’ sin Bluses Folder!
„Hvor lang er Vejen, skal jeg vel troe?
Og mener du, Skoene holder?“
„Ja, længer; der er til Amerika
End til Tante Lise paa Landet;
Men for at komme didhen herfra,
Man sejle maa over Vandet.
Men hvis man saa Farten overstaaer,
Fortryder man aldrig Løbet:
Man faaer til Foræring en Herregaard
Og Penge ovenikjøbet.
Med Sølv er Hestens Hov besko’t
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod,
Du bukker dig kun for at faa’et.
Konfektrosiner og Mandler der groe,
I store Duske de hænge
Paa Træerne sammen, to og to,
Og koste slet ingen Penge.
Brystsukker du som Tvebakker seer,
Som Rugbrød Chokolade;
Med Sukkerkringler det hagler og sneer
Og regner med Lemonade.
Og Frihed har man endnu dertil
Fra Morgen til Aftens Ende;
Man spytter paa Gulvet, hvor man vil,
Og lader Sigarerne brænde.
Man gynger den hele udslagne Dag
I dejlige Vuggestole,
Og det kommer an paa hvers Behag,
Om han gider gaaet i Skole!“
„Ja saa,“ sa’ den Lille, „saa er det et Ord!
Nu er da min Rejse besluttet;
Min Appetit er just ikke stor
Til at komme i Instituttet.
Min Krydderkringle jeg henter endnu, —
Den skal gjøre godt paa Vejen; —
Og saa den store Bibel, du!
Den, veed du jo, er vor egen!“
Med Billedbiblen i Favn han kom,
Mens Kringlen han bar i Munden; —
Saa stod vi lidt stille, og tænkte os om; —
Thi bitter var Afskedsstunden.
Vort kjære, rolige Fædrehjem
Vi skulde for evig savne; —
Da aabned Mama sit Vindve paa Klem,
Og raabte paa vore Navne:
„Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gjør I med Bogen paa Gaden?
Skynd Jer nu strax herind igjen,
Nu kommer Dorte med Maden!“
Betuttede begge to vi stod,
Vor Rejse gik reent i Glemme,
Og uvilkaarlig lystred’ vor Fod
Den moderlig myndige Stemme.
Min Vrede nedslog hendes blide Røst,
Som Lynstraalen Egestubben; —
Jeg drukned’ min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.