Hymens Fakkel
(En Romance)
(En Romance)
Est Amor in nobis, in lignis ut latet ignis;
Ignis uti lignum, nos lives urit amor:
Ligna sed in cineres vanescunt, ignis in auras:
Nos cinis, & noster, qvid nisi fumus, amor?
Owen.
I Fior ved Nytaars Tider,
Ja saa omtrent,
Jeg fik en to, tre Sider
Om Amors Blindhed sadt paa Prent.
Minerva var saa kierlig,
Og var den Ting ei herlig,
Den var ei heller ganske slem.
Maaskee, dog mine Herrer
Ei huske den;
Ih vel! jeg ei begierer,
Den skulde læses om igien.
Men kort De kun henledes
Til Zeuses Dom:
„At Amor skulde ledes
„Ved Daarlighed i Verden om.“
Saa dømt, saa ogsaa skeede,
Sieur Amor lod
Sig længe roelig lede,
Og tog Veiviseren for god.
Omsider mærked’ Piecen,
Det var hans Bro’er,
Som trak ham efter Næsen
Omkring den heele vide Jord.
Da blev han stundom bister,
Og raabte vred:
„Jeg be’er, du dig ei drister,
„At prøve min Taalmodighed.
„Følg Veien, Hr. Monfrere!“
Og Daarlighed
Ham svarer: „sagte, Kiere!
„Min venstre Fod en Smule gleed.“
„Hvi seer din Slyngel ikke,
„Hvor der er Steen?
„Vil du mig ogsaa skikke
„Hiem til Mama foruden Been?“
„Vær ikke vred Broerlille!
„En to, tre Ord
„Din Galde tør formilde;“
Saa svarte Daarlighed sin Bro’er,
„Vi tør ei bruge Dagen;
„Du er forhadt.
„Og, Kiere! det er Sagen,
„Hvorfor vi hielpe os med Nat.“
„Da skal vi faae en Lygte;
(Blev Amors Svar)
„Dog har jeg Grund at frygte,
„Du ligevel i Taaget far’r.“
Sieur Amor, samt hans Broder,
Gik derfor hiem,
Og bade deres Moder
Om een, som kunde lyse dem.
At Hymen er en Broder
Til Daarlighed,
Og Venus deres Moder,
Maaskee ei heele Verden veed.
Han er nu ret en Stakkel;
Skiønt han er Gud.
Vel bærer han en Fakkel,
Men saare let den slukkes ud.
Dens sidste Skimmer viser,
Som lyse Dag,
At Brødrenes Sottiser
Kan volde mangeaarigt Nag.
Og, hvad især er ilde,
Han tænder den
Først, naar det er for silde
At kunne vende om igien.
Nu Hymen commandeeres,
Som Lygtemand;
Men jeg har hørt spargeres,
At Faklen sielden er i Brand.
N. Weyer.