Ode til Napoleon Buonaparte
(Af Lord Byron)
(Af Lord Byron)
Det er forbi. Skjønt Drot igaar,
mod Konger rustet ud til Slag,
en navnløs Ting du er idag:
forkastet, mens dit Hjerte slaaer.
Er det den Mand, hvem Throner løde?
som Fiendebeen rundt Jorden strøede?
Og kan Han leve end?
Ei Støv, ei Dæmon, ikkun Den,
som "Lucifer" saa falskt er kaldet,
saa dybt er nogensinde faldet.
Hvi slog — Du med det haarde Sind! —
din egen Art, som bøied Knæ!
Du Resten tugted til at see,
men stirred paa dig Selv dig blind.
Med Magt ihænde uomtvistet,
med Frelsevælde, om Du lysted,
en Grav var det Du gav
dem, Dig tilbade. Støvet af
dit Fald dog ahner først, at mere
end Ringhed lav er tomme Ære.
Den Sandhed skal — og derfor Tak! —
en Krigeralder gjøre viis
langtmeer end høi Philosophies
saa skjønne men forspildte Snak.
For stedse maa den Trolddom svinde,
som kunde Sjele saa forblinde,
at de i Blod og Ild
selvoffred sig fanatisk til
det Sværdevældes Afgudsbilled,
med Kobberskolt paa Leerfod stillet.
Triumph, Forfængelighed let,
Henrykkelsen i vilden Slag
og Seirens Røst, det Jordskjælvbrag,
det var Dit Livsens Aandedræt.
Det Sværd, det Scepter og den Styrke,
som Mennesket syntes skabt at dyrke,
dit herskende Berøm
— forsvundet som en blodig Drøm!
Du mørke Aand! hvor vildt mon tindrer
dit Raseri ved disse Minder.
Den Ødelægger ødelagt!
Betvunget Seierherre! Han
for Andres Skjebne Voldgivtsmand,
som trygler sin af Andres Magt!
Er det et Haab, som Cæsar sømmer,
der kan i slig Omvæltning drømme
saa roligen endnu!
Mon ene det er Dødsens Gru?
At døe en Hersker, Træl at leve?
— Uædlest kjækt dit Valg er blevet.
Hvor rulled Han sit Blik omkring,
der vilde kløve Eeg, — som brast,
men (ei han tænkte det) med Hast
ham qvalte i Tilbagespring!
Du vovede tilsidst at spænde,
Din grumme Magt til Daad liig denne.
Og Skjebne mere tung
blev Din end Hans i Egens Sprung:
Han Rovdyrs Rov i Skogens Skygge,
Du maa dit eget Hjerte tygge.
Da Romeren i Romas Blod
sit brændende Hjerte havde slukt,
til Jord han slængte Dolken lukt,
og dristig Magtens Tind forlod.
Af dem forfulgt med bitter Smæde,
som engang trælled i hans Kjæde,
i rædsom Storhed, med
slig Dom han sad ved Arnens Fred.
Hans Hæder var, da han gav Magten
(skjønt selv forsvart) og tog Foragten.
Bort Kroner Spaniolen hev
for Rosekrandse — bort han gav
et Keiserdom for Cellens Grav,
da Herredømmets Ruus bortdrev.
Sin Perlekrandses strænge Tæller,
i Troeskiv subtilest Skjælder,
han ret i Barndom gik.
Dog havde det havt bedre Skik,
om kjendt han havde ingensinde
Skinhelligs Skammel og Despotens Tinde.
Men Du — se Thordenkilen dig
fravristet, skjønt du stred imod! —
for seent den Magt du overlod,
hvortil din Svaghed klynged sig.
Du Djævel! det er Hjerteqvide,
saa uden Nerver dit at vide,
at det ei briste kan;
og Tanken, at for Ting som Han
var Skaberens saa skjønne Klode
som Skammel engang lagt tilfode.
— — —