LygtenEfter den 16de af Stolbergs Jamber.Som efter Kilden længes trætte Hiort,og efter Moderen vildfaret Barn,saa længes efter Sandhed Mennesket,naar karsk hans Aand og reent hans Hierte var.Med denne Længsel ham Naturen sendte udi Livet, som tildeeler Glæde, Sorg;om meer af bitter Sorg? om Glæde meer?hvo kan bestemme det? Endskiøndt jeg troer,at Glædens Vægtskaal tidt tvang Sorgens op,om end nyefødte Barn saae første Glimt af Lysigiennem Taarer, og den sidste Aandedrætvi aande, stødes med en bange Rallen bort.Tidt synes denne Mellemtid for kort, for lang,dog maalte han den, som afmaalte Sphærers Gang.For Letsind kun den var for lang, for kort;for dig den synes kort, som Dagen dogtidt forekommer lang og Natten med,skiøndt Letsinds broged Pidske stedse joghver Time for den tomme Pande hen.For dig den synes lang, skiøndt Dagen dogdig forekommer kort og Natten med,dig levnes knap et roeligt Øieblik,for selv alvorligen at spørge dig:Hvorfra? Hvorhen? der dreies under diget hurtigt Møllehiul, og svimlendedu falder ned, hvor dig den kolde Strøm,dig før du spurgte, Svaret hvirvlend’ gav.Hvo Sandhed elsker, forsked efter den,ham rev ei Tummel blindt væk hen,hans Liv er ingen spraglet Maskedands,ei nogen Feberdrøm, han vandrer tidtpaa dunkle Stie, og Straaler fryde ham,som frem uventet ud af sorte Skyer brød.han venter længselfuld, men med Taalmodighed,paa Morgenrødens Komme; thi han veed,at Maanens blege Skier fra Solen kom.Han bytted ei hans skiønne Stierne-Natmod Daarlighedens Karnavaller, eimod vore superkloge Viismands Lampe, eimod stolte Pavers Giøglelygte bort.Thi begge ved det dunkle Skin kun seesig selv; ved deres Skin de drømme om,hiin Side Graven kun den sorte Midnat boer.De ville lyse, men de ændse eifuld Dag, de lyse som et Stykke raaddent Træe.Fritænkeren, som ikke Maanens Glandskan med sit hule Brændglas fange op,erkiender ei, at det fra Solen kom,han søger strax til Uglens syvfold Nat,i Mørk og Mulm, bag Klippens øde Kløft,og skrækker med afskyelige Skrig.Saa Stolthed, Letsind os fra Viisdoms Bane bortforføre; o! vi tabe alt for snartvor Tørst til Sandhed, og forblindes afen daarlig Fordom, tom Letsindighed.Vor ædle Tørst den daares ved en Ruus.Vi drikke Døden ind i lange Drag!Ei noget blev os sandt, ei Sandhed kier.Hvad der var helligt, høit for ædle Mennesker,blev os en Spot! den herlige Naturblier maalløs og for vore Sandser bleg.Og Philosophien, en bedragende Sophist,opbygger, river ned hans luftige System,liig Drengen, som af Kort sig Huse bygger op.Og Digteren han spiller med falsk Vid,thi ene der ved Sandheds Straale kanudspringe Gnister af et sandt Genie.Snart synes Frihed os en Ungdoms Ruus,og Fædrelandet synker ned til Stat,et luftigt Ord, som dækker hver en Feil,et Afgudsbillede, som Offer faaeraf Undersaatters Marv, en Minotaurus liig!Den sande Minotaurus i vor Tid,hans Throne har i Letsinds Labyrinth.Stump for det Sande bær da Mennesket,sløv for hver ædel Drift! det Lyssom giør vort Hoved klart, giør Hiertet varmt!Og Sandhed, Kierlighed udstrømme fra eet Væld,Er begge Lys og Varme fra een Soel.I som udforske Sandhed troeligen,o! trættes ei! for dybt sank Mennesketfra alt for stor en Høide! lukker Øiet tilfor Lyset, som fra Himlen straaler ud.Med from Enfoldighed prøv dette Lys!Med Ydmyghed; Ei giennem dunkle Glas.Prøv Ordet selv, og tilbed Herren, somvor Soel og Stierners Hære lyse bød,som efter Sandhed gav os brændend Tørst,snart blier hans Ord en Lygte for vor Fod,et Lys paa Eders Vei, i Døden Lys.N. H. Weinwich.