Vi Sømænd gjør ej mange Ord,
ej hykle eller prale;
om hvad der i vort Hjerte boer,
bør Daad, ej Munden tale.
For sleske Kys og Favnetag
vi altid ta’er os vare,
thi under dette falske Flag
de største Skjelmer fare.
I Stilhed gaaer enhver sin Gang,
og gjør, hvad Chefen byder;
endog ved lystig Sømandssang
foragte vi en Skryder.
Thi mandig Taushed følger med
de Kjække og de Gjæve:
Hurra! er vor Veltalenhed;
Hurra! vor Konge leve!
En Ven vi søge, tro og huld,
og som har staaet sin Prøve;
i Omgang viist sig tro som Guld,
i Striden som en Løve.
Og hvad En gjør for saadan Ven,
derom maa ingen snakke;
at give samme Skjel igjen
er vor Maneer at takke.
Vor Kjærlighed er tro og varm,
med Fjas den ingen blinder;
en Pige i en Sømands Arm
oprigtig Elskov finder.
Dog kalder Orlog os afsted,
og stolten Vimpel vaier,
saa haste vi fra Kjærlighed
ombord til Kamp og Sejer.
Vi søge Fjenden uden Skraal,
thi Skraal forstyrrer Orden;
vi svare paa hans bange Braal
med vore Stykkers Torden.
og naar han gaaer til dyben Bund,
hvor flere af dem bleve,
vi raabe alle med een Mund:
Hurra! vor Konge leve!
Tode.