Kom, lad os drikke egen Skaal
Mel.: Min største Lyst og Tidsfordriv.
Mel.: Min største Lyst og Tidsfordriv.
Kom, lad os drikke egen Skaal:
Gud lade Smaafolk leve!
Der er et Væsen og en Skraal,
naar Kongen gjør en Greve.
Opløftes Een i Herrestand
og faaer et broget Vaaben,
da tænker strax en Borgermand:
„nu seer han Himlen aaben.”
„Den Mand nu svømmer som en Fisk
i bare Lyst og Ære,
tør til de Store tale frisk,
ja kalde dem Monfrere.
Han nu saa prægtig age kan
med sex udvalgte Hopper
der kneise vel saa stolt som han
med deres blanke Topper.”
„Naar der er Stads i Kongens Gaard,
han sans Façon kan møde
mens Hundrede ved Døren staaer
og klemme sig tildøde.
Han ved en stor Solemnitet
seer Kongen paa sin Throne;
ja, dandser end en Menuet
med en blaa Ridders Kone.”
Saa plejer gjerne mindre Mand
den større at misunde;
men, Brødre! vi, som har Forstand,
vi bytted’ ingenlunde.
Der værner ingen Herlighed
mod mørke, sure Dage:
ja, Fyrster tidt maa trækkes med
kjedsommest Tvang og Plage.
Mon, for Exempel, Kongerne,
som vi, kan Venskab holde?
Mon de, liig os, fornøjede
kan sidde om en Bolle,
og, ved uskyldig Spøg og Fjas,
Travail og Gjeld kan glemme,
og klinke med de fulde Glas,
og Selskabs-Sang istemme?
Nej, stakkels Potentater kan
ej Livets Goder nyde,
ej med fortrolig Ligemand
og Ven og Punsch sig fryde:
De seer og hører idel Kunst
hos højelige Svende,
som med en evig Viraksdunst
hver Sandhed fra dem gjemme.
Men Skaal for hver den Jordens Gud,
der frit som Smaafolk tænker,
og som en Kæmpe bryder ud
af Etiquettens Lænker;
der alt med egne Øjne seer,
og selv sig Den opleder,
som for de Byrder, som han bær,
ham huuslig Fryd bereder.
Tode.