I Skiønne stundom, med uvilligt Øre,
Maae vranten mandsky Moster høre
Paa Dagens Daarskab sørgigt Udfald giøre.
De Gamle mueligt Ret i eet og andet har.
Men naar, blandt flere Ankeposter,
De paastaae, Kiærlighed er galne Tiders Foster,
Og deres Ungdom fri for kialen Elskov var;
Naar de os, Digterne, beskylde,
At vi med lønlig Drift de unge Hierter fylde,
Naar de tør Liir’ og Harpe rive ned.
Som dem, der vidt og breedt en Lue tænde,
Hvortil den fromme Oldtid intet kiendte,
Da sidder, Pigebørn, ei blussende derved,
Men nægter Tingens Rigtighed,
Og raaber kiekt: “Hvad Moster Daarskab kalder,
Var til, var kiendt, var Roes, i Verdens spæde Alder;
En Viismands første Ord, en Skialds gientagne Qvad,
Var dette: Kiærlighed giør Hiertet glad.”
Ja, Faure, hvem en Snees henløbne Sekler priiste,
Hvem fiernest Efterslægt endnu berømme vil,
Hver Philosoph, hver Musers Yndling, viiste:
At elske og at elskes blev’ vi til.
Den store Plato selv lod alt den Sandhed høre:
“Een af de ældste Guder Amor var;
I Himlene det Hæde-Sted han har,
For mod os Dødelige vel at giøre.”
I har vel hørt om Plato, Viis og From?
Vel, Piger, her I seer om Kiærlighed hans Dom.
Den kan I med Matroners Mening ligne.
Den Drift, saa stor en Mand det høie Fortrin gav:
Den Ild, en Plato selv os bød velsigne,
Den laster følelsløst uelsket Gnav!
Nei, aldrig den er elsket bleven;
Det Led er udaf Væs’ners Kiæde reven,
Der taler med uskrømtet Haan
Om tvende Hierters evig søde Baand.
Dog lad os mere om den Vise høre,
Som Philosophers Gud blev kaldt.
“Den, som af Kiærlighed sin Siæl lod røre,
Vil have Held, vil blive stor, i Alt.
Lad Elskov kun den Knøs giennemtrænge,
Hvis Haand ei forhen Digter-Harpen slog;
Og Trylletoner flyder af dens Strænge;
Med Færdighed og Kraft han taler Guders Sprog.”
Men ei tillod han unge Mænd, at tænke:
Alt som de lystede, at elske stod dem frit.
Hver Attraae har sit Baand; end Kiærlighed har sit.
Kun paa den Dydige bør Vise sig indskrænke.
“Fru Venus vinker Mennesket
Og de Umælende; med oprømte Øie
Hun lover blinde Drifter at fornøie,
At hævde Skabningens uædle Æt.
Den anden, som af Himlene nedstiger,
Af begge levende Naturens Riger
Udvalgte Jordens Herre til sin Deel,
Og vil ei dyrkes af en ureen Siæl.
Oprigtig Elsker kun vil denne Guddom høre,
Og, er han Dyden troe, hans Liv lyksalig giøre.”
Saa lærte Plato, Viisdoms ædle Søn,
I Dyds og Uskylds himmelklare Dage.
Ei raader han en Pige blid og skiøn,
For Elskov sig i Agt at tage.
Kun den, der dette Navn uværdig bær,
Kun Sandsers Attraa Gift for unge Hierter er.
Naturens yndte Tolk, Poeters første Lærer,
Den store Aristoteles,
Som snart opløfted’ sig i Æthers vide Sphærer,
Snart Ørnen sku’de, snart Giæs,
Nu stolten Cedertræe, nu ydmygt Græs,
Han Kiærligheds den søde Virkning kiendte
End i sin Talekonst han malte dens Behag.
Han vidste: i det Bryst, hvor Himmelluen brændte,
Blev aldrig glemt den Huldes Favnetag.
“I hvad den Elskende kan tale, synge, skrive,
Den kiære Gienstand vil erindret blive;
Med hvad hans Sind er sysselsat,
Han mindes paa sin dyrebare Skat;
Endog Fraværelse ham Fryd bereder:
Da ihukommer han, hvad Salighed det er,
Naar den elskværdige, hans hele Siæl tilbeder,
Omslynget af hans Arme, kiælen leer.
Saa den, der Febers grumme Tørst maae føle,
I Heden selv er lykkelig
Med Tanken: hvor en Lædskedrik kan kiøle,
Hvor med det Bæger han vil gotte sig!”
Een spurgte Oldingen, hvad Aarsag kunde være,
At naar man deilig Pige saae,
Ei let Samtalen Ende kunde naae;
Man vilde høre op, og altid talte mere.
“Ikkun en blind Mand,” svarte han,
Forunderlig den Tingen finde kan.”
See dog hvor fiint han Eders Værd erkiender.
At høre Pigers Røst giør Mandfolks Siæl saa glad;
O! hvem dog i en Ting, der seent, der aldrig ender,
I en Kommission med unge Smukke sad!
Chæremon lignede med Druesaften
Den os medfødte Elskedrift;
Er den for stærk i Smagen og i Kraften,
Den bliver en berusende Forgift.
Men lad Fornuften den fortynde,
Og end den Viseste vil Drikken ynde.”
Ei vover jeg om tyrisk Philostrat,
(En fredløs Mand i Kirkens fromme Stat,)
Som om de ældre grædske Mænd at tale.
Een Prøve kun, hvor grant han Elskov kunde male.
“Velkommen Giæst er Skiønhed liig;
Naar den engang besøger Øiet,
Den gode Vært er saa fornøiet,
Og beder den, saa varm, en Stund at hvile sig,
Og holder den saa fast, saa fast tilbage,
Den Giæst faaer neppe Lov meer hiem at drage.”
Tilstaaer kun, faure Møer,
I denne Lignelse I bør
Den slemme Hedning Ret at give.
Et Billed hver en Ungkarls Øie har.
Ja, som for syttenhundred Aar det var,
Det findes i sex og halvfemsindstyve.
Nu, smukke Læserinder, giver Agt
Paa hvad den kløgtige Plutark har sagt.
“Naar rasken Knøs sit Øie hæfter
Paa deilig Pigebarn, og hun igien
Undseelig Blik til Knøsen sender hen,
Da Hiertets Bitterføde følger efter. —
Den Uoplyste undres, naar han seer,
At Naphtha flux den Lue til sig trækker,
Der kom den fine Fædme nær.
Men meer’ behagelig Forundring det opvækker,
At Skiønhed samme Virkning har,
Paa hver, som bliver den, endogsaa langt hen, vaer.”
Om Ungdoms Dannelse den Mand har skrevet;
I seer, den Pædagog ei var Pedant.
Han taler om de Ting saa kyndigt og saa sandt.
Han vist har i sin Vaar en Elskovs Handel drevet;
At skildre det man ei er øvet i,
Det kalder Verden kun Trompeterie.
Men og hiin Philostrat tilfulde kiender
De Smukkes lille Politik;
Den Speider, som de ud i Selskab sender,
Det er et Øiekast, et Blik.
Naar høit fornærmede de kneise,
Den som da maae forkynde Fiendtlighed;
Og den som, naar igien der nu skal sluttes Fred,
Maae som Ambassadeur afreise,
Det er et Blik, et Øiekast.
De tiene troe, og de kan giøre Hast.
Alt det Philostratus med faae Ord siger:
“I Øinene har gierne unge Piger,
I ømmest Overslag saavelsom kiælen Daad,
Den snildeste Geheimeraad.”
Dog lad os komme til Plutark tilbage.
Han vidner og om Elskovs Magt.
“Fornuften kan end Vrede fangen tage;
Hver Lidenskab den har i Lænker lagt.
Men Kiærlighed sig aldrig lod regiere;
Hvad eengang den er falden paa,
Det stræber den for hver en Priis at naae,
Det koste Midler, Liv og Ære;
For hellig ingen Ting maae for den Attraae være.”
Hos Eder, Pigebørn, det samme hændes kan
Dog Eders egen Skyld det vilde blive.
Selvraadig Drift I bør ei Tøilen give;
Først Elskov bliden Spøg som Kiæledægge driver,
Lidt efter lidt den bliver en Tyran.
Vi følge nu de gamle Tider;
Alt som det er den lærde Forskers Skik;
I Kiærligheds særegne Patristik,
Vi nu til Maximus, den Tyrier fremskrider.
Blant Elskovs vise Fædre han var een,
Hvis Læbers Honning kunde smelte Steen.
O havde han i Frankrige skrevet
For to, tre Aar! Hver Guillotine var
Til festlig Brudekammer! blevet,
Og mangt et ungt, elskværdigt Par,
Den blodige Loire opsluget har,
For Fædreland og Elskov havde levet.
Med al den Ild, som siælsfølt Kiærlighed
Allene kan den Taler give,
Og som den Autor bør udrustes med,
Der vil vort Kiøns den bedste Drift beskrive,
Fortæller os den mageløse Mand,
Hvad dydig Elskov er, og hvad den kan.
“Er Kiærlighed foruden Brøde,
Den hver en Livets Møie vil forsøde;
Den anseer Grunker med Foragt;
Tryg i sin Uskyld trodser Kongers Magt;
Misunder ikke Keiseren hans Rige;
Hvad er det alt imod en udvalgt Pige?
Den frygter ei for Verdens strenge Dom:
Man kan med Elskov være god og from.
Fra truet Undergang den bæver ei tilbage;
Thi det, der elskes, intet Sværd kan tage.
Den Siel, saa trofast, som udødelig,
Med Vennesiælen vil foreene sig.”
Jeg kan ei, rørte Læserinder,
Anføre alle sande søde Ord,
Som hos den Maximus jeg finder.
Tiraden vist er skiøn; men ak! den er for stor.
Nei, Pigernes Docent bør ei formeget give.
Selv Hyblas Honning kunde vammel blive.
Og overalt jeg lukker Bogen til.
Nok: naar man Elskov laste vil,
I Smukke vide Tingen bedre;
I har nu hørt: de vise grædske Fædre,
Der levede for meer end tusind Aar,
Alt lærte, Kiærlighed med Dyd bestaaer,
Og det er den, som Livets Glæde kroner.
Saa elsker da, til Trods for alle Mageloner;
Men spørger Mødrene, om Elskov tilladt er:
Hvad gielder det? de nikker og de leer.
Tode.
