Man kan baade lee og græde
Mel.: Os den vise Syrach lærer.
Mel.: Os den vise Syrach lærer.
Man kan baade lee og græde,
naar man til de Store seer;
deres dyrekjøbte Glæde
ofte kold og kjedsom er;
thi ved deres Samlingsfest
Hjertet gaaer ej med til Gjest.
Buntet sidder Dobbeltraden
ved det lange Gallabord,
Hjertet er saa koldt som Maden,
og i Munden fryser Ord.
Hvo vil da paa grønlandsk Viis
leve mellem evig Iis?
End i Dandsen ej den rette
Hjertefryd de nyde kan;
thi pedantisk Etiquette
seer paa Byrd og Rang og Stand.
Bedemand, kom ikke her!
Dands er ingen Bryllupsfærd.
Nu, med Jægre, Hunde, Bønder,
man paa moersom Klapjagt gaaer;
Dagens Møje det nok lønner,
naar en gammel Ræv man faaer.
Har de til den Fangst behov
at ransage Mark og Skov? —
Her venskabelige Klynge
bedre Kjøb sig faaer en Fest.
Naar vi spise, drikke, synge,
hvert et Hjerte er en Gjest.
Her vi samles fro og fri,
sjælsødt Qvad vi stemmer i.
Her vor Mad er ingen Gaade,
den er konstløs, den er varm;
efter gamle Smaafolks Maade
hopper Hjertet i vor Barm;
varmt og ærligt er hvert Ord,
og en Ven den anden troer.
Snyltegjæst sig dog indsniger,
hvor det gaaer saa herligt til:
Elskovs Gud, I smukke Piger,
her en Jagt nok holde vil.
Skal den Skjelm ej naae sit Maal,
lad os Alle drikke Skaal!
Tode.