Et Lotterie, den sorte Konst er ligt;
Endog den Viseste dets Speil fortryller;
Det viser Overflod i Smiggerdigt,
Og vaagen Drøm med Skatter Skrinet fylder.
Det falske Haab, med eet at vorde riig,
End Philosophers skarpe Syn kan blinde;
Den Trængende vil ganske blotte sig,
Og vove alt, for meer end alt at vinde.
Ja den, som Lykken gynger paa sit Skiød,
Som ei formaaer sit Guld og Sølv at tælle,
En Rigmand finder denne Vinding sød,
Vil mere see af Fyldehornet vælle.
Og let, og saare let man griber fat
Paa Leilighed; den selv jo Toppen byder.
Her uden Møie hentes vægtig Skat;
Man kommer ikkun, seer, og faaer, og nyder.
See! paa det falske Hav, paa Bølgen blaa,
Skal sig for suurttient Løn en Søemand vove.
Sæt kun paa Tal; tilfreds du da kan gaae
Til Roelighed, og tryg til Middag sove.
Hver Stand sin Byrde har. Med Statens Roer
Er Glands og Herlighed foreent med Plage.
Kun den, som tillidsfuld paa Lotto troer,
Kan haabe uafbrudte gyldne Dage.
Mens hist de Stakler staae i Damp og Sved,
Mens her for dagligt Brød saa suurt de slide,
Fortuna’s Søn i sødest Roelighed
Sig gotte kan; han vandt sin Deel i Tide.
Dog bør han være Lykkens egen Søn,
Hun tusinde med Moders Godhed kalder;
Men spotter kun den Kvæling og den Bøn,
Og slipper dem, at de paa Næsen falder.
“Kom,” siger hun, “læg kun dit Offer ned,
Og jeg dig vil med talløs Rigdom signe.
Du vorder nøgen, men bliv stadig ved;
Din Velstand ingen Crøs’ Skat skal ligne.
Ak! Daaren fanges af de hulde Ord;
Sin sidste Skierv han Frue Fortuna giver,
Og, til sin Straf, den falske Moder troer,
Naar hun endog til skiændig Udvei driver.
Lig nedrig Bolerske, hun raaber kun:
“Spar ingen Ting, bring mere, ja bring mere.
Ret nu, ret nu, min Ven, skal denne Mund
Den søde Løn for hvert dit Offer være.”
Og nu han sig et lille Kiærtegn faaer;
Hans Lue veed den Listige at føde.
Til sin Fordærvelse han atter gaaer,
Og Velfærds sidste Levning lægger øde.
Saa ogsaa Lykken. Nu et enkelt Tal,
Nu to, ja tre, hun pleier at tilvende,
At Vindelysten ikke lunkne skal,
Til Velstand, Fred og Redningshaab har Ende.