En Mandsperson i Selskabet.
Galt eller Ret;
Der tales slet
Om yndigt Fruekiøn.
De Mænd paastaaer:
Kun Utak faaer
Tro Kierlighed til Løn.
Thi om en Mand
Giør hvad han kan
For elsket lille Ven,
Den Ven saa bliid
Ei nogen Tiid
Ret elsker ham igien.
Seer hun een til,
Som beile vil;
Den vinder som kom sidst;
Den første maa
Fortvivlet gaae,
Af hendes Gunst forviist.
Det er bekiendt,
Ja staaer paa Prent,
Det slemme Rye de har:
At aldrig een
I Troskab reen,
I Elskov stadig var.
Men ingen veed,
Om Ærlighed
Hos Kiønnet skal uddøe.
Tit er’ de troe;
Det viser jo
Den nøddebrune Moe.
Da hendes Ven
Kom lønligen
Og digted’ Flugt og Færd,
Hun holdt sit Ord:
Hun paa Guds Jord
Ham ene havde kiær.
Lad os i Qvad
Fortælle, hvad
Snild Henrik høre lod,
Hvor herligen
I Fristelsen
Skiøn Emma Prøven stod.
Til et Fruentimmer i Selskabet.
Jeg taler nu
For han, og du
Som Pigen giv mig Svar.
Lads høre hver
Som sidder her
Og ømsomt Hierte har.
Han. (som Henrik.)
Ved Midnats Tid
Jeg kommer hid
Saa lønlig som jeg kan.
Ak! Emma kiær,
Din Ridder er
Uheldig fredløs Mand.
Hun (til den der har anmodet hende.)
Paa dit Begiær
Jeg villig er
At staae i Pigens Sted.
I Mænd omgaaes
Og dømmer os
Med haard Ubillighed.
Til egen Last
I stedse fast
Om os det Værste troer;
Men jeg nu snart
Skal vise klart,
Hvad Troskab i os boer.
(Nu som den nøddebrune Moe.)
Min Ven, fortæl
Hvad stort Uheld
For dig indløben er.
Du har mit Ord:
Jeg paa Guds Jord
Har dig allene kiær.
Han.
Saa viid da kort:
Min Haand har giort
Os to ulykkelig’,
Ja, Emma sød,
En skiændig Død
Man vil berede mig.
Fra dette Sted,
Fra Fryd og Fred,
I Nat jeg skynde maa,
Og efter Rov
I tykken Skov
Til Livets Ophold gaae.
Udvalgte Siæl,
Farvel, farvel!
Ei meer jeg sige kan.
Jeg nu fra dig
Maae skille mig
Uheldig fredløs Mand.
Hun.
O Gud! saa er
Vor Glæde her
Ustadig Maane liig!
Til eensom Vei
Du haster — nei!
Gak ei saa snart fra mig! —
Min Ungdoms Dag,
Fuld af Behag,
I bliden Mai blev sort! —
Hvad sagde du? —
Tøv lidt endnu! —
Væ mig! hvad har du giort!
I dette Bryst
Hendøer al Lyst
Naar jeg dig ikke seer.
Du har mit Ord:
Paa denne Jord
Dig ene jeg har kiær.
Han.
Ja, lille Noer,
Jeg gierne troer,
Du sørge vil for mig.
Men snart, min Ven,
Bekymringen
Igien vil lægge sig.
En tre Dag’s Tid
Med Trøst saa bliid
Kan læge saadant Saar.
Og saa den skal;
Din Sorg og Qval
Ei bedrer mine Kaar.
Ja glem mig kun:
Af Hiertens Grund
Jeg be’er hvad bedes kan.
Thi jeg fra dig
Maae liste mig,
Uheldig fredløs Mand.
Hun.
Vel siden du
Dit Sind, din Hu
Saa reent forklaret mig,
Min Siæl igien,
Udkaarne Ven,
For dig skal aabne sig.
Fra Fryd og Fred
Jeg flygter med;
Thi heller vil jeg døe,
End Troløshed
Skal gives Sted
Hos nøddebrune Moe.
Kom, jeg er klar,
Om det end var
Til farligst Stie og Færd.
Du har mit Ord:
Paa denne Jord
Dig ene jeg har kiær.
Han.
Nei, far i Mag;
En saadan Sag
For Dadel spares ei.
Troe, Skam du fik
Hvis Rygtet gik,
Du løb med mig din Vei.
Da vist blev sagt,
At Galskabs Magt
Dig drev til tykken Skov.
At Kiød og Blod
Ei Roe dig lod,
Før du blev Lysters Rov.
Nei, Emma, nei,
At Verden ei
Saa fræk dig kalde kan,
Jeg beder dig,
Følg ei med mig,
Uheldig fredløs Mand.
Hun.
Hver Sladdermund
Udraabe kun:
„Den Flugt var skammelig!”
Den Skam, min Ven,
Kun rammer den
Der tør fordømme mig.
Kan den Idræt
Vel kaldes slet,
Der af tro Elskov flød?
Men slet var jeg
Om dig jeg sveeg
Saa haardt bestæd i Nød.
Hvo ikke tør
Hvad jeg nu giør,
Er Elskers Navn ei værd.
Du har mit Ord
Jeg paa Guds Jord:
Har dig allene kiær.
Han.
Nei, Pigers Pligt
Forbyder sligt;
De saadan Færd bør skye —
Du ikke kan
Med fredløs Mand
Til Skov’ og Dale tye.
Thi der du maa
Med Buen gaae,
Til Skud og Drab bereed,
Og Røver liig
Tit skiule dig,
I Frygt og Skræk bestæd.
O Elskede!
Slig Lidelse
Jeg ikke tænke kan.
Jeg beder dig,
Følg ei med mig,
Uheldig, fredløs Mand.
Hun.
Vel tilstaaer jeg;
Ei saadan Leeg
For Piger skikker sig.
Men Kierlighed
Hvad jeg ei veed
Saa snart vil lære mig.
Betids opstaae,
Paa Jagten gaae,
At vi kan’ faae os Mad,
Er Lyst for mig;
Thi kun hos dig
Kan Emma være glad.
Ved dit Farvel
Min hele Siæl
I Dødsens Angest er.
Ja, troe mit Ord:
Jeg paa Guds Jord
Har dig allene kiær.
Han.
En fredløs Mand
Ei stedse kan
Undgaae Paagribelse;
Du eengang vist
Vil see mig hist
I Galgen dinglende.
Betænk kun, om
Til Striid det kom,
Om mange paa mig slog’;
I saadan Færd
Med Bu’ og Sværd
Du vist nok Flugten tog.
Og til hvad Raad
Og Manddoms Daad
Var heller du i Stand?
Thi be’er jeg dig,
Følg ei med mig,
Uheldig, fredløs Mand.
Hun.
Sand er den Sag:
Min Arm er svag
Til blodig Kamp og Striid;
Et Kiøn saa blødt
Til Leeg er født,
Men ei til Ridders Iid.
Dog, maa jeg see
At Fienderne
Paa elsket Henrik slaaer,
Min Bue brat
Jeg tager fat
Og giør hvad jeg formaaer.
Vel før en Viv
For Elskers Liv
Har draget Seierssværd.
Du har mit Ord:
Jeg paa Guds Jord
Har dig allene kiær.
Han.
Nei, Beste, nei!
Du staaer dig ei
Mod streng Udmattelse.
Tænk Stie saa smal,
Tænk dyben Dal,
Tænk Regn og Frost og Snee!
I Heedt og Vaadt.
I Koldt og Raat,
Vi til vort Leie taer,
Og Nat og Dag
Ei andet Tag
End Krat og Qviste har.
Troe, Emma sød,
Du snart fortrød,
Din Stolthed holdte Stand,
Da jeg bad dig:
Følg ei med mig,
Uheldig, fredløs Mand!
Hun.
Tit har mit Bryst
Smagt salig Lyst
I din Fornøielse;
Nu bør min Siel
Og tage Deel
I al min Henriks Vee.
Og midt i den,
Min elskte Ven,
Een Vellyst følger mig:
Jeg hos dig er;
Dig daglig seer;
Og kælent favner dig.
Ja, denne Nat
Til Skov og Krat
At gaae jeg færdig er,
Tro til mit Ord:
Jeg paa Guds Jord
Har dig allene kiær.
Han.
I Skov og Krat
Dig nægtes plat
Til dækket Bord at gaae;
Du savner slet
Hver Drik og Ret,
Du nu er vant at faae;
Du har ei der
De fine Klæ’er,
Til sødt at hvile dig;
Ei Træ og Steen,
Men Løv og Green
Skal huse dig og mig.
Bliv, Elskte, bliv!
Saa suurt et Liv
Øm Møe ei taale kan.
Jeg raader dig:
Følg ei med mig,
Uheldig fredløs Mand.
Hun.
Kom vel ihu,
At stedse du
En heldig Skytte var,
Og vilden Skov
Mangt lækkert Rov
For os til Spise har.
Af Sølveraa
Jeg mig skal faae
En Drik saa reen og sød.
Med Løv dertil
Jeg rede vil
En Seng saa frisk og blød.
Din lille Viv
I saadant Liv
Kun Lyst og Glæde seer.
Du har mit Ord:
Jeg paa Guds Jord
Har dig allene kiær.
Han.
Nei, nei, der vil
Langt mere til,
Før du med mig kan gaae.
De lange Klæ’er,
De Lokker der,
Rundt om du stumpe maae.
Din Haand saa ung
En Bue tung
Bestandig føre skal.
Før Dagen gryer
Din Henrik flyer
Til Skov og dyben Dal.
Vel da, om du
Vil med endnu,
Saa skynd dig hvad du kan.
Hvis ei, fra dig
Jeg skiller mig,
Uheldig, fredløs Mand.
Hun.
Jeg giøre vil
Hvad hidindtil
Mit Kiøn ei vovet har.
Stump Haar og Klæ’er,
Ræk Bu’ og Sværd;
Jeg villig alt modtaer.
O Moder sød!
Med grusomst Stød
Din Datter lønner dig.
Men nu farvel!
Til uvis Held
Jeg maa hengive mig.
Det volder du.
Men lad os nu
Kun fly’; jeg Dagen seer.
Du har mit Ord:
Jeg paa Guds Jord
Har dig allene kiær.
Han.
Jeg taer dig ei
Med paa min Vei;
Og hør reent ud, hvorfor.
Jeg mærke kan,
At til en Mand
Din Attraa er saa stor.
Saa glædelig,
Som du med mig
Nu vil til tykken Skov,
Du fulgte hver,
Som Mand kun er;
Thi den har du behov.
Snart kold, snart varm
Er Qvindes Barm;
Den Sagn er alt for sand.
Jeg maa fra dig
Da skille mig,
Uheldig fredløs Mand.
Hun.
Ak! tænk dig om;
Til mig ei kom
Med slige haarde Ord.
Husk, hvor du mig
At elske dig
Tit bønfaldt og besvoer.
Husk, skiønt min Faer
Friherre var,
Og een blant Kongens Mænd,
Jeg mig nedlod
Og blev dig god,
Uædle, ringe Svend!
Saa lønner du. —
Men dog endnu
Mit Løfte tro jeg er.
Du har mit Ord:
Jeg paa Guds Jord
Har dig allene kiær.
Han.
Kun nedrigt Skarn
Friherres Barn
Til Ondt forføre kan.
Nei, Gud forbyd’,
At Held og Dyd
Du offred’ fredløs Mand!
Lad ringe Svend
Allene hen
Til Skoven skynde sig.
Thi ellers vist
Du dog tilsidst
Vil haardt bebreide mig
Saa skiændig Daad.
Følg da mit Raad:
Betænk din høie Stand
Og lad fra dig
Kun haste mig,
Uheldig, fredløs Mand.
Hun.
Ei nogen Stund
Din Emma’s Mund
Skal klage over dig.
Men, Henrik, naar
Du fra mig gaaer,
Du da forraader mig.
Om du forlod
I traurigt Mod
Din nøddebrune Moe,
Fortvivlende
Af Sorg og Vee
Saa snart hun vilde døe.
Betænk dig vel,
Mit Liv og Held
I dine Hænder er.
Du har mit Ord:
Jeg paa Guds Jord
Har dig allene kiær.
Han.
O Yndigste!
Jeg nu kan see
Du elsker ømt og sandt.
I alt mit Liv
Blant Møe og Viv
Jeg ei din Mage fandt.
Min Ven saa tro,
Vær glad og fro;
Dit Løfte Prøven holdt.
Det grusomt var,
At Møe saa rar
Jeg har den Angest voldt.
Jo, Emma sød,
Min haarde Nød,
Min Flugt var ikke sand.
Jeg ei fra dig
Vil skille mig;
Jeg er ei fredløs Mand.
Hun.
Den Tidende
Var gladere,
End Valg til Kongebrud.
Dog bær jeg Tvivl,
Om Tingen vil
Saa heldigt falde ud.
Mænd tale tit
Saa mildt og bliidt,
Naar meest de elske Sviig.
Tit troer jeg og,
Dit søde Sprog
Vel mueligt skuffer mig.
En grusom Leeg
Det var; thi jeg
I Held og Vanheld er
Tro til mit Ord:
Jeg paa Guds Jord
Har dig allene kiær.
Han.
Nei, Emma kiær,
Frygt ikke meer.
Mit Ord skal ogsaa staae.
En Møe saa god,
Af ædelt Blod,
Mig hellig være maa.
Udkaarne Siæl,
Min Arvedeel
Westmorelands Grevskab er.
En Ring min Haand
Paa evigt Baand
Til Pant dig byder her.
Ei Skov og Dal
Dig eie skal,
Men gladest Folk og Land.
Din Troskabs Løn
Er Greves Søn,
Ei arm og fredløs Mand.