Dig som lod unge Hierter stedse finde
En Vei til skyldfri og elysisk Lyst;
Dig, evig blide Kierligheds Gudinde!
Jeg helliger et reent og kiælent Bryst.
Mit Kiøn din søde, hulde Magt tilbeder.
Hver Møe og hver Mandinde priser dig.
De offre Tak for smagte Saligheder;
O Venus! aabn en Himmel og for mig!
Ei veed jeg Uerfarne hvad de nyder,
Der love dig saa varmt med henrykt Siæl;
Dog seer jeg nok, i hvad det er dem fryder,
Fortroelig Ven i alt maae tage Deel.
Ja skal en Pige af din Nectar smage,
Af Herrekiønnet een indfinder sig.
Den ene Ven har en sortladen Hage,
Den andens Kind er moden Pfirsken lig.
Og kan hun langt fra kun sin Kaarne skue,
I hendes Øine Glæden tegnet staaer.
Men mødes de, o! da en yndig Lue
Fra Hiertet op i smiilfuldt Ansigt slaaer.
Skiønt jeg din Helligdom endnu ei kiender,
Jeg den Ting, Venus! dog har funden ud:
Naar du en Pige af dit Gode sender,
Knøs eller Mand du bruger som et Bud.
O lad mig ogsaa, skiønneste Gudinde!
Snart ved et Bud en liden Gave faae.
At han mig uden Møie flux skal finde,
Jeg hver Dag vil i Kongens Have gaae.
Ak! jeg saa utaalmodig er, at smage
Det mageløse Søde, som du har;
Som kan to Hierter til hinanden drage
Og giør saa mangt fortroeligt, saligt Par.
Men, blide Himlens Dronning! hver just ikke
Som Bud fra dig mig bliver lige kiær.
O! vilde du en deilig Knøs mig skikke,
Et dobbelt Offer da var Gaven værd.
Jeg kiender een. I Aasyn, Skabning, Sæder
Han burde være hele Kiønnets Bram;
Hans Ord, hans Øiekast, hans Glimt mig glæder;
Gid til dit Sendbud du valgte ham!
Han vilde flink og tro sin Pligt udøve,
Og jeg tør sige: helst han kom til mig.
O hulde Venus! giør med ham en Prøve,
For det Bud jeg tre Gange takker dig.
Tode.