O du, hvis nattelige Haand
Til værdig Offerklang de raske Strenge stemmer,
Og hvis hengivne Sial sig gremmer,
Naar Tidernes Omvæltningsaand
End min Indskydelse paalægger Baand;
Naar uindviet Mund tør mine Præster byde
At underkaste sig den meest forhadte Tvang;
Tør foreskrive Sialens Tale, — Sang,
Det Maal, hvori dens Toner skulle flyde;
Tør lære Hierterne, hvorlunde de hvergang
Sig skulle eller ikke skulle fryde;
Tør dømme alle dem fra Følelse og Smag,
Der høre Dietersdorf med tryllende Behag;
Frygt, elskte Datter, frygt kun ikke,
At flygtig Lyd skal medfødt Sands bestikke.
Naar Konstens Hader fandt hos alle Vægt,
Og naar den hele dødelige Slægt
Bestod i een snart talt og let stemt Klinge,
Hvem tog til Harpen da? Hvem vovede at synge?
Ja, Konsten hader den og seirende Genie,
Der præker mægtig Monotonie;
Der tør de store Mestres Værd forhaane,
Om han end egen Ven ei skulde skaane;
Der for Talentet har kun en smaal Gallerie;
Og troer, at Sialens Ild kan formes som en Dei.
Som Digters Phantasie ei kiender Skranker;
Nu synger Heltedaad, og nu en Viismands Tanker;
Nu underholder os med Dyres Dialog,
Nu efterligner Hyrders døde Sprog;
Som sund Fornuft og Smag Poeten byder,
At hvor han kan, han sig en Bane bryder;
Som Skiønt for ham end i en Præen boer,
Og naar han Blomster fandt, da ingen spørger hvor;
Som kan paa Ørneflugt nu stige skal, nu dale,
Men troe Natur og Liv og Hiertet male:
Saa og min egen Konst, hvad den udtrykke vil,
Nu Liren og nu Harpen tager til,
Nu Fløitens søde Lyd, nu yndig Strængespil.
Naar rædsom Lidenskab i Sialen raser,
I kiælne Visetoner hun ei fiaser;
Naar Tankers snelle Skiften males skal,
Det ikke skeer ved bunden Tonefald;
Nei løse, lette bør de Tanker være,
Som Componist og Digter skulde bære.
En Overdaadighed i Billeder og Lyd,
Til rette Tid, Forstanden giver Fryd.
De Under, som en Frydendal kan giøre,
Ei smigre blot taknemlig Kienders Øre;
End Folket hædrer det; en Lægmand er det kiært,
At hende kun er Spøg hvad Andre finde svært.
Hvert Mesterstykke, tryllende Aline
Henrykker med, er skiønt, men ogsaa høit og lærdt;
Ei skal vanhellig Hals de Ord paa Gaden hvine.
Ikkun en spillende, ubunden Poesie,
Ikkun en konstig dannet Melodie
For saa uværdig Skiæbne bliver fri.
Ved Misbrug Visens Værd kan aldrig falde;
Dens Ynde og dens Kraft urokkede vil staae;
Men ikkun Smagdespoter tænke paa,
Hvad ei er Vise, Fias at kalde.
De raabe høit paa moderlig Natur,
Som den der kiender ei Cadence og Bravur.
Ei hører Nattergal da til Naturens Rige,
Hvis Triller er’ en Cora’s lige;
Almoder bør forskyde Lærken da,
Thi hendes Strubeleeg er idel Aria.
Da Gud lod yndig Røst af hvælvet Bryst frembryde;
Da zittrende Metal han Evne gav at lyde;
Da Mennesket Skovsangers Lærling var,
Og sig af svage Rør de første Fløiter skar;
Da bandt den Høieste ei tonende Organer,
Ei Strænges Klang, til faa, til snevre Baner;
Ei bød Han, en Konstdommer lig,
Det skabende Talent til een Ting knibe sig.
Med rig Afvexling, yndig blandte Toner,
Skal alt hvad Aande har, opfylde Jordens Zoner.
Han vil, at Sang skal evig være fri,
Naar den forener kun med Vellyd Harmonie.
Han lagde Sneglen i vort bedre Øre,
Ei blot uædel Klang, nei sand Musik at høre.
Lad Bondens Horetoi, saa raat som glad,
Til Skrutten gotte sig med daglig Qvad;
Kun dyrket Sands tilfulde kan fornemme
En Frydendals den sødt veiledte Stemme;
Kun giennem Ørets underfulde Dør
Har Toner Adgang til en dannet Siæl;
Kun der den kan Paisiello nyde,
Kun der den vil ved Mozarts Konst henrydes,
Kun der den føler Salieris Værd,
Og maaler upartisk hvor stor en Sarti er;
Der kan den klart om Schulzes Rigdom dømme,
Naar fri af Strophers Baand hans Trylletoner strømme.
Det indre Øre kun vil blive vaer,
Om egen, værdig Lyd hver Tanke har.
Det ømmere Organ vil derfor hade
En proppet Folkesang, en dyngende Ballade
Hvor blodig Feide, Kamp og Slag,
Og Elskovs hulde Ord og søde Favnetag,
Og grusom Hiertesorg, og kildrende Behag,
Og bittert Had, og Fryd og Gammen,
Og skummel Nat, og blidt oprunden Dag,
I faa og fælles Toner pakkes sammen.
Er det Musik, naar kiælen Melodie
Skal sorte, stygge Æmner male?
Og naar man hører Elskovs Lirili,
Hvor Ordene om Død og Jammer tale?
Held dig, held dig Italien!
Udaf dit Skiød man saae den ædle Konst fremspire,
Der vinder Hierterne. Du troe opelsked’ den;
Den talte; stum blev Bænkesangers Lire.
Til Børnene eenstonet Vise gik,
Om modne Følelser en værdig Føde fik.
Paa Ritornellen alt et øvet Øre kiendte
Af hvilken Lidenskab en Heltes Hierte brændte;
Den forberedte alt det vakte Sind
At høre Vredes Storm og Elskovs Vestenvind.
Ja, skal en oprørt Siæl udtrykkes,
Skal Kierlighed afmales som den er;
For Opersang alene sligt kan lykkes.
Den maler Følelser; den Farve har til hver.
Man bæver alt, thi man ham hører gaae;
Til Latter os de muntre Toner kildrer.
Til dette ædelste Naturens Malerie
Hun kalder selv mangt ypperligt Genie,
Udruster dem med mageløse Evner,
Dem de paa kaadest Haan ved talrig Seier hævner.
Endnu engang, min Datter, disses Smag
Vil hævdet holde sig til Jordens sidste Dag.
I Hiertet selv sin Varetægt den finder;
Medfødte Følelser ei noget Magtsprog binder
Til Trældoms Karre; ingen Dødelig
Paa Smagens Throne skal ustraffet sætte sig.
Og naar han byder os, en Gluck, Gretry, Dezaides,
En Gasmann, Dietersdorf, Dalincourt, Mensigny,
Skal uden Grund beskyldes for at keede,
Ja, Publicum skal lyve paa sin Glæde,
Da hver fornuftig Mand bekymret spørge vil,
Om for Talent og Sands der er en Frihed til.
Tode.