De Vover rulle
Paa klaren Søe,
Og Baaden gynger
Paa Vandets Flade,
Og Psalmer synger
En andægtig Møe.
Fra Siv paa Strande
Den lette Vind
Mod Seilet spiller;
Mens Længslers Taare
Saa sagte triller
Paa Lilliekind.
I Harpens Strænge
Zephyrer lød!
Men, ak! Helene
Mod Himlen skuer
Og beder ene
Om en rolig Død.
Taus glider Solen
I Havets Guld,
Hvor Bølger gløde.
Men, ak! Helene
Seer paa det Røde
Saa længselfuld.
Og Strængen bæver
Og Tonen døer,
Mens Baaden neder
I Bølgen synker,
Og Nat udbreder
Sit sorte Sløer.
Men aarle, aarle,
Da Soel frembrød
Af Nattens Stille,
Som Taarestrømme
De Bølger trille
I Morgenrød.
Af bølgekruste
Forgyldte Blaa
Vandlillier stige;
I Brudeklæder
Den fromme Pige
I Midten laa!
De førte hende
Til hviden Strand;
Og fra sin Bolig
Til Arbeid ilte
Saa from, saa rolig
En Fiskermand.
Og, da han skuer
Det smyk’de Liig,
Og Pigen kiender;
Med Graad han hæver
De matte Hænder:
„O beed for mig!”
Saa tog han Spade
Og grov i Sand;
Og skjulte hende
Med hellig Gruen,
Hvor Bølger brænde
Mod høien Strand.
Men næste Morgen
Da Sol frembrød
Af Nattens Stille;
Med Taarestrømme
En hellig Kilde
Af Graven flød.
Og hvor den ruller
I klaren Søe,
Til Baaden gynger
Paa Vandets Flade,
Og Psalmer synger
En andægtig Møe!
J. Thiele.