Fastelavnsvise
Mel.: Der var engang en tapper Mand.
Mel.: Der var engang en tapper Mand.
Her bör man ret ved dette Bord
Til Fasten sig belave,
Og stemme i et Höitidschor:
Hurra! hver Dannemave,
Som i den kiære Fastetid
Sig efler Reglen holder,
Og glæder sig af al sin Id
Ved Skinke, Viin og Boller!
Mens nu man kaster Sneen ned
Paa Folk, der gaae paa Gaden,
Og Flora med sin Herlighed
Er længst paa Retiraden,
Staaer Kieldertrappen nok saa pæn
Med Fastens Blomster ziret,
Hvor Zephyr, klædt som Haandværksvend,
Omflagrer lidt forsviret.
Det er en grumme fornem Fest,
Det maa man sige om’en.
Hver Gaardskarl i en höiröd Vest,
Og Piben udaf Lommen,
Sig skynder over Knippelsbro
Og længer ud mod Sönden,
Hvor han in dulci jubilo
Skal Katten slaa af Tönden!
Men hvad er Kattekongers Priis,
Ved tusind Tönders Dundren,
Mod den, Du hösted ind, Mathis!
Ifior til Alles Undren?
Höit prise vi din Manddomskraft,
Thi skal et Hurra lyde!
Tænk! med et simpelt Kosteskaft
Han vog den sorte Jyde!
Og nu i Aar en Kæmpe bold,
En Helt af förste Skuffen!
Med Kræfter som en Bryggerknold
Har atter Potten truffen!
O, Danmark! altid varst Du riig
Paa slige, unge Helte,
Som gik i Kamp saa drabelig
Med Kosteskat i Bælte!
Men kiære Jyde-Potte, Du!
Vort Selskabs Skytsgudinde!
Dig skal vi aarligt slaa itu,
Som det sig bör, iblinde!
Fra Fastelavn til Christianshavn
Skal höit din Roes uddundres,
Saa Folk, som gaae her udenfor,
Skal standse og forundres!