Ambrosius Stub (1705–58)

Saa er vor Liv som Høe, vor Glæde lig en Skygge,

Hvo vilde da nu vel paa Livets Glæde bygge?

    Saa tænkte denne Siæl, mens hun i Live var,

    Derfor jeg disse Ord paa mine Læber har:

For det som Himlen har, var Jorden alt for liden,

Hvad nu i Jorden er, faaer Himmelen og siden;

    Vi lade da din Siæl i sød og ævig Roe,

    Og sætte ned din Jord i denne Jorde-Boe.

Dog før Vi lade dig, vi fælde vore Taare

Til Afskeed paa din Grav, til Grav-Skrift ved din Baare,

    Da Graad os nægter Ord, Vi sukker dette ud

    Af Sorrig for dit Navn, som Skrevet staaer hos Gud:

Gudfrygtighed og Dyd, et Levnet uden Lyder,

En Siæl foruden Svig her trods til Døden byder:

    Hør! Død! hvor er din Braad? her har du Jord og Muld,

    Af den i Live var min Hustrue troe og huld.