Blandt Kuld og Iis, tæt under Nordens Pol,
Sad Boreas en Dag udi sin Lænestol
Med grusom Stolthed i de barske Miner.
Mild Føbos i det samme triner
Af Østens Porte frem, og Lys og Varme gik
Med ham paa Jorden ud. Det slemme Indfald fik
Strax Boreas at yppe Kiv og Trætte;
Thi Fred er ham forhadt. — Han springer ud
Og raaber spodsk: O svage Gud!
Hvad bilder du dig ind? jo, jo! du er den Rette!
Du flyger for den kjære Mark og Eng,
Som taarefulde staae, saasnart du gaaer i Seng
Og skjuler dig for dine stakkels Planter.
Du ej formaaer en Fjer at løfte fra sit Sted;
Men se, hvor Alting skjælver ved
Min blotte Aande. — Huj! bli’r jeg retskaffen vred,
Da raser Undergang i alle Verdens Kanter; —
Naturen blandes, Jord bli’r Hav,
Og Bjerge rejse sig af Sømands Grav;
Du selv ta’r Flugten bag Midnattens Dække,
Og Egen rykkes op med Rod,
Og Ørkner skabes der, hvor Paradiser stod,
Utidig Vinter styrkner Hyrdens Blod,
Hvert Blomster døer, som dine Smiil udklække.
Se hist en foret Vandringsmand; —
Forsøg nu, Stymper! om du kan
Med al din Magt den Kappe fra ham rive,
Hvori han hyller sig af Skræk for mig!
Dog hvad? du vil omsonst udmatte dig;
Det er jo ligefrem. Om end Saturni Søn
Sin Torden og sin Lynild vilde give
Dig for saa kjæk en Daad til Hædersløn,
Saa blev endda du ligenær. —
Men se, hvor let en Sag for Boreas det er.
Han derpaa hidsig falder an
Den Rejsende, som til sin Lykke er en Mand,
Der veed at holde fast paa hvad han ej vil miste.
Kort, denne svøber sig saa tæt
I Kappen, at — Hr. Boreas bli’r træt
Og færdig er af Harm og Skamfuldhed at briste. —
Hvorledes er det fat, min tapre Gud!
— Brød Føbos, fuld af Latter, ud, —
Mon dette Grændsen for din Almagt være?
Velan, Storpraler! nu vil jeg dig lære,
At mine blide Smiil skal mere virke,
End al din Voldsomhed og Styrke.
Saa taled’ Føbos og udlød
Paa vores Vandringsmand en Straaleflod; —
I faa Minutter kogte alt hans Blod,
Og — seen han ikke var, før han frivillig skilte
Sig ved den Kappe, som han nys ej slippe vilde.
Hvad! sagde Boreas, og rysted’ sine Lokker,
Saa Føbos blev med Iis og Sne bestænkt,
Og mumlede i Skjæget: Ej for Pokker!
Hvo skulde saadant tænkt?
Til Maalet naaer man bedst dog med det Gode;
Et trodsigt Nej den Stolte maa formode; —